Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Spidshale (Parapholis strigosa)
Foto: Hans Henrik Bruun

Galleri:
Seneste billeder | afblomstrede individer | blomstrende individer | med frø/frugt | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Spidshale (Parapholis strigosa)
Foto: Søren Vinding


Foto/billede af Spidshale (Parapholis strigosa)
Foto: Søren Vinding


Foto/billede af Spidshale (Parapholis strigosa)
Foto: Ole B. Lyshede





Figur 1.

Spidshale

Parapholis strigosa (læst 3758 gange)

Klasse: Enkimbladede (Liliopsida)
Orden: Græsordenen (Poales)
Familie: Græsfamilien (Poaceae)

Kendetegn: Spidshale har indtil 20 cm høje, ofte knæbøjede strå, der kan være grenede ved grunden.

Den spottes lettest på de ret iøjnefaldende og ret store lyse støvknapper, når disse er fremme.

Blomsterstanden er et aks, hvor der sidder et endestillet småaks i spidsen, og småaksene i øvrigt sidder i 2 rækker og alternerer (d.v.s. ikke sidder modsat). Småaksene (bortset fra det endestillede) er indsænket i hovedaksen og er enblomstrede.

Akset er leddelt med 1 led under hvert småaks, og ved modenhed brækker akset itu ved leddene.

Bladene er 2-6 cm lange og 1-2,5 mm brede, udbredte til ret indrullede.

Støvknapperne er ret store, 2-3,5 mm, hvide til gullige eller violette, og "lyser" ret tydeligt, når de er fremme.

Frugten er ca. 3 mm lang og med et bredt hindeagtigt vedhæng foroven.

Forveksling: Spidshale er en såre karakteristisk art og kan med aks ikke forveksles med andre danske planter bortset fra et par sjældne indslæbte arter fra slægten.

Men den er svær at få øje på, grænsende til det umulige, når den ikke har aks. Lettest er den at opdage, når den er i blomst, og de ret store lyse støvknapper træder frem mod grøn eller mørkere baggrund.

Ifølge Danmarks Græsser (se litteraturlisten) er følgende andre arter fra slægten fundet indslæbt med fuglefrø m.v. De findes næppe på samme biotoper som Spidshale:

P. filiformis (Roth) C.E. Hubb, som adskilles fra Spidshale ved at yderavnerne har tydeligt vinget køl.

P. pycnantha (Hack) C. E. Hubb som har længere, indtil 9 mm lange yderavner, der er ca. 1,5 x så lange som hovedaksens ledstykker (ca. af samme længde som ledstykkerne ved Spidshale).

Biologi: Spidshale er en enårig græs, der er afhængig af lysåbne forhold, især græsning. Frugterne spredes med vand og vind.

Det videnskabelige Artsnavn strigosa kommer af latin: strigosus = børstehåret.

Det danske navn er selvforklarende.

Levested: Sandet eller leret lysåben bund på strandenge, evt. helt ude i opskylzonen.

Udbredelse: Arten er ret sjælden, men sikkert ofte overset. Men biotoperne - lysåbne voksesteder på strandenge - bliver sjældnere og sjældnere.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Spidshale.

Hvornår ses den? Spidshale blomstrer juni-juli og er svær at få øje på uden for blomstringstiden.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Poul Evald Hansen d. 20-07-2010. Beskrivelsen er senest redigeret af Knud Knudsen d. 12-09-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Jens Christian Schou, Peter Wind, Simon Lægaard: Danmarks Græsser, BFN`s Forlag 2009, ISBN 87-87746-08-5

Den Ny Nordiske Flora (På dansk ved Jon Feilberg,ISBN 87-02-02997-9)

Dansk Flora 1. udgave, Gyldendal 2006, Redaktion Signe Frederiksen, Finn N. Rasmussen og Ole Seberg. Mange forfattere. ISBN: 87-02-03032-2





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator