Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. december 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Rødåret hedelibel (Sympetrum fonscolombii)
Foto: Bent Preben Cardel

Galleri:
Seneste billeder | imago | nymfe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Rødåret hedelibel (Sympetrum fonscolombii)
Foto: Ib Fagerlund


Foto/billede af Rødåret hedelibel (Sympetrum fonscolombii)
Foto: Brian Willum Petersen


Foto/billede af Rødåret hedelibel (Sympetrum fonscolombii)
Foto: Thomas W. Johansen



 Rødåret hedelibel (Sympetrum fonscolombii) (læst 2495 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Guldsmede (Odonata)
Familie: Libeller (Libellulidae)

Kendetegn: Rødåret hedelibel har en kropslængde på ca. 33-40 mm. Som navnet antyder, har den fuldt udfarvede han af Rødåret hedelibel røde årer i vingen. Hos hunner og unge hanner er årene gule. Vingepletten er meget lys med mørk kant, og det gælder for denne art også hos de ældre individer. Benene er sorte med en gul stribe. Øjets nederste halvdel er blå til gråblå. Den udfarvede han har en rød bagkrop, og hunner og unge hanner er gule til gulbrune. Der kan forekommer et gul-orange felt på vingeroden, af mindre udbredelse end det oftest ses hos Gulvinget hedelibel, men mere udbredt end hos de øvrige hedelibeller.

Forveksling: Rødåret hedelibel kan forveksles med Gulvinget hedelibel, der dog oftest har meget større gule pletter på den inderste del af bagvingen (de kan dog undertiden næsten mangle). Gulvinget hedelibel (og andre) kan også have lyse vingevener, men slet ikke samme omfang som Rødåret hedelibel. Gulvinget hedelibel er gul-grønlig på den nederste halvdel af øjet, hvor det på Rødåret hedelibel er tydeligt blåligt. Denne karakter kan sammen med de sorte og gule ben, bruges til at skelne den fra samtlige andre danske hedelibeller. Siderne af de vingebærende brystled bliver mere brunlige med alderen, men får samtidig en for arten meget karakteristisk lys stribe skråt ned ad siden.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Gulvinget hedelibel, Almindelig hedelibel, Stor hedelibel

Biologi: Rødåret hedelibel er en varmekrævende art. Det er endnu usikkert om den kan klare de danske vintre.

Larverne undergår en meget hurtig udvikling og Rødåret hedelibel kan således have flere generationer på vingerne i løbet af én sæson.

Levested: Rødåret hedelibel findes ofte i relativt store, men lavvandede habitater. Træffes ofte i grusgrave, kystnære søer uden meget vegetation og relativt nydannede vandhuller.

Udbredelse: Rødåret hedelibel har i Danmark en overvejende kystnær udbredelse. Størstedelen af fundene er fra østdanmark.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Rødåret hedelibel.

Hvornår ses den? Rødåret hedelibel er tidligt på vingerne. Den ses typisk fra midt i maj til ind i november. Hidtil har de voksne af den, der er set i maj-juni, nok helt overvejende været dyr, der er kommet hertil sydfra, og guldsmedene i september-november så en efterfølgende generation. Nymfer og nyforvandlede voksne er hos os foreløbigt kun fundet sept-okt.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på Guldsmedeatlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Nicholas Bell d. 10-03-2014. Beskrivelsen er senest redigeret af Mogens Holmen d. 29-05-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Dijkstra, K-D. 2006. Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe. British Wildlife Publishing

Nielsen, O.F. 1998. De Danske Guldsmede. Apollo Books

Askew, R.R. 2004. The Dragonflies of Europe. Harley Books

Billquist, M., Smallshire D. and Swash A. 2012. Svenska Trollsländeguiden. Hirschfeld Media





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator