Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
22. juli 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Skrubtudse (Bufo bufo)
Foto: Henrik Bringsøe

Galleri:
Seneste billeder | adulte | haletudser | juvenile | larver | æg | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Skrubtudse (Bufo bufo)
Foto: Mourits Løvholt


Foto/billede af Skrubtudse (Bufo bufo)
Foto: Jens Peder Dragsdal Nielsen


Foto/billede af Skrubtudse (Bufo bufo)
Foto: Mourits Løvholt



Skrubtudse

Bufo bufo (læst 28154 gange)

Klasse: Padder (Amphibia)
Orden: Springpadder (Anura)
Familie: Tudser (Bufonidae)

Kendetegn: Længden er variabel, idet hanner er relativt små og opnår kropslængder på 5,5-7,5 cm, mens hunner er større og bliver omkring 7,5-12,0 cm. I Sydeuropa bliver arten væsentligt større, specielt på den Iberiske Halvø, hvor der er fundet hunner på over 20 cm Kropslængden måles fra snude til kloak.

En skrubtudse er indbegrebet af en tudse, idet den har vortet og temmelig tør hud, kort snude og er relativt kortlemmet. Men tudser, der lige er kommet ud af vinterdvalen og lige har skiftet ham, er ofte slimede. Vorterne er generelt runde og ikke tilspidsede. I nakkepartiet bag hvert øje har den en meget stor og fremtrædende giftkirtel, der kaldes en parotoidkirtel. Trommehinden er næsten altid usynlig, da den er dækket af vortet hud.

De korte bagben gør skrubtudsen egnet til kun at kravle og lave små hop. Fødderne på bagbenene har begrænset svømmehud, der dækker den inderste halvdel af tæerne. Håndfladen har ved basis to større knuder eller forhøjninger: Én stor og rund i midten og én mindre og noget aflang ved grunden af den inderste finger. Undersiden af de fleste fingre og tæer har ved basis dobbelte knuder.

En skrubtudse er i reglen ensfarvet brunlig på oversiden, hvilket adskiller den fra vores to andre tudsearter. Men derudover kan farvetegningen faktisk være variabel, idet den veksler fra grålig, lerfarvet og lysebrun til sortbrun. Der forekommer også smukt teglstensrøde individer; men mere almindeligt er det, at kun vortespidserne er røde. Oversiden kan være enten ensfarvet eller besat med mørkebrune til sorte mere eller mindre uregelmæssige pletter. Hos mange dyr er parotoidkirtlernes sider mørke, mens oversiden er lys, hvilket gør de store kirtler endnu bedre markerede. Bugsiden er i reglen meget lys hvidlig eller cremefarvet med prikker. Halvvoksne dyr har oftest de klareste farver.

Øjnene har vandret pupil, der i form er langstrakt oval. Iris er iøjnefaldende kobberfarvet til rødlig.

Hannen mangler en udvendig kvækkepose. Udover at hannen er væsentligt mindre end hunnen, udvikler han i yngletiden mørke og ru områder på de tre første fingre af forbenene, og tommelfingeren er decideret fortykket, ligesom forbenene er lidt kraftigere end hunnens.

En anden kønsforskel ligger i, at hannens bagben og fødder på bagben er signifikant længere end hunnens (målt i forhold til kropslængden). Det illustreres, hvis vi lægger en skrubtudses bagben op langs kroppen: Hos hannen vil hælen nå op til trommehinden, mens den hos hunnen kun når skulderregionen.

Haletudsen vokser temmelig langsomt og opnår kun sjældent en totallængde på mere end 3,5 cm. Den virker affladet, idet navnlig hovedet er fladt, og øjnene sidder lidt oppe på hovedets overside. Halens form er karakteristisk hos både de helt små larver og de større haletudser. Halebræmmerne er små med næsten parallel over- og underkant. Halespidsen er afrundet. Hele den øvre halebræmme befinder sig på halen og når ikke selve kroppen. Grundfarven er sort med mørkegrå halebræmme, men senere i udviklingen bliver den sortbrun, og til sidst er den overstrøet med lysende gule prikker. Den unge haletudse er også sort på undersiden, men med tiden bliver den lidt lysere dér, og her dannes også gule pigmentkorn. Munden er lille, og der er to tandrækker over munden og tre under munden. Kendetegnende er, at den tandrække, der sidder lige over munden, har en ret stor afbrydelse på midten. Lige efter forvandlingen er de små skrubtudser ca. 8-13 mm.

Variation: Der er en betragtelig variation i farvetegningen, der dog som udgangspunkt ligger i de brunlige nuancer, men røde farver ses også som skitseret ovenfor. Voksne tudser kan have meget vekslende kropsstørrelse, hvilket skyldes, at hunner er betydeligt større end hanner, og at gamle hunner kan være særligt store.

Forveksling: En skrubtudse er let at skelne fra andre danske springpadder. Strandtudsen har også en tør og vortet hud, men den besidder næsten altid en fin hvidgul stribe ned langs rygraden. Skulle denne stribe mangle, er øjets gulgrønne iris et sikkert kendetegn, ligesom parotoidkirtlerne er mindre. Grønbroget tudse har grønne pletter, selvom de kan være lidt blege, og dens øjne har i lighed med strandtudsen gulgrøn iris. Desuden sidder tåledsknuderne på undersiden enkeltvis hos grønbroget tudse, mens i det mindste en del af disse knuder hos skrubtudse er parvise eller dobbelte.

Løgfrøen er også tudseagtig, men den har lodret pupil, særdeles store og hårde fodrodsknuder på hælene af bagbenene, og huden har ikke den udpræget vortede struktur.

Klokkefrøen, der har vortet hud, kan skelnes fra en skrubtudse ved den stærkt farvede orangerøde og sorte bug, og øjets pupil er hjerte- til dråbeformet.

De 3 tudsers æg og haletudser kan være svære, men ikke umulige, at kende fra hinanden. Se Felthåndbogens beskrivelse af Strandtudse, hvor de vigtigste forskelle er opsummeret.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Strandtudse, Grønbroget Tudse, Klokkefrø

Biologi: Skrubtudsen er decideret landlevende og overvintrer på land.

Efter dvalen vandrer de voksne dyr til vandhuller for at yngle, navnlig om natten. Den laveste lufttemperatur, der får dem til at vandre, ligger mellem 2 og 5 grader, idet hannerne har den laveste nedre grænse, hunnerne den højeste. De fleste vandringer foregår mellem kl. 19 og midnat, men efter kl. 22 er de typisk få pga. temperaturfald til nærheden af frysepunktet. Optimalt vejrlig er mildt og fugtigt.

Når vandtemperaturen når op på rundt regnet 8 grader, begynder de at yngle. Hannerne kommer generelt til vandhullerne før hunnerne; de først ankommende hanner er generelt størst. Men mange vandrende hanner finder alligevel hunner undervejs, og så vil de indtage klamrestilling allerede på land, men hunnerne fortsætter med at vandre til vandhullerne med deres blinde passagerer. Det gælder for en han om at holde fast i den erobrede hun, for så vil han have større chance for at kunne befrugte hunnens æg. Men adskillige hanner vil kunne omklamre én og samme hun under vandringen.

Er vandet ikke for koldt, vil tudserne yngle i løbet af få dage, hvorefter de atter vil forlade vandhullerne. Inden æggene afsættes, vil hannerne somme tider kvække fra vandoverfladen, men det gør de slet ikke altid. Kvækkelyden, der i øvrigt har givet arten sit danske populærnavn, er en ru, skarp og lidt klukkende tone, der kan lyde i retning af, at man gnubber en fugtig klud hårdt på en glasplade. Den udsendes i serier med én tone for hver 2 sekunder. Skrubtudsens kvækken er dæmpet og kan høres på højest 150 m afstand. Men oftest er hannerne tavse og kvækker slet ikke Når vi hører skrubtudser kvække i forbindelse med parring, er det som regel deres afværgelyde, de udstøder, når der sker uønskede omklamringer.

Under amplexus (klamrestilling) griber hannen fat i hunnens armhuler med forbenene, og som sagt vil nogle hunner gribes allerede på land under vandringen til vandhullet. Også i vandet vil hunnerne undertiden blive omklamret af adskillige hanner samtidigt, og i den forbindelse kæmper hannerne indbyrdes. En masseparring kan medføre, at hunnen ikke kan komme op til overfladen for at trække vejret, så den vil kunne drukne, inden den når at lægge æg.

Parret søger væk fra ledige hanner og lægger i løbet af 6-12 timer deres ægstrenge i små ryk, og i den proces griber hannen straks de udgydte æg med bagbenene og foretager udvendig befrugtning af dem, idet de vikles omkring plantestængler og grene i vandet.

Hver hun lægger normalt 2000-3600 æg, men hos små og unge hunner kan antallet være begrænset til ca. 1200 æg, hvorimod en stor og velvoksen hun undtagelsesvis kan nå op på 6840 æg. Én hun lægger to ægstrenge, én fra hver æggeleder; hver streng er 2-5 m lang og få mm tyk. De enkelte ægkerner har en diameter på 1,4-2,0 mm.

Afhængig af temperaturen klækker æggene efter 10-30 dage.

Det er i gennemsnit kun ca. 1 af haletudserne, der når at forvandle sig, men alligevel kan vi opleve, at jordbunden bliver nærmest levende af meget små skrubtudser

De unge skrubtudser bliver kønsmodne i en alder af 2-7 år. De fleste hanner kønsmodnes i deres fjerde leveår. Data er sparsomme for hunner, men de bliver generelt kønsmodne lidt senere.

I langt størstedelen af sæsonen er skrubtudser landlevende, hvor de lever på jordbunden. Det er meget forskelligt, hvor langt de vandrer væk fra ynglevandhullet, idet vi kan finde dem ca. km væk, men også i en afstand af 4 km. Det normale er 1-2 km.

Arten er overvejende nat- og skumringsaktiv, men på skyggefulde steder og i overskyet vejr kan vi også se den fremme i dagtimerne.

Voksne skrubtudser er stedfaste. Hvis der er tilstrækkelige fødemængder, f.eks. i haver med mange bænkebidere, vil de ikke bevæge sig mere end 3 m fra deres skjulesteder.

Om efteråret vil skrubtudser typisk bevæge sig i retning af ynglevandhullerne for at overvintre på land, så de ikke skal vandre for langt det kommende forår.

Skrubtudser æder alle mulige hvirvelløse dyr, som ikke er for hurtige, og som har en passende størrelse. F.eks. bænkebidere, biller, insektlarver, edderkopper, tusindben, nøgensnegle og regnorme. Byttedyr, der ikke er våde eller slimede, skydes lynhurtigt med den klæbrige tunge, der kan være længere end tudsens hoved. De helt unge nyforvandlede tudser tager mange springhaler, mider og bladlus, som også skydes med tungen. Haletudserne æder overvejende alger, og de er uspecialiserede i deres fødeindtagelse, idet de både kan filtrere vandet for fritsvømmende alger, som er almindelige i fiskedamme, og kan raspe epifytiske alger fra forskellige genstande med deres hornkæber, og de fortærer også trådalger.

En kraftig hudgift er skrubtudsens suverænt mest effektive forsvar. Den består især af nervegifte, men indeholder også hjertekredsløbsgifte, muskelgifte og hallucinogener. De dannes i de mange kirtler, der har udgangskanaler i hudens vorter, men langt overvejende i de to meget store parotoidkirtler i nakkepartiet. Der foregår en begrænset men permanent udskillelse af giftsekret, der beskytter huden mod angreb af mikroorganismer. Giftudskillelsen øges voldsomt ved angreb fra egentlige prædatorer: Hunde, katte og til dels ræve, der bider i tudser, får lammelser i kæbemuskulaturen, og de vil kunne opleve kraftig savlen, opkastning, ukontrolleret urinafgang, krampeanfald og slingerhed. Dog tåler pindsvin giften og vil ofte smøre den på deres pigge. Grævlinger æder tudser og undgår hudgiften ved at sprætte maven op og æde indvoldene. Kragefugle, musvåger og glenter benytter samme teknik og hakker hul på bugen. Fiskehejrer er også vigtige prædatorer. Snogen er immun over for skrubtudsers gift og sluger dem gerne.

En spyflue, Lucilia bufonivora, lægger æg på tudsens ryg, og maddikerne kravler gennem næsebor og øjenhuler ind i tudsen og begynder at æde hovedet indefra, indtil tudsen dør efter nogle dage. Men den spyflue skulle være sjælden i Danmark.

Karper og de fleste andre fisk undgår skrubtudsens haletudser, men rimte, aborre og gedde æder dem. Den eneste danske padde, der fortærer dens haletudser, er stor vandsalamander. Vandbiller, deres larver, store guldsmedelarver, rygsvømmere og hundeigler æder også mange. Skrubtudsens æg ædes kun af få dyr, deriblandt gråand og hesteigle som de væsentligste.

Skrubtudser kan blive ældre end vores andre padder, idet de i naturen bliver 10-15 år gamle, undtagelsesvis 20 år. Dog er det kun ca. 1 af individerne i en population, der er 10-15 år. I fangenskab er registreret en levealder på 36 år, og en skrubtudse skulle angiveligt være blevet 50 år gammel

Levested: Skrubtudsen er særdeles tilpasningsdygtig og kan leve på stort set enhver landhabitat. Mennesker finder den tit i haver og parker, men den bebor tillige mange andre naturtyper såsom løvskov, dyrket mark, hede, klit, moseland og i mindre omfang nåleskov. Hvis en villahave ikke er alt for velfriseret, vil den være et udmærket levested. Her vil den vigtigste begrænsende faktor være tilstedeværelsen af ynglevandhuller, typisk havedamme, som skal forefindes inden for et par km.

En skrubtudse vil finde ét eller to huller (retræter), hvor den opholder sig om dagen. Det kan være under en træstub eller et væltet træ, under og mellem blotlagte rødder af et større træ, under løs bark, mellem sten og fliser eller i musegange. Vi finder også skrubtudser i gamle og fugtige kældre og lyskasser, hvor de kan æde bænkebidere, snegle og edderkopper.

Ynglevandhullerne er typisk større permanente vandhuller og småsøer med fisk, og i mange tilfælde finder vi kun få andre ynglende padder sådanne steder. Også haletudserne har en stærk hudgift og er ildesmagende, hvorfor de generelt ikke ædes af fisk. Der kan være et bælte af tagrør eller andre sivplanter til at afsætte æggene i. Men skrubtudser kan også yngle i branddamme med ringe biologisk værdi, da der her ikke vil være megen konkurrence fra andre padder. Brakvand med op til 6 saltkoncentration og til tider endog næsten 7 tolereres.

Når skrubtudsen yngler i rige vandhuller med flere andre paddearter, hænder det, at den ikke opnår ynglesucces her, idet stort set ingen haletudser overlever frem til forvandlingen.

En væsentlig årsag til skrubtudse-haletudsernes dårlige konkurrenceevne over for andre haletudser er, at haletudser af andre arter (f.eks. brune frøer) ad kemisk vej kan hæmme haletudsers vækst. Den form for kemisk forsvar forekommer næsten ikke hos skrubtudsens haletudser, som endog ofte samler sig i stimer.

Ligesom skrubtudsen knytter sig til ét bestemt lille levested på land år efter år, så er den også meget stedfast over for sit gamle ynglevandhul. Selv hvis det udtørrer, vil tudserne forblive i den tørre dam, og de vil kun nødtvungent opsøge andre vandhuller til forplantningen.

Udbredelse: Skrubtudsen er meget vidt udbredt i Danmark og findes næsten overalt i landet. Dog mangler den på nogle mindre øer såsom Læsø, Anholt, Sejerø, Endelave, Saltholm, Bågø og Femø.

Dens totale udbredelse er stor og omfatter det meste af Europa. Men den lever ikke i Irland, Island, det meste af Norge, det vestlige og nordlige Sverige, det nordlige Finland samt på flere middelhavsøer. I Rusland har den en kæmpe udbredelse, der strækker sig gennem Sibirien helt over til Bajkalsøen, men den forekommer ikke i de nordligste og sydligste egne. Endvidere er der forekomster i det nordlige Marokko, Algeriet og Tunesien samt det nordlige Tyrkiet.

Det er dog usikkert, om alle de mediterrane populationer skal henregnes til Bufo bufo, eller om der reelt skjuler sig én eller flere selvstændige arter dernede mod syd.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Skrubtudse.

Hvornår ses den? Efter vinterdvalen kan vi se de voksne dyr vandre til ynglevandhullerne i slutningen af marts til midten af april. De yngler i hele april måned, men specielt i midten af april. I gennemsnit vil det være lidt senere end butsnudet frø og spidssnudet frø. Omkring 1. maj opsøges sommerkvarteret på land, og dér vil de opholde sig resten af sæsonen og om vinteren.

Ved høje vandtemperaturer vil haletudserne fuldbyrde deres forvandling og gå på land som små tudser i juni, men i enkelte tilfælde kan forvandlingen foregå så sent som i september. Ofte går de på land omkring 1. juli eller lidt tidligere.

Skrubtudser går normalt i dvale i løbet af oktober, men nogle forsvinder allerede i september, og enkelte kan endog ses fremme indtil starten af november. Endelig hænder det, at en skrubtudse kigger frem fra sit overvintringssted på en lun vinterdag, men den vil snart søge ned under jorden igen, og den vil således ikke vandre til sit ynglevandhul før det egentlige forår.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på paddeogkrybdyratlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Henrik Bringsøe d. 16-11-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Poul Evald Hansen d. 16-01-2012.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Bille, T. 2008. Danmarks padder og krybdyr en feltguide fra danske-dyr.dk. ConDidact, Næstved. 55 pp.

Blab, J. 1986. Biologie, Ökologie und Schutz von Amphibien. Schriftenreihe für Landschaftspflege und Naturschutz, Heft 18. Kilda-Verl., Bonn Bad Godesberg. 150 pp.

Bringsøe, H. & Hels, T. 2001. Røde skrubtudser, Bufo bufo. Nord. Herpet. Foren. 44(3): 101-102.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Groes, O. 1991. Bufosyndromet. Tudsernes forsvarsgifte. Dansk Veterinærtidsskr. 74(24): 951-952.

Günther, R. & Geiger, A. 1996. Erdkröte Bufo bufo (Linnaeus, 1758). In: Günther, R. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Deutschlands. Gustav Fischer Verl., Jena: 274-302.

Juel, H. 1995. Skrubtudsens (Bufo bufo) aktivitet i naturen. In: Bringsøe, H. & Graff, H. (red.): Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. Nord. Herpet. Foren., Køge: 53-56.

Sowig, P. & Laufer, H. 2007. Erdkröte, Bufo bufo (Linnaeus, 1758). In: Laufer, H., Fritz, K. & Sowig, P. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Baden-Württembergs. Eugen Ulmer, Stuttgart: 311-334.

Steffensen, P. 2001. Røde Skrubtudser paa Bornholm. Nord. Herpet. Foren. 44(4): 131-132.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator