Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. februar 2020
 

Felthåndbogen





Toplettet Torngræshoppe

Tetrix bipunctata (læst 2461 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Græshopper (Orthoptera)
Familie: Torngræshopper (Tetrigidae)

Kendetegn: 8-12 mm. Toplettet Torngræshoppe er en lille, men meget kraftigt bygget græshoppe. Farven varierer meget kraftigt, og kan være mange kombinationer af brun, grå, sort og hvid. Dog findes næsten altid to markante, sorte pletter på siden af pronotum, omtrent midtpå. Pronotum strækker sig ud til bagkropsspidsen, og set fra oven er forkanten tydeligt tilspidset. Pronotum er kraftigt opadkrummet og midterkølen tydelig. Bagvingerne er korte, og når ikke nær pronotums spids. Baglårene er tykke, kortere end 3 gange så lange som brede. Antenneleddene er korte, højest 3 gange så lange som brede.

Forveksling: Forveksles let med de andre arter i slægten.

Sump-Torngræshoppe har kun en svagt udviklet midterkøl og pronotums overside er lige og ikke opadkrummet.

Almindelig Torngræshoppe er meget svær at adskille fra Toplettet torngræshoppe, men den er ikke nær så kraftigt bygget. Oversiden af pronotums forkant er hos Almindelig torngræshoppe mere afrundet. Hos Toplettet torngræshoppe er oversiden af pronotums forkant mere tilspidset. Derudover har Almindelig Torngræshoppe baglår, der er 3 gange så lange som brede.

Langhornet Torngræshoppe er også meget kraftigt bygget, men her er oversiden af pronotums forkant næsten lige. Derudover når bagvingerne næsten pronotums spids, og antenneleddene er 4-5 gange så lange som brede.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Langhornet Torngræshoppe, Almindelig Torngræshoppe, Sump-Torngræshoppe

Biologi: Toplettet Torngræshoppe lever som de andre Tetrix-arter af plantekost, blandt andet mosser. Den frembringer ingen sang. Æggene lægges i det sene forår og forsommer, hvorefter nymferne klækker efter et par uger. De overvintrer enten i et af de sidste stadier eller som voksne. Den er ikke i stand til at flyve.

Levested: Træffes på tørre lokaliteter med lav og spredt vegetation. I de andre Nordiske lande ofte på lokaliteter med blottede klippeflader.

Udbredelse: Arten er kun truffet få gange i Danmark: 1 nær Vojens i 1934, et par stykker i Almindingen på Bornholm omkring 1940, samt et par individer fra Struer og Himmerland.

På trods af at den ikke er set i Danmark i meget lang tid, burde den stadig kunne findes her. Den er ret udbredt i Sverige, og bør derfor eftersøges især på Bornholm og i Nordjylland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Toplettet Torngræshoppe.

Hvornår ses den? Den voksne fra maj til juli. Nymfen fra juni til maj (Overvintrer fra oktober til april).

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Hjalte Kjærby d. 23-12-2011. Beskrivelsen er senest redigeret af Hjalte Kjærby d. 10-01-2019.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Ole Fogh Nielsen: De danske græshopper, Apollo Books




Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator