Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
10. december 2019
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Poppelbuk (Saperda carcharias)
Foto: Niels Poul Dreyer

Galleri:
Seneste billeder | imago | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Poppelbuk (Saperda carcharias)
Foto: ODM


Foto/billede af Poppelbuk (Saperda carcharias)
Foto: Kasper Malmberg


Foto/billede af Poppelbuk (Saperda carcharias)
Foto: Anders Kullstrøm



Poppelbuk

Saperda carcharias (læst 6395 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Træbukke (Cerambycidae)

Kendetegn: Den store smukke poppelbuk er en af Danmarks største træbukke, og et festligt, imponerende indslag i høj- og eftersommerens insektfauna. Den bliver 20-28 mm lang, og kroppens grundfarve er dybsort, men hele dyret er dækket af en tæt, gullig eller grågul filtbehåring. Den sorte grundfarve kan ses langs hele dyrets overside i form af små, sorte, skinnende pletter, der især er tydelige langs dækvingerne som kraftige, sorte punkter. Den gullige filtbehåring er tættere langs dyrets underside, og her er de sorte pletter færre og mindre. Set ovenfra fremstår poppelbukken langstrakt og elegant, men fra siden syner den mere hvælvet og kraftigt bygget. Saperda-træbukkene kaldes nogen gange for de fladhovedede træbukke, for det store, flade hoved holdes lodret, og skaber derved en abrupt afrundet forende. Antennerne er lange og elegante, og ringede med sort og lysegråt eller gråhvidt undtaget de yderste led, og de store øjne er sortbrune. Kæberne er meget kraftige og spidse, og er ligesom resten af dyret sorte, men dog ofte med en grålig farve på oversiden. Forbrystet er aflangt og valseformet med en svag midterkøl, og dækvingerne er lange og hvælvede, og tydeligt bredest ved skuldrene, og de ender i en stump lille spids ved bagkropsspidsen. Scutellum er forholdsvis stort og halvcirkelformet. Benene er ret korte og kraftige, med korte, brede fødder. Benene er dækkede af en tyk filtbehåring, men den sorte grundfarve kan normalt ses yderst på alle tre lårben. Arten er kun lettere kønsdimorf, og hanner er en smule slankere bygget end hunner. Det letteste kendetegn er antennelængden, der hos hannen overstiger kropslængden, mens hunnens antenner er kortere end kroppen.

Variation: Poppelbukken varierer ikke meget morfologisk, men der er en vis variation i filtbehåringens farve, der kan variere fra nærmest sennepsgul til askegrå eller gråbrun.

Forveksling: Poppelbukkens størrelse og udseende gør den nærmest umulig at forveksle med nogen anden dansk bille. Både tidselbukken og poppelbukkens nære slægtning aspebuk kan ligne overfladisk, men begge disse arter er langt mindre. Poppelbukken har en søsterart i Nordamerika, Saperda calcarata (the poplar borer), der morfologisk og økologisk minder meget om den.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Aspebuk, Tidselbuk

Biologi: Poppelbukken har en interessant biologi. Som artsnavnet antyder, er den tæt knyttet til popler, og den kan yngle i en række forskellige poppelarter, fortrinsvis balsampoppel (Populus balsamifera), berlinerpoppel (P. berolinensis), landevejspoppel (P. canadensis) og sortpoppel (P. nigra), men den går også af og til på sølvpoppel (P. alba) og kinesisk poppel (P. simonii). I de skandinaviske lande synes bævreasp (P. tremula) at være et yndet værtstræ. De voksne dyr sidder om dagen på grene og blade i trækronerne, men i skumringen begynder de, at bevæge sig rundt, og gnave af bladene. Gnavesporene er meget karakteristiske, og er ofte det, man først får øje på. I modsætning til sommerfuglelarver, der gnaver fra bladranden og indad, gnaver poppelbukken typisk store, runde eller ovale huller i bladene, der ikke når ud til bladranden, og de kraftige kæber betyder, at hullernes kanter er grove, uregelmæssige og nærmest savtakkede. De gnaver også af skud og knopper. Dyrene flyver også omkring om aftenen, men deres spredningsevne er ikke stor, for de er ret stedbundne. Som mange træbukke kan også poppelbukken stridulere (knirke) ved, at gnide forbrystets bagkant mod en liste på bagbrystet. Dyrene stridulerer som forsvar, og man kan tydeligt høre det, hvis man tager et dyr op i hånden. Parringen sker på større grene oppe i trækronerne, og hunnerne vides at lokke hanner til ved, at udsende særlige duftstoffer (feromoner).

Kort tid efter parringen går hunnen i gang med at lægge æg. Poppelbukken yngler kun i levende træer, men forsøg har vist, at den ikke kan skelne helt raske, ikke-angrebne og kraftigt voksende træer fra syge træer eller træer, hvor der allerede lever larver i veddet. Derfor kan larvernes gnaveri volde en del skade for træets vækst, hvis arten er talrig på stedet, men normalt er poppelbukken ikke egentlig skadelig for værtstræet. Alligevel anses den for skadevoldende i en række europæiske lande, primært sydpå, hvor klimaet er varmere og generationstiden kortere. Hunnen begynder med, at gnave en ca. 5 mm lang rende i barken på stammen eller større grene. På små træer sker det dog typisk kun ved stammens basis. Hun lægger derefter et enkelt æg i revnen. Hver hun lægger i alt 40-50 æg. Æggene er aflange og pølseformede, omkring 3,5-4 mm lange og 1,5-1,8 mm tykke, og de er i starten flødefarvede, men bliver brunlige efter nogle dage. Hvad der derefter sker, afhænger i vid udstrækning af træets tilstand, for helt usædvanligt er selve værtstræet nemlig den største kilde til dødelighed blandt små larver. Hos gamle, syge eller hårdt angrebne træer, der derfor ikke vokser særlig kraftigt, klækkes larverne efter et par uger, og begynder at bore en gang ind under barken. Dette begyndende angreb kan ses ved lidt brunligt gnavesmuld omkring hullet. Men hvis træet er sundt, rask og af en alder, hvor væksten er kraftig, reagerer det ofte på billens gnaveangreb ved, at barken vokser hen over ægget eller den lille larve, og såret heler så at sige igen af sig selv efter kort tid. Dette betyder, at ægget eller den lille larve er i alvorlig fare for, simpelthen at blive mast, når træets sår heler. Undersøgelser har vist, at dette i nogle bestande faktisk betyder døden for op i mod 80 procent af æg og smålarver. Det er dermed en af de vigtigste faktorer overhovedet til, at begrænse poppelbukkens populationsstørrelse. Den har dog også andre fjender, f.eks. en række spurve- og kragefugle, der kan æde de voksne biller, stor flagspætte, der tager både voksne og larver, samt flere snyltehvepse, der lægger æg i både æg og larver.

Larven er en typisk træbukkelarve. Den er fuldkommen benløs med en fed krop, der er oval til næsten rund i tværsnit, tydelige, kraftigt afsatte kropsringe, og et lille, mørkebrunt hoved foran med kraftige kæber til, at raspe træ med. Nyklækkede larver måler omkring 4 mm i længden, men i løbet af udviklingen gennemgår de fem stadier, og er fuldt udvoksede 35-40 mm lange. Larverne er hvidlige eller flødefarvede, men den forreste del af kroppen er brunlig på oversiden. Den lille larve gnaver en tunnel under barken de første 5-6 uger af sin levetid, og her kan man tit se det lidt brunlige gnavesmuld ved hullets åbning, men derefter begynder den at bore sig ind i veddet, og gnavesmuldet, der udstødes gennem åbningen, bliver mere hvidligt. Larven borer sig dybere ind mod midten af grenen, og begynder derefter af udgnave en lang, opadrettet, oftest nærmest lodret tunnel på 20-25 cm, men tunnelen slår ofte sving og kan endda være hesteskoformet. Tunnelen er først nærmest rund, da den følger larvens kropsform, men larven bevæger sig ofte frem og tilbage i tunnelen, og udvider den, til den bliver mere oval i tværsnit. Larven fortsætter med, at støde gnavesmuld ud gennem åbningen, men der kan også dryppe træsaft ud gennem hullet. Larven har særlige diastase-enzymer i tarmsystemet, der gør, at den kan fordøje cellulose, og den er dermed ikke ligeså afhængig af cellulosenedbrydende bakterier som de saproxyliske biller, f.eks. torbister, der lever i dødt ved. Udviklingen tager typisk to år i det sydlige Europa, men varer ofte tre år, nogle gange fire, i Nordeuropa inklusive Danmark. Den udvoksede larve gnaver nu et puppekammer øverst i sin tunnel, som den afskærmer fra resten af tunnelen med et flere cm tykt lag af let sammenpresset gnavesmuld. Derefter metamorfoserer den til en hvidlig puppe, der med tiden bliver mere og mere brunlig, indtil den voksne bille kommer frem fra puppen omkring en måned senere. Forpupningen sker i Danmark typisk i juni-juli måned.

Levested: Poppelbukken er tæt knyttet til sine værtstræer, og er derfor typisk at finde i løvskove på federe jorde, men den kan også findes i alleer, på træklædte overdrev, i gamle haver og plantager.

Udbredelse: Poppelbukken er vidt udbredt i Europa og dens udbredelsesområde strækker sig østpå til Kaukasus og det vestlige Sibirien. I Danmark er den relativt vidt udbredt men ikke synderlig almindelig, selvom den kan være ret talrig på egnede lokaliteter. Den danske rødliste vurderer den danske bestand som værende stabil, og derfor som ikke truet, men ældre fund synes dog at vise en større udbredelse for poppelbukken tidligere end i dag.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Poppelbuk.

Hvornår ses den? Imagines er fremme i juli til september, men kan i varme år ses helt fra slutningen af juni.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 29-09-2013. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 20-12-2014.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Allegro, G. (1988): Distribuzione spaziale delle uova di Saperda carcharias L. (Coleoptera Cerambycidae) in pioppeto. Atti XV Cong. Naz. It. Entomologia (LAquila): 423-30.

Arru, G.M. (1972): Survival of Euderus caudatus Thom. (Chalcidoidea Eulophidae), internal egg-parasite of Saperda carcharias L. (Coleoptera, Cerambycidae), after treatments against the newly hatched larvae of its host. Bollettino di Zoologia Agraria e di Bachicoltura 11: 1-10

Bense, U. (1995): Longhorn beetles: illustrated key to the Cerambycidae and Vesperidae of Europe. Weikersheim, Germany; Margraf Verlag.

Bianchi, A., Cirio, U., de Bellis E. & Huang, Y. (1988): Studi sul comportamento riproduttivo di Saperda carcharias L.(Coleoptera: Cerambycidae). 1. Ricerca del partner e accoppiamento. Atti XV Congr. Naz. Ital. Entomologia, LAquila: 825-832.

Chararas, C. (1970): Ecological aspects of certain wood-boring insect pests of poplars. Bull. Sev. Cult. Etud. Peuplier et Saule: 1-16.

Cramer, H.H. (1954): Untersuchungen uber den grossen Pappelbock, Saperda carcharias L. Z. für Angewandte Entomol. 35: 425-58.

Doom, D. (1966): The importance of wood borers in poplar and willow plantations. Populier 3: 27-30.

Hansen, G. (1978): Tømmemænd og blomsterbørn - en bog om træbukke. Skarv.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Kangas, E. (1942): Forstentomologische Studien an der Espe. Ann. Ent. Fenn. 8: 49-71.

Kemner, M.A. (1922): Zur Kenntis der Entwicklungsstadien und Lebenweise der Scwedischen Cerambyciden. Ent. Tidskr. 43: 81-138.

Koch, K. (1991): Die Käfer Mitteleuropas. Ökologie. Volume 2. Krefeld, Goecke & Evers.

Loyttyniemi, K. (1972): Insect damage in hybrid poplar stands. Silva Fennica 6: 187-192.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Nastase, G. (1966): The biology of Saperda carcharias. Rev. Padurilor 81: 141-143.

Nef, L. & Menu, J.F. (1994): Internationally important damaging poplar insects. Results of an inquiry among the members of the International Poplar Commission. Proc. Meeting FAO/IPC Izmit, Turkey.

Richie, W. (1920): The structure, bionomics and economic importance of Saperda carcharias L., the "Large poplar longhorn". Ann. Appl. Biol. 7: 299-343.

Schnaiderowa, J. (1968): Reasons for the outbreak of Saperda carcharias and S. populnea in Poland. Prace Inst. Bad. Lesn. 35: 3-90.

Sinreich, A. (1952): Der Kaferfrass des grossen Pappelbockes, Saperda carcharias L. Mitt. Forstl. Versanst., Mariabrunn 48: 168-170.

Srot, M. (1983): Factors reducing the population density of the large poplar borer (Saperda carcharias L.). Lesnictvi 29: 785-804

Thomsen, P.F. (2007): Træbukke. Natur og Museum 3: 1-35.

Tichy, V. (1963): The effect of birds in reducing the population of Saperda carcharias in poplar stands. Prace Vyzkum Ust. Lesn. CSSR 26: 49-84.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator