Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
25. juni 2019
 

Hugorme (Viperidae)





Familiebeskrivelse

Der er beskrevet omkring 275 arter af hugormefamilien. De har en nærmest global udbredelse, der i grove træk er identisk med krybdyrenes samlede udbredelse, men de findes slet ikke i Australien, på New Guinea, i resten af Oceanien, på Madagascar og i Caribien. Tidligere blev denne familie holdt adskilt fra grubeormene fra den nye verden og Asien (dengang med familienavnet Crotalidae), men de henregnes nu til samme familie, og grubeormene betragtes som en underfamilie, Crotalinae. Udover Viperinae (fra Europa, Mellemøsten, Centralasien, Indien og Afrika) findes en tredje underfamilie, Azemiopinae, fra det sydvestlige Kina samt tilstødende dele af Tibet og Burma. I Europa lever omkring 10 arter af familien Viperidae.

Rettelig kan det forsvares at kalde den store familie Viperidae for "hugorme og grubeorme", men det virker nu lidet mundret!

Hugorme er kraftige slanger med trekantet og relativt fladt hoved, der er afsat fra den tyndere hals. De er ofte korte, og halen er kort. Den mindste art måler blot 28 cm totallængde (Bitis schneideri fra det sydlige Afrika). Men der findes også flere store arter, størst bliver fire arter af den latinamerikanske slægt Lachesis (bushmaster), der kan blive op til 360 cm.

Øjets pupil er lodret, og de fleste arter har et fremspring over øjet, hvilket giver dem et "bistert" udtryk! Grubeormene (Crotalinae) har en række gruber i skællene mellem øje og næsebor, og inde i disse hulninger sidder varmefølsomme organer, der kan registrere de mindste temperaturforskelle hos byttedyr og prædatorer. Hugormenes overside er dækket af ofte svagt fremspringende og kølede skæl.

Disse giftslanger er solenoglyfe eller rørtandede. Det betyder, at når de hugger, kan de presse giften ud gennem gifttænder under tryk. De to gifttænder sidder på et lille bevægeligt overkæbeben (maxillare), som gør gifttænderne bevægelige, så når de ikke er i funktion, vendes de vandret bagud i munden.

Et meget iørefaldende og unikt forsvar i Viperidae ses hos de to slægter af klapperslanger (Crotalus og Sistrurus) fra den nye verden, idet halespidsen består af ringe af døde skæl. De er arrangeret på en særlig måde, så de danner en "rangle", der frembringer en stærk raslende lyd, når slangen vibrerer halen. Under stress kan mange andre hugorme også vibrere halen, hvilket frembringer en svag lyd, når den rammer f.eks. visne blade.

Levestederne er særdeles forskelligartede, idet der både er bundlevende, vandlevende og klatrende arter, og vi finder den på habitater, der strækker sig fra de tørreste til de fugtigste. De forekommer fra havniveau indtil 4900 meter over havet. De er typisk skumrings- og nataktive, men navnlig i kølige klimaer ses også dagaktivitet. Deres typiske jagtteknik er, at de ligger på lur og hugger de byttedyr, som passerer.

De fleste arter er levendefødende, men nogle lægger æg. Det videnskabelige navn Vipera kommer af latin, "vivo", hvilket betyder "jeg lever", og det hentyder til, at hugorme i reglen er levendefødende.


Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 17-08-2008 20:02:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator