Artsleksikon

Vælg den art du leder efter på listen, eller find arten via søgefeltet i menuen øverst på siden.
Sortering:   

 Beskrivelse af familien

En meget variabel familie med ca. 3000 arter fordelt på ca. 100 slægter.

På verdensplan er de fleste vedplanter; i den danske flora er der dog flest urteagtige. I Rubusslægten har de fleste arter en speciel variation af vedplantelivsformen, idet skuddenes udvikling er 2-årig, hvor førsteårsskuddene er vegetative, og de blomstrende 2-årsskud dannes som sideskud på de gamle 1-årsskud; efter blomstring og frugtsætning dør så hele det overjordiske skudkompleks, men erstattes løbende af nye 1-årsskud fra plantens underjordiske dele.

Vi har ca. 70 "traditionelle" arter som oprindeligt forekommende i Danmark. Hertil kommer et stort antal forvildede og mere eller mindre naturaliserede haveplanter. - Ca. 100 "traditionelle" arter er et realistisk tal.

Men i Rosenfamilien findes flere steder apomixis, dvs. småartdannelse, hvor planten sætter frø uden befrugtning, og afkommet bliver genetisk identisk med moderplanten med mindre, der sker mutationer. Vi har ca. 100 småarter i gruppen Brombær/Hasselbrombær (Hasselbrombær er småarter opstået ud fra krydsning mellem Korbær/Hindbær og småarter af egentlige Brombær). Der findes 6-7 småarter omkring Sølv-potentil og 9 omkring Løvefod og desuden enkelte omkring Røn (f.eks. Bornholmsk Røn).

Blomsten er i reglen omkringsædig, undertiden oversædig. Bladene er spredte og hele eller delte. Der er oftest akselblade som kan være tidligt affaldende. Blomsten er regelmæssig med i reglen 5 kronblade og 5 bægerblade. Hos en del slægter - f.eks. Potentil - findes et yderbæger eller bibæger, hvis 5 blade stikker frem mellem bægerbladene.

I reglen er der talrige støvdragere og mange indbyrdes fri frugtblade. Frugterne kan være bælgkapsler (f.eks. Spiræa), nødder (bl.a. Mjødurt, Potentil og Rose) eller stenfrugter (Brombær, Hindbær). Hos Jordbær sidder de små nødfrugter på en opsvulmet blomsterbund, der udgør "jordbærret".

Blomsterne kan være store og prangende som hos Rose, men kan også være reducerede, små og ret uanseelige (f.eks. Bibernelle og Løvefod).

I en udviklingslinje er antallet af frugtblade reducerede, så der kun findes en støvvej, hvis frugt bliver en stenfrugt; blomsten er normal og med talrige støvblade. - Disse arter udskilles undertiden i Stenfrugtfamilien med bl.a. Kirsebær og Blomme.

I en anden udviklingslinje er 2-5 frugtblade vokset sammen med den hule blomsterbund, så blomsten bliver oversædig, og frugten bliver en såkaldt kærnefrugt. Denne linjes arter udskilles undertiden i Kærnefrugtfamilien med bl.a. Æble og Pære og Hvidtjørn (den sidste med stenfrugtagtig kærnefrugt).

Der er talrige nytteplanter i Rosenfamilien, både prydblomster som Rose og frugtplanter som Jordbær, Æble, Pære, Blomme etc.

Flere arter i Rosenfamilien er rige på forskellige garvestoffer samt andre medicinsk virkende indholdsstoffer og har været brugt som lægeplanter: Feber-Nellikerod, Læge-Kvæsurt, Blodstillende Bibernelle m.fl.

Beskrivelser skrives kollektivt af medlemmerne. Det betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre.



De senest indberettede arter i Naturbasen: