Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

19. oktober 2013

Hvilken Træsvirreflue (Xylota)?

Den her viste flue mødte jeg i min have i Malling d.16.10.2013, og den volder mig problemer.

Jeg er nogenlunde sikker på, at det er en Træsvirreflue, nærmere bestemt enten Alm. Træsvirreflue (Xylota segnis) eller dens noget sjældnere slægtning Xylota tarda. Og det er en hun. Men så begynder problemerne.

Jeg har tidligere, i forsommeren, mødt hannen af X. segnis et par gange (bestemmelsen startede i Forum, så den burde være god nok - siden blev jeg "selvkørende"), og hver gang forekom det mig, at dette var en flue af en forholdsvis anselig størrelse. Den påkaldte sig min opmærksomhed bl.a. i kraft af størrelsen. Og dyret havde hver gang de påkrævede ret mange og lange torne på baglåret.

Denne tråds flue mødte jeg vist også for nogle uger siden, hvor jeg dog ikke nåede at få noget ordentligt kig på den, endsige gode fotos af den, inden den var væk. Jeg husker bare, at jeg efter et stykke tid (udfra dårlige snapshots) blev klar over, at det var en Xylota, og det blev jeg meget overrasket over - det var ikke faldet mig ind, fordi den virkelig forekom mig at være af udpræget beskeden størrelse i forhold til de rimeligt sikre X. segnis-hanner, jeg havde mødt i sommer.

Nu dukkede "den lille Xylota" så op igen d.16.10., og nu skulle der altså fotograferes igennem (så vidt dyret tillod det). Det blev til mange dårlige billeder og enkelte, der var OK.

Umiddelbart vil jeg efter hukommelsen sige, at dyret var omkring 7-8 mm langt, snarere 7 end 8. Men det er klart, at den slags kan snyde.

Jeg har læst på "lektien" i Nationalnyckeln, og ifølge dén må det dreje sig om enten X. segnis eller X. tarda, andre kommer ikke på tale. X. tarda skal i gennemsnit være en anelse mindre end X. segnis, men man kan ikke bruge størrelsen som afgørende kendetegn i et enkelttilfælde som dette. Det hele står og falder med tornene på baglåret.

Iflg. Nationalnyckeln har begge køn af X. segnis langs næsten hele undersiden af baglåret "to rækker kraftige, udstående sorte torne, omtrent lige så lange som bagfodens største bredde" (!).

Hunnen af X. tarda har kun "korte, spinkle og spredte" torne på undersiden af baglåret.

Jeg har ikke erfaring til selv at afgøre sagen vedr. mit eget dyr, men jeg er ikke imponeret over dens baglårstorne - dog vil jeg ikke ligefrem kalde dem spinkle. Men jeg ser ikke to rækker af dem, og for mig at se er de ganske spredte. Jeg sender to billeder.

(fortsættes)



Foto: Elisabeth Siegel

De senest indberettede arter i Naturbasen: