Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

21. februar 2015

Kursus i svampebestemmelse og mikroskopi på Molslaboratoriet

Det ser p.t. ud til at være enkelte ledige pladser på mit kommende kursus på Molslaboratoriet, se:

Evt. interesserede bedes kontakte mig direkte (via min profil, eller privat), inden 1.3.2015. Deltagere vil få besked snarest derefter.I er dog velkomne til at spørge ind til hvad det drejer sig om på denne tråd. Når tilmeldingen lukkes, bliver det naturligvis også meldt her på tråden

Mvh, Torbjørn

SVAMPEBESTEMMELSE OG MIKROSKOPI PÅ MOLSLABORATORIET

Under forudsætning af fornøden tilslutning vil der blive afholdt et kursus i svampebestemmelse med mikroskopi på Molslaboratoriet i perioden torsdag til søndag, 17.-20.09.2015, med ankomst torsdag kl. 16 -17, og afrejse søndag eftermiddag. Prisen vil være: 365 kr. pr. dag ved egenforplejning. Vi vil dog forsøge at få det gjort billigere ved fondsstøtte og sådan, at vi får aftensmaden udefra, så mest mulig tid kan bruges til selve kurset. Arrangementet vil blive gennemført, hvis der er mindst 8 deltagere (højst 15).

Mål: Kurset vil være målrettet deltagere med nogen erfaring, som har lyst til og mod på at artsbestemme basidiesvampe ud fra bestemmelsesnøgler og mikroskopi. Der vil blive lagt vægt på relevant makro- og mikroskopisk undersøgelse af svampene som forudsætning for at få godt udbytte af nøglerne. Nogle stikord: Svampenes farver, brug af farvekort, hygrofanitet, kemiske reaktioner, sammenligning af almindelige svampelugte ud fra friskt materiale af artstypiske friske svampe med ”velkendt” lugt, fremstilling af sporeafkast og deres farver. Almindelig mikroskopisk teknik, herunder farvning af snit. Hovedvægten vil ligge på de større basidiesvampe, overvejende bladhatte. Man kan naturligvis ikke lære alt i løbet af en weekend; men det er mit mål, at deltagerne gennem en stor og dedikeret indsats bliver i stand til at udbygge arbejdet med svampebestemmelser til gavn for dem selv og dansk mykologi.

Arbejdsformer: Deltagernes forudsætninger er givetvis ret forskellige. Det vil derfor være en fordel hovedsageligt at arbejde i smågrupper, mere og mindre kyndige sammen for at lære mest muligt. Jeg vil tilrettelægge arbejdet og lave nogle introduktioner og i øvrigt støtte og hjælpe jer.

Indhold: Om aftenen d. 17. vil der være en kort gennemgang af mikroskopisk teknik og farvemetoder. Vigtige fagudtryk vil blive introduceret og bruges og svampelugte vil blive identificeret og sammenlignet. Friske, til dels uidentificerede svampe stilles til sporeafkast. Endvidere vil bestemmelsesnøgler blive introduceret. Bestemmelsesnøgler til slægter, man har lyst til at arbejde særligt med, tages med hjemmefra. Hvis man besidder foreningens farvekort medbringes det, da jeg ikke har nok til alle. Fredag og lørdag formiddage vil der være kortere indsamlingsture til forskellige biotoper i nærheden, hvor der samles af forskellige grupper af basidiesvampe. Hvis der er tid, laves også en kort tur søndag tidlig formiddag. Ved de efterfølgende bestemmelsesforsøg vil makrokemiske reagenser (f.eks. 10% KOH, og ferrosulfat) blive brugt, når det er relevant. Sporefarver vil blive testet ved sporefældning samt ophobning på svampene (for lamelsvampes vedkommende specielt på lamelrande, stoktop og hat). Bestemmelsesnøgler fra svampeatlas og andre kilder vil blive anvendt.

Svampelister: Der laves lister over sikkert artsbestemte fund fra de forskellige lokaliteter, økologier og dage til Moslaboratoriet. Da målet er at nå så meget som muligt, vil indtastning af egne fund på svampeatlas mm. være helt underordnet.

Arbejdstid: Det fælles arbejde afsluttes senest kl. 22.30 torsdag til lørdag.

Deltagere: Kurset gennemføres med mindst 8 deltagere, af praktiske hensyn højst 15 deltagere, under forudsætning af, at nogle medtager eget mikroskop forsynet med en olieimmersionslinse og et måleokular (Der vil forefindes 10 mikroskoper på stedet, udlånt af Aarhus Universitet).

Tilmelding: Da der har været afholdt et kursus i svampemikroskopi på Sjælland, så vil medlemmer af svampeforeningen fra Jylland og Fyn have fortrinsret. Da deltagerantallet er begrænset vil tilmeldingen foregå i to tempi. 1. Tilmeldingen til undertegnede pr. email, fra I har fået programmet til 15. februar. 2. Det vil være en fordel at skrive lidt om jeres viden og svampeinteresse. Hvis tilmeldingen overgår kapaciteten vil jeg foretage en balanceret udvælgelse. Derefter vil deltagerne få besked, og en bindende tilmelding kan foretages. Hvis nogle undtagelsesvist bliver nødt til at melde fra, kan der blive tale om, at andre får tilbuddet i stedet for.

Leder: Torbjørn Borgen, torbjoern.borgen@gmail.com

Kursusadresse:

Molslaboratoriet, Nedre Strandkær

Strandkærvej 6, Femmøller, 8400 Ebeltoft

Telefon: 20566212

Øvrig information forefindes på: www.molslab.dk






De senest indberettede arter i Naturbasen: