Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. juni 2019
 

Glassværmere (Sesiidae)





Familiebeskrivelse

Glassværmere er sommerfugle, hvor store dele af vingerne mangler skæl. De kan minde om hvepse eller fluer. Larverne lever inden i stængler, rødder, grene eller stammer af forskellige urte- buske og vedplanter.

Omkring 1950 blev familien inkluderet i biskop Skat Hoffmeyers populære bog, ”De danske Spindere”,
og lige siden har det hovedsagelig været sommerfuglesamlere, der interesserede sig for denne familie.
På grund af arternes skjulte levevis, er der dog kun få samlere, der har mange eksemplarer af glassværmerne.

Dengang var det almindeligt at opsøge foderplanterne tidligt på året for at indsamle larver eller pupper.
Det betød, at man først måtte finde nogle gamle flyvehuller i træstammerne og derefter lede efter friske larver og pupper i passende træstammer eller grene. Larver og pupper blev bragt hjem sammen med frisk træsmuld og efter et par uger eller måneder kunne man så håbe på at klække nogle få glassværmere.
Det var et stort arbejde, og udbyttet var ofte ringe.

Glassværmernes larver lever alle inde i foderplanten (træer og buske samt enkelte urter).
Derfor er alle larverne bløde og de ligner blege maddiker. I lighed med mange andre insekter, der lever inde i planter, vil de præparerede voksne eksemplarer ofte fedte i samlingerne. Derved bliver arternes kendetegn efterhånden svære at skelne. Man bør derfor bestemme sine glassværmere, mens de er helt friske og kendetegnene stadig er tydelige.

Selvom glassværmerne formelt er natsommerfugle, flyver de kun om dagen. De søger ivrigt til blomster af skærmplanter og kurvblomster, men besøger også blomster af hindbær, vrietorn, mosebølle og mange andre planter. Derfor stammer de fleste nye observationer fra fugleognatur.dk-brugere, der allerede var i gang med at fotografere andre insekter i blomster.

I vore dage registreres glassværmerne bedst ved anvendelse af feromoner og levende-fangende fælder. Feromoner er kunstige efterligninger af de lokke-dufte, som hunnen udsender, og der er fremstillet feromon propper, der kan lokke hanner af næsten alle danske glassværmere.

I 2007 blev glassværmere eftersøgt med feromoner trods den kølige og regnfulde sommer. Der blev fundet rigtig mange, og registreringerne fortsætter derfor med fornyet styrke i 2008. Metoden bidrager ikke med nyt om glassværmernes biologi, men kan til gengæld give os et meget bedre kendskab til arternes udbredelse og flyvetid i Danmark.



Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 18-03-2008 23:40:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator