Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

24. november 2015

Dommedag ?

Efter de sidste dage at have hørt regeringens plan for landområderne, er min i forvejen meget pessimistiske holdning til vores forvaltning af de efterhånden meget få områder, vi med rimelighed kan kalde "natur" blevet til ren opgiven. Jeg håber, at der blandt yngre mennesker er nogen, der kan se en mening i at prøve at kæmpe for, at vi ikke i løbet af få år ender med at have et land, hvor naturen er noget, man har i nogle få afgrænsede områder. Områder, der er arrangeret med tårne, "shelters", toiletter, stier, oplysningstavler, bålpladser og blå, gule og grønne skilte, så den overvejende urbaniserede befolkning kan tage fri fra forstaden og se hvad det her natur er.

Flere sommerhuse, flere bygninger ved kysten og væk med randzonerne i landbruget er ifølge regeringen og alle de kommunalpolitikere, jeg har hørt udtale sig, lykken (også socialdemokrater - har de glemt Svend Auken?).

Det i et land, der har rekord i opdyrkningsgrad og bundrekord i naturområder. Som om det ikke er slemt nok nu. De danske kyster er ikke som man skulle tro, når man hører politikerne, fri for bebyggelse. Der ligger byer, sommerhusområder og enkelthuse overalt langs med kysterne. Her på Sydøstsjælland, hvor jeg bor, kan man ikke bevæge sig ret langt langs kysten uden at støde på bebyggelse af den ene eller anden art, og nu skal vi have endnu mere byggeri "for at få del i væksten"! Gad vide om vores land så også vokser!

Det er deprimerende. Kriegers Flak bliver om få også en byggeplads ligesom området ved Rødbyhavn. For mig virker det som om, man tror, at den store lykke er at få hele landet til at ligne Glostrup med nogle få kornmarker arkitektplaceret ind i mellem. Det er kun gået en vej med det, jeg forstår ved natur, i de 60 år, jeg har været en del af det danske samfund, og det fortsætter tilsyneladende i et stadigt større tempo - bliv rig! bliv rig hurtigt!

Hvis det har været for meget at læse al den udgydelse, forstår jeg det godt, men efter en tur på det sommerhusdækkede Ulvshale gående på flere tons murbrokker, der er lagt ud som vej ud mod Horsnæs, fordi der skal være let adgang for køretøjer i forbindelse med naturpleje, og en radioavis, der efterfølgende kunne berette om de kommende overgreb mod det, der bare kunne give en illusion om natur, der ikke er formet af mennesker med et bestemt sigte, så havde jeg brug for at prøve at ruske liv i nogle yngre mennesker.


De senest indberettede arter i Naturbasen: