Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. februar 2020
 

Felthåndbogen





Skæltorbist

Valgus hemipterus (læst 1830 gange)

Klasse: Insekter (Insecta)
Orden: Biller (Coleoptera)
Familie: Torbister (Scarabaeidae)

Kendetegn: Skæltorbisten tilhører gruppen Valginini, og disse biller er beslægtede med guldbasserne. De kan minde om en mellemting mellem små oldenborrer og humlebiller, men valgininerne er biologisk set en velafgrænset gruppe, der blandt andet er karakteriserede ved, at bagbenenes hofteled er vidt adskilte, og på en række karaktertræk i deres flyvevinger. Valginerne er blandt de relativt få torbister, der har skælagtige hår på kroppen, hvilket også kendes fra Hopliini-gruppen, som f.eks. de danske arter engoldenborre (Hoplia philanthus) og sandoldenborre (H. graminicola). Som sådan er navnet skæltorbist passende, om end det forekommer en smule antikveret i dag (det har en vis klang af det gamle danske navn for grøn guldbasse, rosentorbist).

Skæltorbisten er en ganske lille torbist, der kun bliver 7-10 mm i kropslængde. Overfladisk kan den ligne en lille oldenborre, der er smurt ind i blomsterstøv på grund af kroppens skælbeklædning. Af grundfarve er den mørkt brunlig til næsten sort med en tydelig beklædning af lysere, skælagtige børster især hos hannen. Hovedet er ret lille, og holdes mest ret nedadbøjet, og mundskjoldet er næsten kvadratisk og er indbugtet foran. Antennerne består af 10 led, og ender i en kølleformet udvidelse bestående af tre, flade, brede led, som normalt holdes samlet, men spredes ud, når dyret opfanger duftstoffer. Øjnene er ret store og udstående, og er ikke adskilt fra panderegionen af en liste. Forbrystet er betydelig smallere end dækvingerne, og det er bredere end langt, og har jævnt afrundede rande fortil med en tydelig sinusoid forrand, mens bagranden er konveks og nærmest stumpvinklet. Forbrystets siderande er tydeligt savtakkede, og baghjørnerne er jævnt afrundede.

Foran bærer forbrystets overside to lister med en veludviklet grube imellem, mens der er tydelige indbugtninger langs siderandene.

Dækvingerne er korte og brede, og dækker ikke bagkroppen, og hele den bagerste del rager frem under dækvingerne. Denne del af bagkroppen er forsynet med en kraftig skælbeklædning og to mørke pletter hos hannen, mens den er mere ensfarvet brunlig hos hunnen. Dækvingernes siderande er simple og ikke udadvendte. På oversiden er de forsynede med tydelige, længdegående lister, og en kraftig beklædning af ovale, skælagtige børster. Benene er lange og kraftige, og fødderne er længere end skinnebenene. Forbenenes skinneben bærer 4-5 tydelige tænder langs ydersiden, mens andet og tredje benpars skinneben ikke har egentlige tænder undtaget kraftigt udviklede endesporer. Tredje benpars fodled ser aparte ud, og adskiller skæltorbisten fra andre danske torbister, for første fodled (tarsomer I) er lige så lang som eller længere end de tre næste led (tarsomer II-IV) tilsammen. Bagbenenes hofteled er vidt adskilte fra hinanden, hvilket også gør skæltorbisten karakteristisk. Koppens underside er forsynet med en tydelig beklædning af lysere skæl.

Skæltorbisten er markant kønsdimorf, og der er stor forskel på han og hun. Hannen er generelt en smule mindre end hunnen, og han har en smule længere og knap så kraftige ben. Hannen er forsynet med en kraftig beklædning af lyse skæl på forbrystet, dækvingerne, benene og bagkroppens over- og underside, der danner en markant kontrast til kroppens mørkbrune grundfarve, og får ham til at fremstå nærmest marmoreret. Hunnen fremstår derimod mere ensfarvet mørkebrun, idet hun er forsynet med en mindre kraftig beklædning af fortrinsvis gråbrunlige skæl. Den tydeligste forskel ses dog på bagkroppens spids, hvor hunnen har en lang, udtrukket brod med savtakkede kanter og en grube langs oversiden, hvilket mangler hos samtlige andre danske torbister. Denne brod kendes fra en række men dog ikke fra alle arter i Valginini-gruppen, men det er til gengæld et helt unikt karaktertræk, der ikke genfindes noget andet sted i hele den ellers meget talrige torbist-gruppe (overfamilie Scarabaeoidea) med omkring 35.000 arter på verdensplan.

Variation: Skæltorbistens brune grundfarve kan variere fra mørkt gråbrun til sortbrun, og der er også forskel i mængden af skæl, der dækker kroppen, og dermed det mønster, de danner. Næppe to individer har det helt samme skælmønster. Derfor fremstår nogle også meget lyse, mens andre er betydeligt mere mørkfarvede, og denne forskel ses især hos hanner. En særlig variant af skæltorbisten, Valgus hemipterus rubi, blev i 1955 beskrevet fra området omkring Madrid af entomologen Luis Baguena-Corella. Den er kendetegnet ved en tydelig rødfarvning af dækvinger, ben og bagkroppens segmenter, og adskiller sig dermed betydeligt fra de traditionelle farvemønstre.

Forveksling: På grund af bagkroppens brodagtige forlængelse og den generelle habitus kan hunnen af skæltorbist ikke med rimelighed forveksles med nogen anden dansk bille. Hannen kan overfladisk forveksles med engoldenborren, men man behøver ikke at se særlig grundigt efter for, at kunne adskille dem. Kroppens skælbeklædning, det savtakkede forbryst, de korte dækvinger og bagfodens usædvanlige udseende burde være alt rigelig til, omgående at kunne skelne skæltorbistens han fra alle andre danske torbister.

I felthåndbogen kan du læse mere om: Engoldenborre

Biologi: En række tropiske valgininer har en for torbister temmelig usædvanlig økologi, for de er tæt knyttet til sameksistens med forskellige termitter (især slægterne Reticulitermes og Zootermopsis). Det er dog ikke tilfældet for skæltorbisten. De voksne dyr er aktivt blomstersøgende, og besøger vilde roser, hvidtjørn og en række skærmplanter, men det er fortrinsvis hanner, man finder på disse steder, mens hunnerne holder sig mere skjult i nærheden af trøskede træstammer og stubbe. Dyrene kan også ses på sårede løvtræer, der sveder saft, men igen er det hyppigst hanner, man træffer på disse steder.

Skæltorbisten yngler i fugtige, trøskede stammer eller stubbe af en række løvtræer, f.eks. eg, elm, birk, bøg, kastanje og frugttræer som æble, pære og blomme. Man kan dog undertiden også finde arten i mere tørt træ, ligesom den er fundet i stadigt levende stammer uden bark, og af og til hegnspæle og stolper. Man ved ikke med sikkerhed, hvordan hunnen bruger sin lange brod under æglægning, men efter sigende bliver den ikke brugt som decideret læggebrod, altså til at bore ind i træet med. Brodden bliver formentlig snarere brugt til, at bore et hul i træet til ægget, og derefter lave en lille hule af smuld, hvori ægget lægges. Fra USA kendes feltobservationer, hvor man iagttog en hun, der i løbet af 15 minutter borede et hul ind i en trøsket stamme, for derefter at rode i hullet med brodden før ægget formentlig blev lagt.

Larveudviklingen kendes desværre ikke særlig godt, men sikkert er det, at den lever af trøsket løvtræ. Efter sigene skulle larvens udvikling tage omkring et år, og de udvoksede larver findes om sommeren mens pupper og nyklækkede biller typisk findes inde i træet om efteråret. Der er også nogen uenighed om, hvorvidt arten kan overvintre som puppe, voksen bille eller begge dele. Det sidste understøttes af observationer fra både Europa og Nordamerika. Den udvoksede larve blive næppe mere end 15-20 mm, og har et ret stort, glat, gulbrunt hoved med store kæber med en tydelig fure langs kæbernes yderside. Larven er ret karakteristisk ved, at den kun er forsynet med ret korte, fine børster, og derfor fremstår temmelig glat.

Levested: I Danmark blev skæltorbisten fundet i skovområder med løvtræ, hvor dyrene typisk blev truffet på forskellige blomster som f.eks. hvidtjørn. Dens tilsyneladende forkærlighed for, også at yngle i frugttræer kan have betydet, at den måske også fandtes i plantager og gamle haver, men det er usikkert. Fra udlandet kendes den både fra skove, skovbryn, haver, parker og lignende grønne træ- og buskbevoksede områder.

Udbredelse: Gruppen Valginini er en relativt lille såkaldt tribus af torbister, og består kun af omkring 335 arter på verdensplan. I Nordeuropa findes kun en eneste art, skæltorbisten, og den findes endda formentlig slet ikke i Skandinavien længere. Arten findes ikke i Finland eller Norge, ej heller i Sverige, men i Skåne er der blevet fundet subfossile rester af den, der kan dateres til 5-7000 år tilbage, så skæltorbisten har tidligere været en del af den svenske fauna, formentlig på en tid, hvor klimaet var mildere end i dag. Den kendes heller ikke fra Storbritannien. Skæltorbisten er ellers ret vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa, men dens udbredelse strækker sig også betydelig ud over Europas grænser, og den kendes fra en række lande i Mellemøsten og Nordafrika (f.eks. Iran, Marokko, Tunesien, Algeriet), og den findes så langt østpå som det sydvestlige Sibirien. I Nordeuropa kendes den bl.a. fra de baltiske lande Litauen og Letland, Holland, og den er udbredt i Tyskland men desværre ikke almindelig. I 1980 blev skæltorbisten ret overraskende fundet i Shiawassee County, Michigan, i USA. Op igennem 1980erne blev den fundet en række forskellige steder i Michigan, og i 1990erne blev den for første gang fundet i det sydlige Canada (Niagara Falls, Ontario). I dag kendes den en hel række steder fra området omkring de store søer (Great Lakes) i det nordøstlige USA og sydøstlige Canada, og den er kendt fra Ontario (Canada) og Michigan og Ohio (USA). Alt tyder på, at den er i gang med at udvide sit udbredelsesområde i Nordamerika.

I Danmark er situationen desværre ikke synderlig opmuntrende. Hansen & Henriksen skriver i 1925, at arten er meget sjælden i Danmark, men at den er antruffet ved Nakskov og Lille Købelev på Vestlolland, Christiansæde på det sydlige Midtlolland og Tranekær på Langeland. Disse observationer har to ting til fælles: dyrene syntes at have optrådt relativt talrigt på lokaliteterne, men allerede i 1925 var samtlige observationer allerede gamle og fra midt-slutningen af 1800tallet. Tranekær var formentlig hjemsted for nogle af de sidste officielle fund af arten fra Danmark, der blev gjort omkring 1890. Arten vurderes derfor at have undergået en ret markant bestandsnedgang allerede i midten af 1800tallet, og det forekommer temmelig usandsynligt, at den endnu skulle findes herhjemme i hidtil oversete bestande. Især set i lyset af, at arten er ret iøjnefaldende og navnlig hunnen er nærmest umiskendelig, og arten er, som nævnt ovenfor, aktivt blomstersøgende og derfor ikke skjult levende. Den danske rødliste betegner da også skæltorbisten som forsvundet fra landet. De præcise årsager til dens komplette forsvinden er ikke ordenligt belyst. Det har givetvist noget med skovbrugets udvikling at gøre, fjernelse af ældre, døde eller døende træer og overgang til en yngre, mere lukket (og dermed køligere) og produktionsorienteret skov med markant fokus på nåletræ. Dette har også påvirket mange andre, saproxyliske billers bestande negativt, men fuldstændig udryddet er de dog ikke blevet. Skæltorbisten synes ikke at have en ligeså speciel økologi som f.eks. pragttorbisterne, så dens fuldstændige forsvinden, især i lyset af, at den efter alt at dømme har været talrig på flere, geografisk spredte lokaliteter, forekommer umiddelbart ret uforklarlig.



Log på for at se et kort over Naturbasens observationer af Skæltorbist.

Hvornår ses den? I Tyskland er skæltorbisten er forsommerdyr, der kommer fra i sidste halvdel af april og kan findes det meste af juni ud. I Danmark synes arten at have forekommet en smule senere, og dyrene kom formentlig frem i løbet af sidste halvdel af maj til første halvdel af juni måned, og havde deres hoveflyvetid fra sidst i juni til sidst i juli.

Status: Udbredelse/hyppighed ukendt




Denne beskrivelse er skrevet/redigeret af en til flere personer baseret på en 1. udgave skrevet af Per Christiansen d. 19-05-2015. Beskrivelsen er senest redigeret af Per Christiansen d. 20-05-2015.
Se historik
.

Litteratur brugt til denne beskrivelse:
Baguena, L. (1955): Scarabaeoidea nuevos o muy interesantes de la fauna Ibero-Balear y Pirenaica. Eos 31: 275-295.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. Entomol. Medd. 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). Entomol. Medd. 33: 1-506.

Hansen, V. & Henriksen, K. (1925): Danmarks Fauna 29. Biller VI: Torbister. G.E.C. Gads Forlag, København: 1-179.

Jameson, M.L. & Swoboda, K.A. (2005): Synopsis of scarab beetle tribe Valgini (Coleoptera: Scarabaeidae: Cetoniinae) in the New World. Ann. Entomol. Soc. Am. 98: 658-672.

Krell, F.-T. (2000): The fossil record of Mesozoic and Tertiary Scarabaeoidea (Coleoptera: Polyphaga). Invertebr. Tax.14: 871-905.

Krikken, J. (1986): Provisional checklist of the Valginae (Coleoptera: Cetoniinae). Haroldius 1: 1-17.

Lemdahl, G. (1990): Ett subfossilfynd av bladhorningen Valgus hemipterus från Skåne A subfossil record of Valgus hemipterus (L.) (Coleoptera) from Scania, South Sweden. Entomol. Tidskr. 111: 99-100.

Mahar, J. (1989): A new location for Valgus hemipterus (Coleoptera: Scarabaeidae). Great Lakes Entomol. 22: 55.

Mahar, J. & Oemke, M.P. (1981): A North American record for Valgus hemipterus (Coleoptera: Scarabaeidae) and information on its life cycle. Great Lakes Entomol. 14: 77-79.

Medvedev, S.I. (1969): On the larvae of Valgus hemipterus L. (Coleoptera: Scarabaeidae). Entomol. Rev. 48: 100-101.

Möller, G., Grube, R. & Wachmann, E. (2006): Der Fauna-Käferführer I. Käfer im und am Wald. Fauna Verlag, Nottuln. 1-334.





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator