Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

13. oktober 2013

Fluefælden af Frederik Sjöberg

Må jeg her have lov at anbefale ovennævnte bog, skrevet af en af Sveriges førende entomologer/svirreflueforskere. "Bog", fordi den er blevet en litterær bestseller på trods af, at Sjöberg er en mega nørd ligesom de fleste af os, som mødes på F&N, og "bog", fordi den genremæssigt dækker i hvert fald seks genrer, i spektret fra kreativ non-fiktion til roman. Bogen har virkelig mange kvaliteter. Den er utrolig velskrevet, rummer en god portion selvironi og selverkendelse, men dens største kvalitet for os nørder er nok, at den formår at formidle den uendelige lidenskab, vi samlere besidder på en måde, så alle vil kunne forstå vores motiver. Glæden ved at finde et sjældent eksemplar; glæden ved at opdage, at det, man antog for forsvundet i 1965, alligevel har fundet et fristed i en eller anden afkrog; glæden ved at kunne formidle et fund, sjældent eller helt almindeligt til ligesindede (nørder); glæden ved detaljen og en masse andre glæder, jeg tror vi alle har følt uden at kunne sætte de rette ord på det.

Det kan Sjöberg!God fornøjelse!

Mvh JS

De senest indberettede arter i Naturbasen: