Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

30. december 2015

Atlas Flora Danica, bind 2 – anmeldelse

Jeg har i denne tråd www.fugleognatur.dk...show_message – givet løbende kommentarer til Per Hartvig (2015): Atlas Flora Danica, bind 2 . Da jeg nåede til Rosenfamilien, gik det op for mig, at jeg havde læst alt for hurtigt og overfladisk. Så jeg måtte tilbage til start igen!

Nu hvor juleferien går på hæld har jeg nået at gnave mig gennem bind 2, og ikke alle tre bind, som jeg først havde sat mig for. Værket fortjener en rigtig anmeldelse fra min side, men indtil videre må jeg nøjes med at anmelde bind 2, da jeg ikke er nået længere. Og der er meget godt at se frem til bedømt ud fra dette bind. :-)

AFD udmærker sig i den grad ved at tage alt med. Revl og krat fra bymiljøerne, kulturmiljøerne og den næsten uspolerede natur i det danske landskab. AFD medtager ikke bare de rene artskarakteristiske individer, men går langt for at få alt belægsmateriale bestemt til underart, krydsning eller andet. AFD går aldrig af vejen for problematiseringer, - heller ikke selvproblematiseringer! Derfor er man som læser nødt til at være observant under læsningen, så man ikke mister de botaniske guldkorn, der findes i AFD.

Flere gange under læsningen får jeg rykket ved og reflekteret over mine holdninger omkring, hvad man som botaniker bør indrapportere, og det skal AFD have en særlig ros for at gøre.

- - - - -

SUPPLERENDE LITTERATUR

Jeg har fundet frem til, at for en videbegærlig botaniker som mig supplerer disse floraer (fra mine hylder) i kombination med indlæg på F&N bedst AFD, når jeg fremadrettet vil forsøge at få styr på alle de spændende planter, jeg møder på min vej:

C. Stace (2010): New Flora of the British Isles, 3rd ed. .

Mossberg & Stenberg (2003): Den Nye Nordiske Flora, på dansk ved Jon Feilberg.

C. Stace et al. (2015): Hybrid Flora of the British Isles.

A. Pedersen & J.C. Schou (1989): Nordiske Brombær.

N. Faurholdt & J.C. Schou (2012): Danmarks Skærmplanter.

AFD er det rene røverkøb! Herunder vil jeg først og fremmest give nogle eksempler på spændende observationer og ting, der satte gang i min botaniske tankevirksomhed.

- - - - -

OVERSETE ARTER

Jordkastanje (Bunium bulbocastanum) er en art, jeg har set i botaniske haver. Denne art er jeg aldrig stødt ind i derude, men AFD sætter et stort spørgsmålstegn ved min antagelse, når jeg studerer artens udbredelseskort. Her er der adskillige prikker i områder, hvor jeg har botaniseret. Og følgende sætning i AFD gør, at jeg må revidere min opfattelse til, at jeg har overset arten og må se at stramme op og få øje på den (!) : Én inventør er ansvarlig for 30% af fundene.

Her er Per i øvrigt den artige dreng i F&N-klassen: www.fugleognatur.dk/gallery... og Henry er som altid superobservant: www.fugleognatur.dk/gallery... , www.fugleognatur.dk/gallery... og www.fugleognatur.dk/gallery... (y)

Der er rigtig mange arter i AFD, som ikke tidligere er fundet forvildet, indslæbt og eventuelt naturaliseret. For ikke at overse dem i fremtiden har jeg oprettet et billedarkiv over disse på min PC ved hjælp af billedgoogling. Når sådanne arter på udbredelseskortet i AFD optræder i nærheden af ens botaniske revir, så stiger interessen, og man tænker: Hvad har jeg nu overset?!?

For mit vedkommende gælder dette eksempelvis for Sølv-Hindebæger (Limonium latifolium). Den er rapporteret fra Kongskilde på en jordvold ved P-plads som det eneste voksested i landet. Da jeg får billedgoolet arten, slapper jeg af igen, for den har jeg ikke overset. Jeg har bare aldrig regnet den for noget, der kunne indrapporteres (til F&N), men det kan den selvfølgelig godt. Da jeg var leder af Kongskilde Friluftsgård beordrede jeg på et tidspunkt, at der skulle nedlægges et blomsterhøjbed med blandt andet Sølv-Hindebæger, og det hele blev læsset af på et passende sted ved volden omkring P-pladsen. Så set med mine subjektive briller var det bare en ikke-indrapportérbar haveplante.

Uanset dette sidste eksempel har AFD dog gjort mig opmærksom på flere arter, som jeg bør holde særligt udkig efter i min daglige færden, da jeg nok overser dem.

- - - - -

OVERSETE BIOTOPER

AFD skubber flere gange til mine holdninger til, hvad man bør og kan indrapportere (til F&N). Når jeg færdes i bynaturen langs havehække, så indrapporterer jeg kún haveplanter, hvis de uomtvisteligt er rodfæstet udenfor hækken. I sidste påske var der masser af denne: www.fugleognatur.dk/gallery... i havehækken, og først efter lidt søgning fandt jeg et individ med rodfæste uden for havehækkens skygge, der kunne indrapporteres. Men i fremtiden bør jeg nok gøre, som man gør i AFD, hvor for eksempel Rosenskovmærke (Phuopsis stylosa) er fundet på dette voksested: fod af hæk mod sti.

Lad mig tage et eksempel hvor AFD skubber meget hårdt til min holdning omkring, hvad der kan indrapporteres (til F&N). Helosciadium nodiflorum er ikke tidligere fundet i Danmark , men i AFD rapporteres den fra ukrudt i potte på planteskole. Først tænkte jeg, at det kan man ikke! Det giver ingen mening at indrapporterer ukrudt fra planteskoler og da slet ikke fra urtepotter!

Så var det, jeg kom til at tænke på mit fund af Håret Natskygge (Solanum villosum ssp. villosum): www.fugleognatur.dk...show_message – den voksede jo netop som ukrudt i en meget stor potte på fortovet i København. Men hvor kom den fra? Direkte fra planteskolen eller kom frøet i en fugleklat? Hvis man lavede lidt mere urtepottebotanisering i haveskoler, ville man måske få et fingerpeg om dette.

Og når jeg nu urtepottereflekterer, så er denne kohvedebestand faktisk et resultat af, at der kom nogle urtepotter forbi og stod der i en uges tid og dryssede frø: www.fugleognatur.dk/gallery...

- - - - -

UOVERENSSTEMMELSE MELLEM AFD OG ANDRE

AFD opererer med Broget Lungeurt (Pulmonaria picta) og Storbladet Lungeurt(Pulmonaria saccharata) med henvisning til Henrik Ærenlund Pedersens artikel omkring disse i URT, nr. 32 (2008), mens F&N kun opererer med et navn for de to arter: Broget Lungeurt (Pulmonaria saccharata) www.fugleognatur.dk/gallery...

Ingen tvivl om at F&N må rette ind her. 8-)

AFD opererer med fire varieteter af Hundepersille (Aethusa cynapium), mens N. Faurholdt & J.C. Schou (2012): Danmarks Skærmplanter i praksis behandler to af varieteterne som én, da Niels Faurholdt ikke kan kende forskel på de to varieteter, hvis variation måske bare er et udtryk for kårmodifikation. Gode indlæg fra Niels og Knud Flensted i denne tråd, synes at bekræfte dette: www.fugleognatur.dk...show_message

Her tager AFD ikke rigtig handsken op og er superskarp, som det er tilfældet de fleste andre steder.

Krat-Snerre (Galium valdepilosum ssp. slesvicense) er jeg aldrig stødt på derude. AFD har heller ikke kunnet erkende denne art, - selv ikke i materialet fra Mønsted, som i stedet henføres til Liden Snerre (Galium sterneri). AFD påpeger selv, at Den Danske Rødliste (2010) mener, at det er Krat-Snerre, der vokser ved Mønsted. Ud fra den morfologiske beskrivelse i AFD af forskellene mellem de to arter - eller rettere manglen på samme - hælder jeg til, at AFD har fat i den lange ende her.

- - - - -

MULIGHED FOR HERLIGE GENFINDINGSOPLEVELSER!

Hver gang man i AFD ser et udbredelseskort for første gang, så kigger man spændt efter, om den viste udbredelse i Danmark svarer til det billede, man har i sit hoved. Det gør det som regel, men nogle gange bliver man overrasket over fraværet af en halvsjælden til meget sjælden planteart, som man kender fra et voksested. Og så går det op for én, at man ikke selv har været på voksestedet de sidste to til tre årtier, så måske er plantearten væk? Eller måske befinder voksestedet sig i en af de ruder, der ikke blev undersøgt og rapporteret fra? I så henseende har AFD for mit vedkommende åbnet op for en hel del herlige genfindingsoplevelser i det vestsjællandske, midtsjællandske, midtjydske og på Mors, hvor jeg har botaniseret mest gennem tiderne.

Lad mig give et par eksempler på plantearter, som jeg har fundet på Mors, men som ikke er angivet fra øen i AFD. Måske er de forsvundet, måske er de der stadig? Jeg kommer næppe til Mors foreløbig, da sommerhuset for længst er solgt, men så kan andre med hjem deroppe jo søge at få en herlig genfindingsoplevelse. :-) Den sjældneste af de to stod sammen med tusinder af Hvid Næbfrø, som et smugkig i bind 3 fortæller mig heller ikke er angivet fra øen. Skovejeren havde uden sans for botaniske værdier plantet nåletræer oven i sumpen, men det kan næppe være gået godt, så mon man ikke kan genfinde i det mindste den hvidblomstrede? www.fugleognatur.dk/gallery... og www.fugleognatur.dk/gallery...

Der var mange bynaturplanter, som jeg glædede mig til at se udbredelsen af, for jeg havde absolut ingen ide om, hvordan udbredelsesmønstret var for disse i Danmark. Og jeg blev ikke skuffet, for AFD har alle bynaturens planter med!

Jeg glædede mig især til at se blandt andet udbredelsen af Lav Potentil (Potentilla supina), for da jeg i sin tid bragte den ind til Alfred Hansen på Botanisk Museum, fortalte han, at den slet ikke var sjælden i København, men fundet mange gange. Det kunne jeg ikke forstå, da hverken jeg, eller nogen jeg kendte, havde set arten før. Jeg har heller ikke set den siden. Den voksede på den tørlagte bund helt inde ved kanten af Sortedamssøen. Der var ikke meget sø i 1976 på grund tørke, som jeg husker det. Efter flere gennembladringer af potentiler i AFD måtte jeg sande, at den slet ikke var nævnt www.fugleognatur.dk/gallery...

Så her er der virkelig noget at holde udkig efter!

- - - - -

KONKLUSION

AFD er et værk, der kommer hele vejen rundt. Stor tak for inspirerende læsning til Per Hartvig og hans plantebestemmere, men en næsten større tak til alle dem, som gennem flere år brugte al deres fritid på at skabe grundlaget for værket.

Hilsen

John

- - - - -

PS: Jeg kan ikke komme fra det! Må simpelthen lige citere nogle linjer fra Vibe Termansens glimrende anmeldelse af værket i Weekendavisen d. 11 december: ... ... ... Per Hartvig, der er iklædt skovmandsskjorte, brune bukser i jernbanefløjl og tykke sokker, og som trods det grå hår løber fra journalisten ned ad trappen efter interviewet. De mange ture i felten sidder åbenbart også i benene. 8-)


De senest indberettede arter i Naturbasen: