|
|
|
Om at samle mos
Om at samle mos En af de sikre fordele ved at interessere sig for mos er, at mange mange mos-arter har deres udviklingsmæssige højdepunkt om vinteren, hvor det meste andet ligger i dvale. På den årstid er mosserne en god løsning, når man savner noget grønt, interessant, varieret og med smukt formede detaljer. Man skal bare lige have forstørret planterne tilstrækkeligt. Set i myreperspektiv vil mosserne give én store æstetiske oplevelser Indsamling og opbevaring er intet problem, for arterne fylder ikke ret meget. Ingen skadedyr vil æde dem, og teoretisk vil belægget holde sig "evigt", hvis det opbevares tørt. Man kan let "genoplive" belægget ved at lægge et skud i vand, så vil skuddet for det meste få sin oprindelige 3-dimensionale form igen, selv efter flere årtier. Desuden er der i mosfloraen store muligheder for at gøre nyfund. Mange egne af landet er aldrig blevet set af moskyndige folk. Lidt om mosser generelt Der er flere grupper af mosser, som det er godt at orientere sig om, så man lettere finder frem til familier og arter. De almindeligste grupper er repræsenterede i F&N. En lille oversigt med korte beskrivelser følger her : 1) Bladmosser er oftest de dominerende, typisk med kraftig stængel og robuste blade. Hvis der er sporehuse til stede, er de robuste og åbner sig ved, at låget falder af. Der er efterhånden ret mange fotos af bladmosser i F&N, men der er meget langt igen. 1a) Tørvemosser (Sphagnum) hører til bladmosserne, men er specielle bl.a. ved at kunne opmagasinere store mængder vand. I tørt vejr vil man kunne klemme en del vand ud af en håndfuld Tørvemos, også fra mindre fugtige lokaliteter. Set ovenfra ligner skudspidsen lidt formen på en Edelweiss, med flere udstående grene, oftest i 5 bundter. Der er mange fotos af Tørvemosser i F&N. Arterne kan være grønne, brune og røde. Mange arter kan ikke bestemmes uden mikroskop. 2) Sortmosser vokser på sten og er små. Der er kun 1 slægt (Andreaea) med 2 arter i Danmark, begge sjældne. Sortmossernes sporehuse åbner sig i 4 spalter på sporehusets sider, når de er modne. Begge arter er i F&Ns Galleri. 3) Levermosser, hvis grønne dele enten er et løv, dvs. et smalt-bredt bånd med en ofte bølget kant, og oftest er tilhæftet underlaget med rhizoider på løvets underside, eller en ret skrøbelig, sprød stængel med 2 rækker bladlignende, ofte udadrettede lober (blade), og ofte nogle anderledes formede bugblade på stængelens underside. Foruden grønkorn har levermos specielle olielegemer i bladcellerne. De går dog til ved tørring. Sporehusene er kuglerunde, oftest på en gennemsigtig stilk (børste). Der er en del levermosser på F&N. 4) Hornkapsler har rundagtigt løv (1-3 cm i diameter), hvis bladceller kun har ét stort grønkorn, ingen olielegemer. Sporehusene er lange og tynde; de har 2 klapper, der springer op ved modenhed. De kun 2 arter gror på jord, men er begge sjældne. Voksesteder Nogle mos-arter er fleksible i valg af voksested, andre er meget kræsne. Nogle vokser vådt og tåler ikke udtørring, mens andre vokser glimrende på soleksponerede steder, der tørrer grundigt ud, når der er regnpause. Der er arter, der vil have kalkholdig bund, mens andre gror i surt miljø. Nogle vil gro på sten, andre på træstammer. Visse arter kræver en bestemt kombination af disse lokalitetstyper. Men som altid kan man støde på overraskelser (som bør vises en særlig opmærksomhed, - artsforskellene kan være små (mikroskopiske)), og der kan sagtens dukke arter op, som ikke står omtalt i de danske floraværker. Det er utroligt, at nogle mosser kan "leve på en sten" (se billedet). De af os, der har en flisebelagt, mos"befængt" terrasse, vil dog vide, at en afrensning med trykspuler afslører, at fliserne under mosbelægningerne bliver ujævn. Mosserne danner åbenbart stoffer, der opløser underlaget, så det kan optages som næring af mosplanten. Af samme grund er mosbevoksning på eternittage ikke sundt for tagets holdbarhed. Mindre utroligt er det, at ens græsplæne kan blive næsten kvalt i mos. Det er oftest samme art, Plæne-Kransemos (Rhytidiadelphus squarrosus), der er plageånden. Sidstnævnte er en fleksibel art, som også kan findes på fine kalkholdige orkidélokaliteter. Som det også er tilfældet hos karplanterne, kan de kræsne arter vanskeligt finde frem til egnede lokaliteter. Derfor er det også af vigtighed for mosser, at der er grønne forbindelseslinjer i landskabet. Der er også ekspansive arter, der har bredt sig stærkt i Danmark i de sidste årtier, f.eks. Stjerne-Bredribbe (Campylopus introflexus). Vanskeligere er det at erklære en mos-art forsvundet i Danmark, særlig sålænge Danmarks mosflora er så sparsomt undersøgt. Men nogle unilokale sjældenheder har ikke været set på den kendte lokalitet i mange, mange år. Man lever dog stadig i håbet, at disse arter pludselig findes på en ny lokalitet. Det er meget sandsynligt, at en sådan positiv mosnyhed ville blive offentliggjort først gennem Fugle & Natur. Om mossernes formering De 2 vigtigste spredningsmåder er ved kønnet formering og vegetativ spredning: 1) sporehuse m. sporespredning 2) vegetativ spredning (små stykker af planten - f.eks. ynglelegemer, topskud eller blade - løsner sig og er beregnet til at vindspredes eller på anden fysisk måde (f.eks. med fugle eller egern) spredes til et egnet voksested, eller ved udløbere (grønne, og overjordiske, eller blege og underjordiske), som enten længe bevarer kontakten til moderplanten, eller mister den med tiden). Sporen, der havner det rette sted, har kun enkelt kromosomsæt og kan derfor sammenlignes med en kønscelle (uden at være det). Efter spiringen dannes et meget fingrenet netværk af rodlignende, grønne tråde (protonema), som samler energi til at lave den grønne mosplante med stængel, blade og kønsorganer. Der er mos-arter, der ikke danner stængel, men har sporehuset siddende helt nede ved jorden på protonemaet, omgivet af nogle beskyttende blade. Nogle mos-arter danner både hunlige og hanlige kønsorganer på samme plante, andre danner kun det ene køn. Når sædcellerne fra de hanlige organer (antheridier) får kontakt med ægcellen i de hunlige organer (arkegonier) - oftest ved at svømme gennem regnvand - dannes sporehuset, som så får dobbelt kromosomsæt (2n). De tvekønnede (monoike monøjke) arter har kun kort afstand mellem de to køn og danner derfor ofte sporehuse, mens de enkønnede (dioike djøjke) arter sjældnere har mulighed for at danne sporehus på grund af afstanden mellen hun- og hanplanter. Nogle arter er i Danmark aldrig set med sporehuse, - de må være henvist til at formere sig vegetativt. Da sporehuset jo kan siges at være en vigtig del af pågældende art, kan man også stille sig den opgave at finde sporehuse hos almindelige arter, der sjældent ses med sporehuse. Man er ligesom ikke rigtig færdig med en art, før man har set den med sporehus også. Der ligger desuden en opgave i at finde ud af, hvad der er specielt ved den lokalitet, hvor sporehuse dannes, - er det hanplanterne eller hunplanterne, der er de mest kræsne i valg af lokalitet og derfor sjældnest af de to køn ? De dioike arter er mærkeligt nok ofte meget almindelige, - tænk bare på f.eks. Plæne-Kransemos og Hulbladet Fedtmos (Scleropodium purum), - de må have en meget effektiv vegetativ spredningsevne. Man kan sammenligne Plæne-Kransemos med Tråd-Ærenpris (Veronica filiformis), der heller ikke sætter frø i Danmark, men alligevel er blevet mere eller mindre allestedsnærværende. Om mosindsamling og bestemmelse Hvor går turen hen ? De første begynderture kan f.eks. fokusere på de almindelige, store jordvoksende arter. Her behøves plastposer og mærkesedler til indsamling. Man kan starte med 3-4 arter, som man mener at kende sikkert fra hinanden. Vigtige kendetegn er stængelfarve, bladenes stilling, form og farve, forekomst el. fravær af en tydelig midtribbe. Til dette er en håndlup (x 12-20) fordelagtig, ofte nødvendig. Evt. kan man tage notater i en særlig notesbog. De næste ture behøver ikke at være lange, bare ud i nærheden med en lup og nogle plastposer. Det kan anbefales, at man først søger at genfinde de almindelige fra de foregående ture. Senere kan man gå efter landskaber med varieret natur. Der kan være meget stor forskel på nord- og sydvendte skrænter i et åbent landskab. En tur til en gammel skov med nogle fugtige partier er givende. "Gode" moslokaliteter er kendetegnet enten ved stor artsdiversitet eller en stor forekomst af én eller flere sjældne arter. Ofte er kalkholdige steder artsrigest, særlig, hvor der er masser af lys og konstant fugtigt. Stenede vandløb i dybe skovdale er også eventyrlige steder. Mosser har ofte karakteristiske farver, undertiden også dufte og smag, som det er værd at mærke sig. Ofte kan man på lang afstand alene på en afvigende farve se, om det er umagen værd at kravle op ad den høje skrænt for at se, hvad det er, der giver stammen eller jorden den spændende farve. Og duften i den nyligt åbnede plastpose afslører, om man har samlet levermosset Kamsvøb. De vigtigste fagudtryk På Bryologkredsens hjemmeside findes en artikel, skrevet af Irina Goldberg, som beskriver og illustrerer de vigtigste udtryk, som behøves under mosbestemmelse. Den er MEGET nyttig, www.bryologkredsen.dk...Mos_vejledning.pdf - husk lige at spole lidt ned for at finde overskriften. Udstyr til indsamling Mosfolk arbejder meget individuelt. Her nævnes blot, hvad denne artikels forfatter har fundet praktisk på mosture (der ses bort fra kamera, stativ, etc. i denne tekst). Før det afgøres, om mosset skal samles, har man ofte brug for en god håndlup (x 12-20) for at se, om der er grund til at samle ind. Uden en rulle plastposer (2-4 liter) er man afskåret fra at sortere sine indsamlinger ordentligt. Det er fordelagtigt at have én art i hver sin pose, så den ene art ikke bliver væk i den anden. Man kan lægge en lille grenstump ned i posen sammen med belæg fra træ, en lille sten til arter fra sten, - jordmosser får intet. Med en god kniv kan man skære små barkmosser af, så de bliver siddende overskueligt på barkstykket. Kniven kan også være nyttig, når mosser fra sten og murværk skal løsnes uden at blive revet alt for meget i stykker. En stålske kan bruges til at skære det stykke jord op, som ser ud til at have en spændende mosflora. Jordklumperne med interessante ting lægges udelt ned i plastposen. Det kan godt se lidt komisk ud, når voksne mennesker går rundt og graver i jorden med en ske, for at botanisere efter mos i jordstykket med luppen oppe i næsehøjde. Men tit får man venlige bemærkninger, undertiden også tidkrævende henvendelser. Alle småposerne med belæg fra én lokalitet lægges i en plast-bærepose, som etiketteres. Det er ikke altid, at man bliver færdig med at etikettere og bestemme alle belæggene derhjemme efter turen, så etiketten i plast-bæreposen bør have dato og del- lokalitet med. Efter nogle ture kan man blive overrasket over, hvor små nogle mosser er, undertiden kun et par millimeter. Det kan være vanskeligt at forholde sig til sådanne småvæsener ude i felt, men også svært at transportere dem hjem, uden at de forsvinder i bunden af en plastpose med lidt tør jord og andet genbrugssnuller. Nogle samler dværg-arter i køkkenrulle, som lægges i plastpose. Først under stereoluppen kommer de til deres ret. Hjemkommen med indsamlingen er det fordelagtigt at have en stereolup, som simpelthen er praktisk, når de rigtige skud skal vælges ud, og når man evt. får behov for at trække et el. flere blade af stængelen til nærmere undersøgelse. En pincet med bøjet spids, f.eks en tandlægepincet, er uundværlig. Også en nål med skaft er et praktisk dissekérværktøj. Tørre mosplanter kan blødes op, - man kan bruge en lille samling stål-æggebægre eller petriskåle til det formål. Det kan lade sig gøre at få et godt overblik, når planten undersøges under stereolup, og her får man tit fine æstetiske oplevelser, måske særlig, når planten gennemlyses nedefra, men selv med 40 x forstørrelse skal man ikke forvente at kunne artsbestemme alle mos-arter. Et nogenlunde godt mikroskop vil da være uundværligt. Hvis mosbestemmenøglen forlanger et tværsnit af stængel eller blad, kan man snitte med "gammeldags" barberblade, eller man kan købe en skalpel med udskiftelige klinger. For at skåne klingen snittes på en hård nylonplade. Det kræver øvelse at skære tilstrækkeligt tynde snit, men ét godt snit ud af mange dårlige er ofte nok. Det er praktisk at fastholde blade el. stængler, der skal tværsnittes, under kanten af et objektglas, og så snitte langs med kanten af objektglasset. Efter hvert snit rykkes objektglasset mindst muligt tilbage før det næste snit. "Bunken" af snit samles sammen over i en vanddråbe på et nyt objektglas og dækkes med et dækglas (uden pres). Mos-herbariet Opbevaringen er ret enkel. Der findes store herbarieark med mosplanter opklistret. Det ser fint og professionelt ud, men belægget kan ikke undersøges igen, hvis bestemmelsen viser sig at være tvivlsom. En bedre (og billigere)opbevaring er i papirkonvolutter, som samles i kasser, f.eks. ordnet alfabetisk Bestemmelse Det er ikke nok at bestemme mosser efter F&N´s Galleri, men man kan bestemt få ideer til, hvor det snerper hen ad. Litteratur er uundværlig, helst bøger med bestemmenøgler, kombineret med illustrationer. Den danske mosflora I. Bladmosser (Gyldendal 1976)(ISBN 87-01-30371-6) er udmærket (fås nu kun antikvarisk, eller som download fra Bryologkredsen.dk. Smith: The moss flora of Great Britain and Ireland (Cambridge 1978)(ISBN 0-521-21648-6) er også fin, men denne artikels forfatter er ikke selv særlig opdateret, og vores Forum vil sikkert være et godt sted at søge råd. Kan man få fat i den gamle Skandinaviens bladmossflora af C. Jensen (Munksgaard 1939), er det et absolut anbefalelsesværdigt køb. Den er på svensk og dækker det nordiske område. Det er en dejlig bog. Kniber det at blive sikker på bestemmelsen (hvilket nærmest er reglen mere end undtagelsen), kan man kontakte den danske mosforening, Bryologkredsen, som har til opgave at fremme interessen for kendskabet til den danske mosflora. Den har sin egen hjemmeside. Efter en del knoklen med egne bestemmelser vil det være en stor fornøjelse at komme på tur med erfarne folk, som bare kan sige, hvad mosserne hedder uden alt det dér pilleri. Mosserne har nemlig, ligesom andre arter, deres specifikke udseende, så man efter nogle år lærer sig, f.eks., at "den dér har jeg ikke set før". Er man så vidt, er man fanget, og enhver spadseretur blevet rigere. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.