Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
21. oktober 2017
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)
Foto: Nelly Hansen

Galleri:
Seneste billeder | imago | nymfe | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)
Foto: Nelly Hansen


Foto/billede af Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)
Foto: Nelly Hansen


Foto/billede af Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis)
Foto: Rune Larsen



 Røvermyre (Harpagoxenus sublaevis) (læst 260 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Årevinger (Hymenoptera)
Familie: Myrer (Formicidae)

Kendetegn: Røvermyren er en lille, rustbrun art, hvis arbejdere bliver 3-4 mm. Dronningen bliver en lille smule større, 3,5-5 mm. Bagkroppen er noget mørkere end hoved og forkrop. Panden er også lidt mørkere end resten af hovedet. Hovedet virker ret stort og firkantet i forhold til kroppen, har to tydelige pandelister, og en svagt indadbuet bagkant. Næsten hele kroppen bærer ret lange, lyse hår. Antennerne har 11 led. Rygtorne er meget korte, men kraftige. Kindbakkerne er utandede.

Hannen minder om en Barkmyrehan, men er mindre (4-4,5 mm) og ikke nær så behåret.

Forveksling: Kan især minde om slægterne Leptothorax og Temnothorax, men ved nærmere eftersyn afsløres den af det kraftige hoved med de to tydelige pandelister.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Barkmyre, Almindelig stikmyre

Biologi: På trods af sin lille størrelse har Røvermyren en voldsom og meget spændende levevis. Dronningen grundlægger ikke selv samfund, men er en såkaldt socialparasit. Når en nybefrugtet dronning skal starte en koloni, trænger hun ind i et bo af Barkmyre (Leptothorax acervorum), eller en nærtbeslægtet art. Her udskiller hun et stof, der forvirrer arbejderne og får dem til at angribe hinanden. Herefter slår hun alle de voksne individer i kolonien ihjel. Det er her Røvermyrens store hoved og kraftige kindbakker kommer til nytte, da hun kan uskadeliggøre Barkmyrearbejderne ved at bide deres ben og antenner af. Hvis hun har angrebet et meget stort Barkmyrebo, risikerer hun dog selv at blive overmandet og slået ihjel. Når alle voksne Barkmyrer er blevet udryddet, kan Røvermyredronningen overtage Barkmyrenes yngel og bruge dem som slaver til at opfostre sit eget afkom. De nye Røvermyrearbejdere begynder herefter at opsøge nye bo af Barkmyre. Når et Barkmyrebo findes arrangeres en plyndringstogt, hvor en gruppe Røvermyrer trænger ind i boet, dræber de voksne dyr, og stjæler store larver og pupper, der kan blive til nye slaver. Dette er nødvendigt, da Røvermyrerne ikke selv kan fodre deres larver og har brug for slaver til jobbet. Selv de pupper, der ville blive til nye Barkmyredronninger kidnappes og gøres til slaver. Ofte findes der i et Røvermyrebo et stort antal slaver, op til flere hundrede, mens der sjældent er flere end 50 Røvermyrer.

Levested: Arten findes samme steder som sin vært, nemlig under løs bark i skov og krat. Længere sydpå er den også fundet under sten.

Udbredelse: En sjælden art i Danmark, selvom den nok er en smule overset. Den er kendt fra Nordsjælland samt flere steder i Jylland.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Røvermyre.

Hvornår ses den? Arten ses oftest i sommermånederne, hvor de tager på plyndringstogter.

Status: Arten er sjælden i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Hjalte Kjærby d. 19-09-2017. Beskrivelsen er senest redigeret af Hjalte Kjærby d. 19-09-2017.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Nationalnyckeln. Steklar: Myror - getingar.

AntWiki - se linket HER





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator