Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Henrik Stenholt
    Foto: Henrik Stenholt
  • Fotograf: Lars Bindholt
    Foto: Lars Bindholt
  • Fotograf: Stinne Lundgård Lande
    Foto: Stinne Lundgård Lande

Kendetegn

: Sej, er en fiskeart i torskefamilien. Den kan blive op til 1,3 meter lang og veje 20 kilogram. Bugen og siderne er sølvgrå, mens ryggen er mørk blågrøn til sort. Den store mund har tydeligt underbid. Sidelinien er lys, næsten hvid hos ældre individer, og næsten som en lige linie. Også kendt som : Pollachius Virens ( Mørksej, Gråsej, Kot på norsk, Saithe på engelsk )
Sej
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen

Forveksling

: Ikke at forveksle med Torsk / Gadus morhua, som har det karakteristiske "fip-skæg" på hagen. Ikke heller at forveksle med Lubbe / Pollachius pollachius, hvor sidelinie bøjer og fortsætter hen over brystfinnen. Bugfinnen har forskellig størrelser, Sej ( P.v ) har lange bugfinner, hvor Lyssej ( P.p ) har korte bugfinner.

Udbredelse

: Sejen gyder i årets første måneder i det atlantiske vand, ved ca. 7 grader celcius og 35 promille eller mere saltholdigt vand.

Gydningen sker vanligvis på 100 – 200 meters dybde. Æg og yngel er pelagiske og driver omkring med havstrømmene. Den unge sej findes om sommeren på kyststrækninger / i strandregioner helt op til Finnmarkskysten.

Første års vækst af sej er 10 – 20 cm. En fireårrig fisk kan være ca. 50 cm lang, og er da oftest kønsmoden.

Sejen er en stimefisk og findes ofte i de øvre vandlag. Unge sej spiser forskellige dyreplankton, som krill og vandlopper. Større sej spiser også dyreplankton, men som den vokser, spiser den mere og mere fisk af forskellig slags.

Vanlig byttefisk er arter som sild, brisling, kålmule, og sperling ( Trisopterus esmarkii, på norsk øyepål ). Ældre og større sej opholder sig ofte på dybere vand end den unge sej. Sej spiser tillige egen mindre yngel.

Erhvervsfiskeri. Sej fiskes med hovedsagelig travl, og er en af de vigtigste arter for f.eks fiskeriet i Norge. Hvor meget der kan fiskes, vurderes årligt efter råd fra det Internationale Havforskningsråd. Den totale fangst af Sej i Nordsøen og Skagerrak har været stabil de seneste år. Anbefalet kvote for 2019 var ca. 135000 tons. Også bestanden af Nordøst-artisk Sej har været stabil de senere år, og også her blev også anbefalet en høj kvote på 150.000 tons.

Sej - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Som sports- og lystfisker er sej populær. Fiskeriet er bedst forår og efterår, og særligt ved stigende vand / højvande når de mindre sej følger efter, helt ind under land. Om sommeren kan der fanges sej ved brug af blink, flue eller agn. Typisk fangstplads kan være ved havnemole eller pilkes fra båd. God kendskab til fiskepladserne er en betingelse for succes med fangsten.

Tidsmæssig fordeling

af Sej baseret på Naturbasens observationer:
Sej - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sej - månedlig fordeling

Levested

: Sej er udbredt i hele Nord-Atlanten fra Biscayen i Syd til Barentshavet, Bjørneø og Spitsbergen, Island, Vest-Grønland, Nord-Amerikas østkyst fra Newfoundland Syd over til New Jersey. I den vestlige del af Nord-Atlanten deles Sejen ”forvaltningsmæssigt” ind i seks bestande ; disse er ikke tydeligt adskilt, og det sker ofte udveksling mellem bestandene. Sejen vandre i det hele taget meget , og langt. De to bestande, som er vigtige for f.eks de norske fiskere er en bestand, som holder til i Nordsøen, Skagerak og den vestlige del af Skotland. Denne har et gydeområde på Eggekanten Vest for Shetland og op til Vikingbanken. Den anden bestand er den nordøst-arktiske sej, med gydeområder på kystbankerne fra Lofoten i Nord til Nordsøen.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Asbjørn Vøllestad (Universitetet i Oslo)

De senest indberettede arter i Naturbasen: