Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
25. februar 2020
 

Felthåndbogen



Foto/billede af Dværgmus (Micromys minutus)
Foto: Ole Martin

Galleri:
Seneste billeder | adulte | immature | juvenile | id-billeder | situationer/adfærd

Foto/billede af Dværgmus (Micromys minutus)
Foto: Henrik Bringsøe


Foto/billede af Dværgmus (Micromys minutus)
Foto: Anders Østerby


Foto/billede af Dværgmus (Micromys minutus)
Foto: Hjalte Kjærby



Dværgmus

Micromys minutus (læst 10939 gange)

Klasse: Pattedyr (Mammalia)
Orden: Gnavere (Rodentia)
Familie: Ægte mus (Muridae)

Kendetegn: Fra snude til halerod måler dværgmusen 5,8-7,6 cm. Halen er lang, 5,1-7,2 cm. Bagfodens længde er 1,3-1,6 cm. Øjne og ører er forholdsvis små og snuden er ret stumpt afrundet. Og med en vægt på bare 5-11 gram, er dværgmusen Danmarks mindste gnaver.

Rygsiden er skarpt afgrænset fra den hvidlige bugside. Pelsen består af to lag; den inderste underuld, og de ydre dækhår. Underulden er hvid eller lys grå. I sommerpelsen er størstedelen af oversidens dækhår gulbrune, men der forekommer spredte sorte hår. Dækhårene er lyse på undersiden. I efteråret fældes sommerpelsen, og den tættere og længere vinterpels vokser frem. I vinterpelsen er dværgmusen orangebrun på oversiden og grålig på undersiden.

Dværgmusen kaldes også havremus, fordi den ynder at holde til i havremarker. Den er en af de mest klatrende arter af småpattedyr i Danmark og en udmærket klatrer, der behændigt entrer op ad de tynde stængler, hvor den bruger den sparsomt behårede hales yderste, lidt affladede del til at gribe med og sno fast om græsstrå og kviste. Derimod springer den dårligt og den løber ikke særlig hurtigt.

Forveksling: Birkemus, men denne har rygstribe.

Brandmus og halsbånds- og skovmus, men disse er større.

Hasselmus er større og med forholdsvis kortere og mere busket hale.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Birkemus, Brandmus, Halsbåndmus, Skovmus, Hasselmus

Biologi: Oppe i vegetationen bygger dværgmusen ca. 10 cm store, kuglerunde sommerreder, kunstfærdigt sammenflettet af græsblade og tynde stængler og omhyggeligt fastgjort til strå eller grene. Rederne, der har en rund indgangsåbning på siden, kan være anbragt i op til 1 meters højde. En af rederne er særlig kraftig og indvendig foret med planteuld. Denne benyttes som ynglerede.

Yngleperioden varer fra maj til oktober, og en dvægmus kan få flere kuld om året. Drægtighedsperioden er 17-21 dage, og et kuld består som regel af 3-8 unger. Ungerne dier i ca. 15 dage, og i en alder af 35 dage er de kønsmodne.

I løbet af sommeren fremkommer yderligere et par kuld. Ofte lever drærgmusen selskabeligt, således at man kan finde flere familiers reder inden for et lille område.

Vinteren tilbringer den i jorden i nogle gange, der også omfatter en stor mosrede og et antal forrådskamre. Træffes om vinteren til tider også i lader og lignende steder.

Som de øvrige ægte mus lever dværgmusen overvejende af planteføde som frø af græs og korn, grønne plantedele, friske skud, frugter og bær. Dog indgår dyrisk føde som insekter og insektlarver også i artens fødevalg.

Levested: Dens levesteder er skovbryn, krat og levende hegn samt ikkebevoksede arealer med høj, uforstyrret græs- eller urtevegetation. Den bygger rede imellem græs- og kornstrå og færdes i sommerperioden hovedsagelig oppe i vegetationen.

Mange af de foretrukne levesteder er pga. det intensive landbrug forsvundet eller reduceret. Det gælder f.eks. småbiotoper i agerlandet, rørskove, heder og våde enge. Udviklingen i landbruget har bl.a. bevirket, at reder i kornafgrøderne ødelægges under høst.

Udbredelse: Dværgmusen er udbredt over en stor del af landet. Den er en af de senest ankomne smågnaverarter i Danmark, og har i løbet af det sidste århundrede spredt sig til hele Jylland og de største øer, men den er ikke registreret på Bornholm, Samsø, Læsø og Anholt, og den mangler ligeledes på en række mindre øer.

Arten blev i 1985 fundet som ny art i Sverige. I Norge blev den påvist i 2001. Udbredelsen strækker sig i øvrigt fra det sydlige England over Mellemeuropa, Finland og Rusland østover gennem hele Asien til Kina og Japan. Mod syd strækker udbredelsen sig indtil det nordligste af Den Iberiske Halvø og det nordlige Italien.

Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Dværgmus.

Hvornår ses den? Dværgmusen er aktiv døgnet rundt, men med ret mange hvilepauser, som den tilbringer i reden.

Den har tydelige sæsonvariationer med laveste bestandsstørrelse i april/maj og højest i sept./nov. Arten er desuden kendt for at vise betydelige bestandssvingninger fra år til år.

Status: Arten er almindelig i Danmark [?]




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Anni & Peter Nielsen d. 25-02-2011. Beskrivelsen er senest redigeret af Thomas Eske Holm d. 25-02-2011.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Dansk pattedyratlas, v/Hans J.Baagøe og Thomas Secher Jensen, Gyldendal 2007.

Nordens pattedyr, v/Birger Jensen, Gads forlag 1993.

Europas pattedyr, v/F.H.van den Brink, Gads forlag 1967.

Naturstyrelsen.dk.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator