Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
24. august 2019
 

Klokkefamilien (Campanulaceae)





Familiebeskrivelse

Klokkefamilien (Campanulaceae) i vid forstand omfatter fem distinkte underfamilier, hvoraf to findes i Danmark. Alle undtagen Tvepibet lobelie indgår i underfamilien Campanuloideae, som har regelmæssig blomst og oftest frie støvknapper. Den omfatter næsten 1000 arter, hvoraf de fleste findes i bjergegne i Europa og Asien, og i Sydafrika. Underfamilien Lobelioideae, som globalt set er den største med over 1000 arter, har uregelmæssig (bilateralsymmetrisk) blomst og støvknapper, som er sammenvoksede til et rør.
Klokkefamilien kendes på den hvide mælkesaft, som findes i alle dele af planten (dog meget lidt hos blåmunke), på den helkronede, oversædige blomst, og på en frugt, som er en kapsel med mange meget små frø. Karakteristisk for familien er også, at griffelen er involveret både i blomstens han- og hunfunktion, hvilket i øvrigt er tilfældet også hos den nærtstående familie Asteraceae (kurvblomstrede). En kemisk lighed med Asteraceae er tilstedeværelsen af det sødt smagende kulhydrat inulin.
Vegetativt er urteagtig habitus, spredte blade og hvid mælkesaft en ellers ualmindelig kombination, som findes hos langt de fleste campanulaceer, men er sjælden uden for familien. Den findes dog hos vortemælk-arter (Euphorbia) og hos kurvblomstrede med tungeformede blomster (mælkebøtte-gruppen), og her skal man nok have blomsterstand eller frugt for helt sikkert at udelukke alle arter i disse grupper. Blåmunke (Jasione) er svær at genkende som klokkeblomst, da den har meget lidt eller ingen mælkesaft og meget små blomster i en kurvlignende stand. Man kan dog se, at støvknapperne kun er sammenvoksede ved basis, og at frugten indeholder flere frø, hvilket gør, at kurvblomstrede kan udelukkes. Rapunsel (Phyteuma) er også atypisk med sit tætte aks med små blomster. Den kendes på kronfligene, som er frie ved basis men sammenvoksede i spidsen.


Alle familiebeskrivelser skrives kollektivt af de tilmeldte brugere, hvilket betyder at også du kan redigere denne beskrivelse og dermed gøre den bedre. Eneste krav er at beskrivelserne skal kunne stå alene uden brug af eksterne links. Klik her for at redigere beskrivelsen.

Familiebeskrivelsen er senest redigeret 15-09-2010 01:29:00. Historik (denne familie). Historik (alle familier)









Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator