|
|
Flugt, fugle, notesbøger og maleren der aldrig fandt ro
”Historier begynder bare. Man ser sjældent hvor, og næsten aldrig hvorfor. Det har ingen betydning. Der er ikke længere noget, der står fast. Jeg vil bare lukke øjnene, pege på må og få, og forsøgsvis sige – at da jeg var seksten, sad jeg engang en hel nat o toppen af et fyrretræ og sang romantiske viser. Det kan være begyndt der.” Skam få den, som kan læse dette indledende afsnit til en bog, og ikke blive grebet af en ubetvingelig lyst til at læse videre. Han gjorde det igen, den svenske forfatter Fredrik Sjöberg, manden bag ”Fluefælden”, som allerede er blevet anmeldt på disse sider. Hans nye bog ”Kunsten at flygte” er en lige så stor læsemæssig fornøjelse, som forgængeren. Men denne gang ikke et ord om hverken svirrefluer eller andre insekter. ”Kunsten at flygte” handler denne gang om den svenske landskabsmaler Gunnar Widforss, der er en gigantisk navn i USA, hvor hans malerier sælges for enorme summer, mens han i Europa dårligt nok er kendt – ja, ikke engang hans hjemland har meget at sige om ham. På en og samme gange en fascinerende historie om et gudsbenådet talent, og en sølle skæbne, der aldrig rigtigt kunne få talent og liv til at hænge sammen. Så handler bogen endnu engang om Fredrik Sjöberg selv, om kunsten at være menneske, og om fascinationen og glæden ved naturen og landskaberne – og denne gang set gennem fuglene. Fugle der i Frederik Sjöbergs optik bliver indgangen til at forstå en fremmed natur, et fremmed landskab – for som han siger om en rejsende: ”med fuglene kan han eller hun stave sig gennem landskabets høflighedsfraser”. Er det ikke smukt set? ”Kunsten at flygte” er en vidunderlig oplevelse, men ligesom sin forgænger er den skæmmet af nogle højst besynderlige oversætterfejl – det svenske ord ”tubkickare” er altså IKKE en tubekikkert, men et teleskop, som enhver fuglekigger vil vide. Og midt i det hele kommer der så en lille hyldest til notesbogen – en ting som ramte mig lige i højre frakke/jakke lomme, hvor jeg altid, og jeg gentager – ALTID – har en notesbog liggende. Sjöberg skriver om fortryllelsen ved notesbøger, og om trangen til altid at købe et par ekstra, hvis man finder nogle gode, også selvom man slet ikke har brug for det, og allerede har et lille lager derhjemme. (Personligt har jeg én i lommen for tiden, og 6 der venter på at blive brugt, men det skal ikke forhindre mig i at købe et par stykker mere den dag i morgen). Læs ”Kunsten at flygte” – man lærer noget, man morer sig, og man bliver klogere – både på sig selv, naturen og på andre mennesker. |
