Sjælden Mosasaur-tand fundet på Møn
Onsdag formiddag d. 4. juli 2007 fandt 14-årige Janus Kempf helt tilfældigt en mosasaurtand ved den sammenstyrtede Store Taler på Møns Klint. Det er kun det sjette fund af mosasaurtænder i Danmark i Geologisk Museums varetægt og sandsynligvis den eneste, der ikke viser sig at være omlejret, dvs. transporteret hertil med isen under istiderne. Derudover anslåes det, at der er mellem 8 og 10 tænder i private samlinger rundt omkring i landet, så det er sjældne fossiler, der er tale om. Tanden er på vej til Geologisk Museum i København hvor den vil blive bestemt nærmere og derefter vil Danekræudvalget beslutte om den skal erklæres danekræ. I det sydlige Sverige har man talrige fund af mosasaurhvirvler og –tænder, så det er egentligt overraskende, at man ikke har fundet flere i de talrige danske aflejringer fra Sen Kridt, hvor kræene slog sine folder. Fundstederne indikerer, at mosasaurerne overvejende har jaget på lavere vand tættere på kysten af Kridthavet, i det nuværende Sverige. Mosasaurerne er en stor og divers gruppe, der levede i slutningen af Kridttiden. Familien Mosasauridae har ikke mindre end 4 underfamilier og 27 slægter, repræsenteret af fund i det meste af Europa og Nordamerika og med enkelte fund i det østlige Mellemøsten og nordlige Afrika. Mosasaurerne tilhører ikke dinosaurerne, men er en familie i ordenen Squamata (slanger og øgler). Nyere kladistiske undersøgelser peger i øvrigt på, at mosasaurerne er tættere i familie med slanger end med øgler. Litteratur: Lindgren, J. & Jagt, J. W. M. 2005: Danish mosasaurs. Netherlands Journal of Geosciences. 84-3, 315-320 |