Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

24. juni 2016

Fokusart: Fjerbenet vandnymfe

Fjerbenet vandnymfe er en af Danmark sjældne vandnymfer. Arten er let genkendelig på de karakteristiske brede hvide skinneben som ingen andre danske guldsmede har. Arten har været kendt fra omkring 1930 fra Slåensø ved Silkeborg og fra Jelssøerne mellem Kolding og Ribe, hvor bestandene regnes for store og stabile. Danmarks tredje recente bestand kendes fra de nedre dele af Suså-systemet på Sydsjælland nær Tystrup Sø, hvor Lars Iversen i 2005 genfandt arten for første gang siden 1975. Senere der arten fundet ved Susåen i atlasperioden i både 2015 (Henrik Baark, 24. juli 2015) og 2016 (Lars Birk, 23. juni 2016) på forskellige lokaliteter. Fjerbenet vandnymfe er desuden registreret ved Voer Å i Nordjylland, men seneste fund er fra ca. år 1900.

Fjerbenet vandnymfes flyvetid er juni og juli. Den lever ved langsomtflydende vandløb eller i rene søer med megen vegetation. Den er ikke særlig aktiv og holder sig meget til bredvegetationen, gerne ved jorden hvor den sidder og soler sig. Ofte ses guldsmeden også i buske og træer hvor den kan sidde højt til vejrs, hvilket man skal huske på ved en specifik eftersøgning af arten. Her kan træer og buske på lidt afstand af vandet kan være gode steder at lede. Arten flyver i juni og juli.

Guldsmedeeksperten Mogens Holmen fortæller til atlasprojektet, at der kendes gamle fund af Fjerbenet spredt langs nedre dele af Suså fra Næsby Bro og helt til Næstved og opfordrer til at kigge efter arten i hele å-systemet. Han fortæller endvidere, at store dele af Vest-, Midt- og Sydsjælland virker meget beskedent undersøgt i nyere tid med hensyn til guldsmede og at der sagtens kan gemme sig flere yngleforekomster af f.eks. Fjerbenet vandnymfe, Flodguldsmed og Spidsplettet i nogle af de lidt større vandløb og søer i denne del af landet.

Hermed en opfordring til at eftersøge arten på Sydsjælland og gerne også ved Voer Å i Nordjylland. Er man i tvivl om bestemmelsen, har Naturbasens App en ”Hvad er det?”-funktion, hvor du kan sende din observation ind til atlasprojektet blot ved at tage en billede af den art du har fundet. Derved kan du deltage i projektet uden forudgående kendskab til guldsmede og vandnymfer og samtidig lære arterne at kende.

Links:

Guldsmedeatlas: www.guldsmedeatlas.dk/kort...

Felthåndbogen: www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Rødlisten: www2.dmu.dk...data...

Naturbasens App: www.fugleognatur.dk...show_message



Foto: Thomas Eske Holm

De senest indberettede arter i Naturbasen: