Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

21. november 2007

At sidde musestille....

Jeg opholdt mig ved Nørreåen ved Ålum, vest for Randers d. 5 maj sidste år lige før solnedgang.

Jeg satte mig ned ved åbredden og besluttede at ville afvente begivenhedernes gang gennem en times stillesidning. Uden at røre mig, knapt trække vejret, meditativt ville jeg opleve naturens gang omkring mig.

Og jeg skal love for at det lykkedes mig!

Efter 10 minutter hørte jeg noget rasle i tusmørket til venstre for mig. Det kom nærmere og viste sig at være en husmår. Den kom nærmere og undrede sig ikke synderligt over den skikkelse som den kom hen imod. Den stoppede op, men gik bag om mig, ca 1 m. fra mig. Og så kunne jeg jo ikke dy mig, måtte lige se den, så jeg drejede hovedet ganske langsomt rundt, men det kunne den ikke li`! Løb sin vej.

Men så, 10 minutter senere, hørtes endnu en raslen samme sted fra. Nu viste det sig at en ilder skulle forbi mit siddested.

Den undrede sig meget over den skikkelse som sad på dens rute. Kom meget tæt på, under 1 m. Stod så der og kikkede på mig, og pludselig blev jeg lidt nervøs, idet jeg fik øje på mine bare ankler knap 75 cm. fra den. Pludselig gik den frem mod mig, og jeg blev lidt forskrækket og "hushede" den væk. Den løb tilbage, men 5 minutter efter var den der igen. Nu var den blevet træt af mig, stillede sig op på en 1 m. afstand, og skældte ud med en hvæsen og sprutten. Det gjorde den så i ca. 2 minutter, hvorefter den gav op og forsvandt. Sikke noget. Men ikke nok med det, et kvarter senere hørte jeg en ny raslen på den anden side af åen fra et større dyr, som ret hurtigt viste sig at være en odder. Dens krumme ryg kunne tydeligt ses, og den havde ikke observeret min tilstedeværelse, til trods for at jeg blot befandt mig 10 m. fra den. Lidt efter forsvandt den ned i en nærliggende kanal og forsvandt. Alt imens disse oplevelser med 3 slags rovpattedyr havde stået på, kunne jeg lytte til dobbeltbekkasinens "brægen", samt bynkefuglens smukke sang og den snurrende græshoppesanger. En "vild" oplevelse jeg aldrig vil glemme!


De senest indberettede arter i Naturbasen: