Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
22. oktober 2019
 

Historik

De egentlige tudser udgør en stor og kosmopolitisk familie med ca. 610 arter. Men dens naturlige udbredelse dækker dog ikke Madagascar, Australien og resten af Oceanien, selv om f.eks. Agatudsen, Rhinella marina, er indslæbt til Australien, hvor den optræder invasivt og er en alvorlig prædator på den naturlige fauna.

Tudser svinger fra små til meget store springpadder, dvs. de mindste er 2 cm (slægten Oreophrynella fra det nordlige Sydamerika) og den største 25 cm (Blombergtudse, Rhaebo blombergi, fra Ecuador og Colombia). De er generelt kompakte og noget kraftigt byggede med en tyk, tør og vortet hud. Vorterne står i forbindelse med kirtler. Mange af de "klassisk" udseende tudser (såsom vores egne tre arter) har bag øjet har de store giftkirtler, kaldet paratoidkirtler, som hos de mest giftige arter er særligt store og iøjnefaldende. Nogle tudsearter mangler vorter. De fleste tudser har relativt korte ben. Den latinamerikanske slægt Atelopus har stærke skræmmefarver kombineret med en potent hudgift.

En vigtig definition af en tudse er tilstedeværelsen af det Bidderske organ, som er et brunligt, sfærisk og måske rudimentært ovarium (æggestok) eller ovarielignende organ, der udvikles på den forreste del af hannernes testikler i larvestadiet og i mange tilfælde bibeholdes i voksenstadiet. Det betragtes som en pædomorf og gynomorf karakteregenskab.

Som udgangspunkt er tudser bundlevende og skjuler sig under sten, rødder, visne blade og lign. Normalt er tudser nat- og skumringsaktive. Der er også klatrende arter, dvs. specielt den asiatiske slægt Pedostibes, men også visse arter af den store slægt Rhinella. Nogle tudser (f.eks. af den sydasiatiske slægt Ansonia) er semiakvatiske og lever i hurtigtstrømmende vandløb.

Mange tudser vil, når de føler sig truet, puste sig op og hæve sig op på benene, så de virker ekstra store. I den forbindelse kan de også udskille gift fra deres giftkirtler, især de store parotoidkirtler.

Normalt er tudser æglæggende og afsætter deres æg i lange strenge i vandet. Men der er også levendefødende arter, hvilket kendes blandt flere små levendefødende tudser fra Afrikas højland (slægterne Nectophrynoides og Nimbaphrynoides). Disse og nogle andre små afrikanske højlandstudser praktiserer i øvrigt indre befrugtning af æggene, i modsætning til langt de fleste tudser, der har den gængse ydre befrugtning.

En række små højlandstudsearter såsom slægten Atelopus er stærkt truet af en svamp ved navn Batrachochytrium dendrobatidis, og flere arter er endda uddøde nu.




Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator