Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

14. marts 2017

Eftersøgning af overvintrende galmyg til opdatering af distriktskort

Kære gallologer!

Hans Henrik og jeg er i gang med at opdatere udbredelseskortet over de danske galmyg. Det sidste kom i 2006 – baseret på feltobservationer op til 2003 - og der er sket meget siden da. Ikke mindre end 66 nye arter for landet og 636 nye distriktsfund!

Der er dog stadig mange hvide pletter på kortet – og her har vi brug for jeres hjælp! Dette opslag drejer sig om en række nemt genkendelige og (for de flestes vedkommende) almindelige arter, hvis larver overvintrer i gallerne – og dermed kan erkendes også i vinterhalvåret. Nedenstående liste er sat sammen efter værtsplante, efterfulgt af de individuelle arter (latinsk navn, manglende distrikter, beskrivelse). Forkortelserne for faunadistrikterne i det nedenstående følger figuren her i opslaget. Vi håber, I vil tage et kig i jeres lokalområde efter arterne – især Sønderjylland (SJ) og Nordvestjylland (NWJ) er i særdeleshed understuderet!

Smid gerne et foto eller en bid tekst op i tråden med jeres fund – også selvom de allerede er fundet i de pågældende distrikter ;-)

ASK

Arthrocnodax fraxinellus (mangler: B, NWZ, SJ, WJ, NWJ, NEJ) – artens larver lever af galmiden Aceria fraxinivora, som fremkalder de karakteristiske ”askeblomkålsgaller” på asketræer. Galmyggelarverne overvintrer i små, hvide kokoner – gerne flere sammen. www.fugleognatur.dk/artintro...

BIRK

Semudobia betulae (mangler: SJ, NWJ) – orange larve i let opsvulmet birkefrø med tydeligt ”vindue” og lidt reducerede vinger. www.fugleognatur.dk/artintro...

Semudobia skuhravae (mangler: LFM, F, SJ, NWJ) – orange larve i opsvulmet rakleskæl. www.fugleognatur.dk/artintro...

Semudobia tarda (mangler: LFM, F, SJ, NWJ) – orange larve i markant opsvulmet birkefrø med utydeligt ”vindue” og kraftigt reducerede vinger. www.fugleognatur.dk/artintro...

BUKSBOM

Monarthropalpus flavus (mangler: B, SZ, NWZ, LFM, SJ, WJ, NWJ, NEJ) – hvide larver i runde pustelgaller i bladene; ofte ses en misfarvning i yderkanten af gallen. Skal eftersøges i bynære miljøer! www.fugleognatur.dk/artintro...

BYNKE

Rhopalomyia baccarum (mangler: B, LFM, SJ, WJ, NWJ, NEJ) – på rodhalsen tæt ved – eller under – jordoverfladen ses en række opsvulmninger, hver indeholdende larver. www.fugleognatur.dk/artintro...

ENE

Oligotrophus juniperinus (mangler: SZ, F, SJ, NWJ) – gallen består af to, modificerede nålekranse: den yderstes spids bøjer bagund, mens den inderste er kort og afrundet. Indeholder en enkelt orange larve. www.fugleognatur.dk/artintro...

Oligotrophus panteli (mangler: SZ, F, SJ, WJ, NWJ) – samme som ovenstående, men den spidserne af den yderste nålekrans bøjer ikke bagud og gallen er basalt mere pæreformet. www.fugleognatur.dk/artintro...

HASSEL

Contarinia coryli (mangler: WJ, NWJ, NEJ) – hvide larver lever i lokalt opsvulmede hasselrakler. Larverne forpupper sig i jorden, og der er forvekslingsmulighed med en galmide, så fotodokumentation er at foretrække! www.fugleognatur.dk/artintro...

HINDBÆR

Lasioptera rubi (mangler LFM, NWJ) – orange larver lever i lokalt opsvulmede stængler på Rubus spp. (oftest hindbær). www.fugleognatur.dk/artintro...

MARTSVIOL

Dasineura odoratae (mangler: LFM, EJ, WJ, NWJ) – hvide larver, ofte i kokoner, lever i bladrandsgaller KUN på martsviol. Gallerne er tidligt fremme og kan erkendes allerede fra marts af. www.fugleognatur.dk/artintro...

SKOV-STILKAKS

Mayetiola hellwigi (mangler: B, F, EJ, SJ, WJ, NWJ, NEJ) – hvid larve i et mørkebrunt puparium i opsvulmning lige over ”knæet”. Sikker ID af værten er et must. www.fugleognatur.dk/artintro...

TAGRØR

Giraudiella inclusa (mangler: B, F, SJ, WJ, NWJ) – hvid larve i små riskorns-store opsvulmninger i stænglen. De indsunkne (forladte) sorte galler er nemmere at erkende. www.fugleognatur.dk/artintro...

Lasioptera arundinis (mangler: B, NWZ, F, EJ, SJ, WJ, NWJ, NEJ) – store, hvidlige larver ligger i fortykkede og svampeinficerede sideskud på tagrør; fjern evt. bladskeden, så er det nemmere at se. www.fugleognatur.dk/artintro...

… for de ”hardcore” kan der også nævnes Lasioptera flexuosa www.fugleognatur.dk/artintro... og L. hungarica www.fugleognatur.dk/artintro..., hvis larver begge kan findes i stængelspidsen på tagrør uden at fremkalde tydelige galler. De skal adskilles på larve-morfologi og +/- tilstedeværelse af en symbiotisk svamp i stænglen.

ÆDELCYPRES

Cupressatia siskiyou (mangler: NWZ, SJ, WJ, NWJ) – orange larve eller puppe i frø af ædelcypres. Hvide eller gullige larver er chalcidoide snyltere. Små som store byer har typisk en ædelcypres eller to stående, og jeg har endnu ikke fundet uinficerede træer. www.fugleognatur.dk/artintro...

God jagt!



Foto: Simon Haarder

De senest indberettede arter i Naturbasen: