Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
23. august 2019
 

Rubladfamilien (Boraginaceae)





Familiebeskrivelse

I den danske flora består rubladfamilien af urter med spredte, hele blade. Blade og stængel er beklædt med stive hår eller børste, hvilket har givet familien dens danske navn. Kun enkelte - f.eks. den fra vores flora forsvundne Hestetunge - er glatte.

Blomsterne sidder i for familien karakteristiske aks- eller klaselignende stande kaldet svikler, som før blomstringen er spiralformet indrullede med blomsterne siddende i zigzag på krumningens yderside, hver anden til venstre og hver anden til højre. Faktisk sidder den nederste blomst endestillet på det blomstrende skud - den næste blomst sidder på et sideskud udgående fra hjørnet af et forblad under første blomst - den tredie på et sideskud udgående fra hjørnet af et forblad under anden blomst - og så fremdeles. Hver blomst har et forblad, som står skiftevis til højre og til venstre i sviklen, hvorved zigzagstillingen fremkommer. Kun hos Forglemmigej er der oftest 2 sidegrene under den ældste og nederste blomst, så blomsterstanden begynder som en gaffelkvast.

Blomsterne er 5-tallige, helkronede (kronblade hhv. bægerblade sammenvoksede ved grunden), undersædige og regelmæssige (dog noget uregelmæssige hos Slangehoved). Kronen er tragtformet, klokkeformet eller fladkravet (med kort kronrør og udadrettede kronblade). Indgangen til kronrøret er ofte indsnævret af 5 svælgskæl. Der er 5 støvdragere, som er fæstnet til kronrøret. Støvfanget er tobladet med en griffel, som har et hovedformet eller 2-lappet støvfang.

Frugtknuden fremtræder 4-delt, men er egentlig 2-rummet; hvert rum deles af en ekstra skillevæg, så der kommer 4 rum. Frugten er en 4-delelig spaltefrugt med nødagtige delfrugter; griflen sidder ved grunden i midten. Delfrugterne er ofte beklædt med krogbørster, der tjener spredningsformål, og af typen "præstelus". Hos andre (bl.a. Oksetunge) findes der en næringsrig
tap, som efterstræbes af myrer, der spreder frugterne.

Globalt findes der ca. 1600 arter, i den den danske flora ca. 25 arter + et ikke ubetydeligt antal mere eller mindre naturaliserede. Flest arter har Forglemmigej (7). Af andre kendte er bl.a. Hundetunge, Oksetunge, Stenfrø, Kulsukker, Slangehoved og Lungeurt.

I troperne og subtroperne findes enkelte vedplanter.

Familien har fået sit navn Boraginaceae efter Hjulkrone - Borago officinalis - en engårig læge- og køkkenurt, som stadig dyrkes - og kan træffes forvildet hist og her.



Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 04-12-2008 01:13:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator