Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

20. august 2005

Puy-de-Dome, Auvergne

Puy-de-Dome er nok et af de mest oversete turistområder i Frankrig. Lokalbefolkningen kæmper en brav kamp for at tiltrække mennesker til egnen, men bjergene ligger lidt under for alperne og pyrenærerne og vinmarker og andre franske standardseværdigheder, er der ikke mange af.

Området er tyndt befolket, så der er til gengæld lagt op til masser af flot og relativt uforstyrret natur i et bjergrigt område. Parc Régional des Volcans på 400 000 ha. er et af de største fredede naturområder i Europa og strækker sig fra Aurillac til Clermont-Ferrand.

Er man ikke selvkørende (A71 fra Lyon) kan turen derned gøres nemt med fly fra Kbh. til Lyon (2 t 30) og så videre med tog fra Lyon til Clermont-Ferrand (3 t). Kbh.-Lyon beflyves bl.a. af Air France og SAS og togbilletter kan bestilles på SNCFs hjemmeside eller købes dernede.

Regionen Puy-de-Dome er domineret af en række udslukte vulkaner, hvoraf vulkanen Puy-de-Dome er den højeste (1464 m.o.h.). Det sidste udbrud var for 8000 år siden, så bjergene er i dag tæt bevokset med træer.

Området er ideelt til vandreture. Man behøver ikke være i topform eller specialist i bjergklatring for at komme rundt og der er mange velafmærkede naturstier. En lokal fortalte, at man på dage med klart vejr kan se alperne fra toppen af Puy-de-Dome (ca 500 km i luftlinie), så udsigten skulle være i orden!

Det myldrer bogstavelig talt med rovfugle dernede. Med forbehold for, at jeg har fejlbestemt kræene, var der bl.a. rød og sort glente, tårnfalk, vandrefalk, og diverse ørne og høge. Et opslag efter hjemkomsten har bekræftet at de faktisk er dernede, så helt gale er observationerne nok ikke.

Nær søer og floder er der utallige guldsmede i alle mulige størrelser og farver. Frankrig er hjemsted for 4 vandnymfe- og 5 guldsmedefamilier, flertallet repræsenteret i Auvergne, der er gennemskåret af større og mindre floder.

Når man sidder om aftenen på terrassen med et glas Martini og nyder at temperaturen efterhånden sniger sig under 30 C, kan man iagttage hvordan svalernes aktivitet aftager og flagermusene langsomt tager over. Hygge!

Geologisk er de over 80 vulkaner altdominerende og man har lavet en vulkanpark 15 km fra Clermont-Ferrand www.vulcania.com hvor man kan få masser af informationer om både den regionale geologi og om vulkaner i almindelighed. Desværre fik jeg ikke selv tid til et besøg (jeg gravede!), men parken har et godt ry blandt de lokale.

Området har en del lokaliteter med meget velbevarede tertiære fossiler, lige fra paleocæne fugle til miocæne næsehorn, og de små lokale geologiske museer er altid et besøg værd.

Man skal have specielle tilladelser for at grave efter fossiler i området, fordi det er fredet. Tilladelserne kræver uhyrlige mængder af papir og tålmodighed (fransk bureaukrati når det er værst), så det vil i de fleste tilfælde ikke være besværet og ventetiden værd.

Får man tid til at løsrive sig fra naturen, er der en del velbevarede romerske broer og franske slotte helt tilbage fra 1200-tallet. Et af de mest spektakulære er St. Michel d´Aiguille, der er bygget på toppen af et vulkansk føderør.

Billedet: Sioule. Sandsynligvis den koldeste dukkert jeg nogensinde har fået midt i juli!

Litteratur: Rejsen rundt i Frankrig. Politikens forlag, 2000



Foto: Michael S Jensen

De senest indberettede arter i Naturbasen: