Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
28. marts 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Tidlig Ornamentsvirreflue (Xanthogramma citrofasciatum)
Foto: Lars S. Madsen

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Tidlig Ornamentsvirreflue (Xanthogramma citrofasciatum)
Foto: Jens Christian Schou


Foto/billede af Tidlig Ornamentsvirreflue (Xanthogramma citrofasciatum)
Foto: Ruth Ahlburg


Foto/billede af Tidlig Ornamentsvirreflue (Xanthogramma citrofasciatum)
Foto: ODM



Tidlig Ornamentsvirreflue

Xanthogramma citrofasciatum (læst 4061 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Tovinger (Diptera)
Familie: Svirrefluer (Syrphidae)

Kendetegn: Ansigtet gult, antenner rødlige med overkanten af tredje led mørkere. Bryst sort med gule sidestriber, på siderne med en gul lodret streg forrest og en gul plet bagest, scutellum gult med den basale halvdel uskarpt afgrænset sort. Bagkroppen smalt oval, sort med fire par smalle, buede, citrongule pletter på 2.-5. led, der ikke mødes på midten. Pletterne på 2. bagkropsled smalle, kun lidt bredere mod leddets siderand. Ben gule. Vingerne svagt gullige ved vingemærket og langs forkanten.

Variation: Arten varierer ikke. Hannen og hunnen har lige smalle bagkropspletter.

Forveksling: Der er kun mulighed for forveksling med den anden danske art i slægten Ornamentsvirreflue (Xanthogramma), nemlig Sen Ornamentsvirreflue (Xanthogramma pedissequum). Denne kendes let på de mørkere gule bagkropspletter, hvoraf pletterne på 2. bagkropsled er meget bredere end hos Tidlig Ornamentsvirreflue, som også kan kendes på de helt gule ben, samt på hvilket tidspunkt af året, de voksne er fremme. Stærkt kontrasterende gule bagkropspletter og gule sidelinjer på brystet er også karakteristisk for slægten Hvepsesvirreflue (Chrysotoxum), men hos denne slægt er antennerne for svirrefluer utypisk lange. Fra arter af Havesvirreflue (Syrphus) og lignende slægter kendes den på de gule sidestriber på brystet.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Sen Ornamentsvirreflue

Biologi: Larven lever formodentlig af rodlus i myreboer. Larven overvintrer. De voksne findes på vegetation og på blomster. Den er meget fåtallig på lokaliteterne.

Levested: Arten er typisk for spredt busklandskab, græsmarker ved skovbryn på frodige lokaliteter.

Udbredelse: Sjælden i Danmark; sjælden i Østjylland og på Øerne, ikke kendt fra Nord- og Vestjylland. Arten er i tilbagegang i Danmark. Den har været rapporteret fra Danmark siden 1916, men de ældste danske eksemplarer er fra omkring 1845. Arten har været kendt under det latinske navn citrofasciatum, men i Torps bog fra 1994 har den skiftet navn til X. festivum, hvad den også hedder i DMUs rødliste. Dette navneskift er blevet suspenderet af den internationale zoologiske nomenklaturkommission, og den skal derfor igen hedde X. citrofasciatum. På fugleognatur har arten derfor det nyeste og mest korrekte latinske navn, til trods for, at den i de to seneste og mest autoritative danske behandlinger af svirrefluerne har et andet navn. Det latinske artsnavn betyder citronbåndet, det latinske slægtsnavn gultegn. Det danske artsnavn er dannet af Torp i 1994 og hentyder til årstidsforekomsten.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Tidlig Ornamentsvirreflue.

Hvornår ses den? Fra midten af maj til midten af juni. Det er således en tidlig art.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Erik Rald d. 22-07-2008. Beskrivelsen er senest redigeret af Klaus Bek Nielsen d. 26-04-2017.
Se historik
.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator