Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

6. maj 2014

Stridigheder i regeringen påvirker Naturplan Danmark

Siden Brundtland-rapporten "Vores fælles fremtid" fra 1987 har der været global konsensus om, at al udvikling skal være bæredygtig for at være sund og holdbar. Bæredygtighed fordrer samarbejde, nytænkning og en vis grad af fælles forståelse for grundlæggende værdier.

Men regeringen har problemer med bæredygtigheden.

Det afslører Altingets dokumentation 30. april 2014 af den interne strid om Den Danske Naturfond med al tydelighed. Klimaministeriet og Finansministeriet optræder i lidet glorværdige roller med udtalelser som disse:

"Vi er ikke enige i jeres præmis om, at den danske natur har det dårligt," (embedsmand i Finansministeriet).

"Der er ikke lagt op til, at fonden skal gennemføre projekter, som direkte relaterer sig til skov. Vi bør holde os fra at love noget om skove," (embedsmand i Finansministeriet).

"Vores minister ønsker, at natur- og miljøfonden har en klimaeffekt på minimum 100.000 ton CO2-ækv.," (embedsmand i Klimaministeriet).

Stridigheder påvirker naturplan

Dokumentationen viser, at de stridigheder, som regeringen ønskede at komme til livs med Natur- og Landbrugskommissionens udredning, tilsyneladende eksisterer i rigt mål indenfor i regeringstoppen.

Det er meget alvorligt. Ikke mindst i forhold til den længe ventede milepæl, Naturplan Danmark, som regeringen har lovet at fremsætte til efteråret.

En god og effektiv regering er kendetegnet ved et godt og konstruktivt samarbejde mellem ministerierne. Omkring naturpolitik bør især Statsministeriet, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Finansministeriet, Fødevareministeriet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter arbejde tæt sammen - og Miljøministeriet bør være en selvfølgelig, ligeværdig part.

Miljøministeriet har i årevis spillet fjerdeviolin i forhold til samfundsudviklingen. Så bæredygtighed og naturpolitik er ikke ordentligt integreret i helheden og er ikke kommet meget videre end til skåltalerne.

Mangel på bæredygtighed er mangel på omsorg for Danmark og danskerne.

Derfor er det på høje tid, at regeringen begynder at finde fælles fodslag om bæredygtighed til gavn for landet.

---

Ovenstående Indlæg er offentligjort på Altinget (kun for abbonenter) i dag www.altinget.dk...regeringen-mangler-fodslag-om-baeredygtighed

- og på Natur og Samfunds blog, Dansk Natur dansknatur.wordpress.com...


De senest indberettede arter i Naturbasen: