|
|
|
Huladalens hemmelighed
Forårets helligdage er en dejlig ting, der giver en masser af muligheder. Således benyttede jeg Bededagsferien til en lille tur til Israel. Med afrejse efter arbejde torsdag og hjemkomst mandag gav det tre fulde dage i felten med brug af kun en feriedag. Mit hovedfokus var – som sædvanlig - padder og krybdyr, men det blev selvfølgelig også til både invertebrater, fugle og pattedyr. Som et overvejende ret tørt land har Israel en langt mere artsrig krybdyr- end paddefauna, og jeg fik da set en del slanger, øgler og skildpadder, gik desværre også glip af nogle arter, jeg havde håbet at se. Denne gang var turens højdepunkt imidlertid ikke et krybdyr, men en af landets blot otte hjemmehørende paddearter. Den endemiske art Latonia nigriventer, lad os på dansk kalde den Hula malet frø, blev først opdaget opdaget i 1940, da to fuldt udviklede eksemplarer og to haletudser blev fundet i et vådområde i Huladalen i det nordlige Israel. Uheldigvis blev de to voksne individer placeret i samme beholder, og da den ene var væsentligt større end den anden, havde man pludselig kun et individ. På grundlag af dette fund blev arten i 1943 beskrevet, dengang som Discoglossus nigriventer Næste fund, et enkelt voksent individ fundet i samme område, skete først i 1955. I årene herefter blev sumpene i området drænet som led i bekæmpelsen af malaria og indvindingen af nyt landbrugsland. Et ganske lille restområde på 2 kvadratkilometer sumpe ud af de oprindelige mere end 85 blev i 1964 beskyttet som naturreservat, men tilsyneladende var det for lidt og for sent til at redde denne særegne frø. Arten syntes forsvundet for altid, stort set inden man vidste noget som helst om den. Efterfølgende eftersøgninger, også i vådområder i det nærliggende sydlige Libanon, var resultatløse. I 1990 oversvømmedes en del af den sydlige Huladal og reetableringen af sumpene på nogle af de mindre egnede dyrkningsarealer påbegyndtes. Dette var til stor gavn for ikke mindst fuglelivet i området, der i dag er et populært ornitologisk udflugtsmål. Frøerne var det jo nok desværre slut med forlængst. Som den første paddeart blev arten i 1996 erklæret uddød af IUCN, 41 år efter det seneste fund. I 2011 blev den så, særdeles overraskende, genopdaget i form af et enkelt voksent individ, fundet indenfor naturreservatets grænser, mindre end 5 km fra de tidligere fundsteder. Dette afstedkom selvfølgelig en ihærdig eftersøgnings- og forskningsindsats, og den er siden fundet i og omkring flere vandhuller i området. Således anslåes dens udbredelsesområde i dag at være på (mindst) 6,5 kvadratkilometer, og den er kendt fra knap 200 eksemplarer, alle livsstadier iberegnet. Mindst lige så opsigstvækkende som afdækningen af dens nuværende udbredelse var resultatet af de morfologiske og genetiske undersøgelser af de første af de nyfundne indidvider, der i 2013 førte til, at arten blev reklassificeret fra slægten Discoglossus, hvor den var grupperet sammen med 6 nulevende arter udbredt i det vestlige Middelhavsområde, til slægten Latonia. L. nigriventer, kraftigt bygget med en kropslængde på op til 13 cm, er den eneste nulevende repræsentant for denne slægt af kæmpefrøer. De øvrige, med kropslængder på op til 20 cm, er kun kendt fra end 3.000.000-25.000.000 år gamle fossiler, og nigriventer synes kun at at have udviklet sig uhyre lidt siden i forhold til disse. Den nærmeste fælles forfader til slægterne Discoglossus og Latonia dateres 32.000.000 år bagud i tid, og vore nulevende Discoglossus-arter er halvt så store som Hula malet frø, og i langt højere grad landlevende end denne synes at være (kendskabet til dens levevis er endnu stærkt begrænset). Jeg var så heldig at finde tre eksemplarer af denne fantastiske frø Store Bededag om aftenen, i sandhed en drømmeart for en enhver hobbyherpetolog – her et par billeder... |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.