Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
20. juni 2019
 

Klæger (Tabanidae)





Familiebeskrivelse

Klæger er en let kendelig lille familie af middelstore til meget store fluer. Øjnene er ofte flot metalskinnende, tværstribede eller plettede, mens fluen er i live (strukturfarver). Hunnerne suger blod af pattedyr, herunder mennesker, hannerne gør ikke. De bliver ofte kaldt bremser, men dette navn bør reserveres til en familie af parasitiske, ikke blodsugende fluer (Oestridae).

Antennerne er 3-leddede med en mere eller mindre tydeligt leddelt endegriffel, hvilket er typisk for de primitive fluer, som klægerne tilhører (Diptera Orthorarpha). Der er mange ribber i vingen, karakteristisk er den tvegrenede 3. længderibbe, idet r4 og r5 udmunder på hver sin side af vingespidsen.

Larverne af klæger lever i vand og fugtig jord, hyppigst i optrådte mudderhuller i kvæggræsgange, men der findes også arter, der lever i tør jordbund. De voksne hunner (med adskilte øjne) suger blod; hannerne (med sammenstødende øjne) ser man tit stå på svirrende vinger over skovveje om morgenen.

Der findes 36 arter i Danmark, fordelt på 6 slægter i 2 underfamilier. Slægterne er habituelt let genkendelige, mens arterne inden for slægterne ikke altid er umiddelbart genkendelige. Men de kan let bestemmes efter bøger. Gruppen er velstuderet i Danmark.

Regnklæg (Haematopota) har en ret slank bagkrop med runde grå pletter, samt plettede øjne. Haematopota pluvialis er en meget almindelig flueart i Danmark, som især bliver truffet, hvor der går græssende køer. Tabanus omfatter de største danske arter i familien. Bagkroppens pletter består af tre rækker grå eller brune pletter. Tabanus sudeticus er den største danske art af klæger, 19-25 mm lang og dermed den største danske flue. Arterne af Skovklæg (Hybomitra) træffes mest i skove. Bagkroppen har typisk brede brune sidepletter på de første led. Atylotus har ikke noget dansk navn; slægten kendes på, at øjnene er ustribede. Vandklæg (Heptatoma) er en meget speciel, men sjælden type klæg. Antennerne er meget længere end hovedet, 1. led er langt cylindrisk, 2. kortere, 3. omtrent som 1. og 2. tilsammen. Guldklæg (Chrysops) er en meget let kendelig slægt med sine gyldne øjne og gule pletter på bagkroppen.


Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 03-08-2008 12:22:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator