Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
16. juni 2019
 

Snoge (Colubridae)





Familiebeskrivelse

Familien af snoge er med sine ca. 1940 arter klart den største slangefamilie og udgør næsten to tredjedele af alle slanger. Den har en kæmpe geografisk udbredelse, der er næsten identisk med krybdyrenes samlede udbredelse, men i Australien lever der kun snoge i de nordligste og østligste egne. 24 arter kendes fra Europa.

Snoge er overvejende slanke slanger, og de enkelte arters maksimale totallængde svinger mellem 20 cm og 360 cm. Derudover er den en temmelig heterogen familie. Hovedet er mere eller mindre tydeligt afsat på halsen. Hovedet er normalt dækket af store symmetriske skjoldplader, men navnlig blandt gravende arter ses undtagelser. På undersiden ses brede bugskinner. Underhaleskællene er typisk delte og således arrangeret i en dobbelt række. Snoge er ofte relativt langhalede.

Slangers tandforhold spiller en vigtig rolle i forbindelse med et evt. giftapparat. De fleste snoge af Colubridae er aglyfe, dvs. glattandede, og de har ingen egentlige hule eller furede gifttænder. Men flere glattandede arter kan alligevel godt besidde en giftkirtel med udførselskanal i overmunden. Undersøgelser har vist, at overraskende mange aglyfe snoge har et giftapparat, så de kan overføre en effektiv gift til enten byttedyr eller prædatorer, som de tygger i. Flere af dem er vandsnoge, der er nært beslægtede med vores hjemlige snog, men hos denne er der dog ikke konstateret giftkirtler.

Men mange colubrider er furetandede eller opisthoglyfe. Det betyder, at de bagtil i munden har forstørrede gifttænder, der via en udførselskanal står i forbindelse med en giftkirtel. Men gifttænderne er dog kun forsynet med en fure fortil, så giften kan ikke sprøjtes ned i såret under tryk, men slangen skal tygge i såret, hvorved giften langsomt løber ned i det.

Enkelte arter af Colubridae (såvel glattandede som furetandede) besidder en gift, der kan være dødelig for mennesker. Men der er ikke konstateret giftkirtler hos nogen af de tre snogearter, der lever eller har levet i Danmark.

Økologisk dækker snogene af Colubridae et særdeles stort spektrum, og de forekommer i stort samtlige naturtyper og har tilpasset sig habitaterne på mange forskellige måder. De fleste arter er æglæggende, men mange er levendefødende.

Familien Colubridae er som sagt en meget stor og variabel familie. Den opdeles af nogle systematikere i adskillige underfamilier. Vores hjemlige snog anbringes her i underfamilien Natricinae (vandsnoge), hvorimod glatsnog og æskulapsnog, der tidligere levede i Danmark, henregnes til Colubrinae.


Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 21-08-2008 15:01:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator