Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
15. november 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Nældesommerfugl (Araschnia levana)
Foto: Kjeld Brem

Galleri:
Seneste billeder | imago | larver | nymfe | puppe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Nældesommerfugl (Araschnia levana)
Foto: Ken Jensen


Foto/billede af Nældesommerfugl (Araschnia levana)
Foto: Erland Nielsen


Foto/billede af Nældesommerfugl (Araschnia levana)
Foto: Lars Dalby



Nældesommerfugl

Araschnia levana (læst 14142 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Sommerfugle (Lepidoptera)
Familie: Takvingefamilien (Nymphalidae)

Kendetegn: Vingefang: 31-42 mm. Hunnen er størst, og 2. generation er størst. Nældesommerfuglen optræder i sæsonvariationer, hvor forårsgenerationen er rødbrun med sorte pletter som en perlemorsommerfugl, og efterårsgenerationen er sort med hvide eller gule bånd som Hvid admiral.

Undersiden er meget broget og smukt tegnet og har givet arten navnet landkortssommerfugl på tysk.

Variation: Som nævnt er årstidsvariationen bestemt af dagslyspåvirkningen på de små larver.

Derudover er der stor variation i størrelsen af de sorte pletter på forårsgenerationen. De hvide bånd på sommergenerationen kan være formørkede eller gule.

Nogen størrelsesvariation. Især kan hanner af forårsgenerationen være meget små. En mellemform (f. porima) fremkommer, når dagslyslængden forvirrer de små larver og ses af og til i september.

Forveksling: Forårsgenerationen kan forveksles med små perlemorsommerfugle, men kendes fra disse på undersiden. Den mørke sommergeneration kan forveksles med hvid admiral, men kendes fra denne på størrelsen og de meget forskellige undersider.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Hvid Admiral

Biologi: Arten overvintrer som puppe, og forårsgenerationen klækkes i maj og flyver til lidt ind i juni. Æggene lægges i hængende rækker på undersiden af et nældeblad og ligner blomsterstanden. Larven lever selvskabeligt i spind i begyndelsen.

Danmark ligger på artens nordgrænse, og Nældesommerfuglen er indvandret til Danmark i dette århundrede og har spredt sig meget i de sidste 30 år. Den er under stadig udbredelse og begunstiges af lange varme somre og øget næringstilførsel.

Levested: Nældesommerfuglen er knyttet til fugtige skovlysninger og fugtige åbne skovbryn med bestande af nektarblomster og nælder.

Forårsgenerationen er ret kræsen i sit lokalitetsvalg og ses næsten udelukkende på halvfugtige skovlysninger med nælde.

Sommergenerationen ses dels på disse lokaliteter, men dukker ofte op i kanten af moser, langs skovveje eller tiltrækkes af blomster ret langt fra sine egentlige lokaliteter.

Udbredelse: Forekommer talrigest på øerne, især sydpå, men har bredt sig og findes nu i løvskov på øerne og i det østlige Jylland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Nældesommerfugl.

Hvornår ses den? Forårsgenerationen i maj til begyndelsen af juni.

Sommergenerationen fra midt i juli til ind i august.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]

Atlasprojekt: NYT Se arten på Sommerfugleatlas.dk




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Jens Stolt d. 22-08-2006. Beskrivelsen er senest redigeret af Anni Lene Nielsen d. 16-05-2012.
Se historik
.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator