Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

14. august 2017

Hvilken rød alge i vandhul?

Hej fugle og natur folk

Er der nogen der ved noget om røde alger i ferskvand? Hvor de kommer fra og hvad man kan gøre ved dem? Eller hvem man kan spørge?

I et nyetableret kunstigt vandhul/havedam fra efterår 2016 er vandet blevet rødt i løbet af de sidste måneder. Ved nærmere eftersyn er det en tynd rød aflejring på dugen og stenene, som er i berøring med vandet og giver vandet et rødt skær.

Vandhullet bliver forsynet med regnvand fra et tagareal, så måske det kan være en kemisk reaktion. Anlægsgartneren har forhørt sig hos en tagmand, som ikke har set den form for kemisk reaktion før.

Mine kolleger på Naturhistorisk Museum Aarhus har set på en prøve af vand og aflejring under stereolup og mikroskop, og mener det er algevækst, men kan ikke sige noget mere specifikt.

I de rød-brune skyer af organisk materiale var der en masse små røde kugler, som kunne være en passiv form eller dvaletilstand. Desuden gemte der sig i algerne små gennemsigtige larver med sorte øjne og store kæber, som spiste af algerne.

Tankerne kom også forbi de ti plager i Biblen, hvor vandet bliver til blod og fiskene dør. Farven i vores vandhul ser forkert ud, men er det giftigt? Der er skøjteløbere, vandkalve og gule iris i kontakt med vandet, som ser ud til at trives. Men de kan være tilpassede og måske har det en anden effekt på mennesker.

Spørgsmålet er om algevæksten er kommet midlertidigt, mens vandhullet finder en naturlig ligevægt? Eller skal der gøres noget ved det? Og i så fald hvad?

Jeg håber, at nogen har et bud, der kan bringe os tættere på en forklaring og en løsning.

På forhånd tak!

De bedste hilsner

Anna Bonnichsen


Foto: Anna Bonnichsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: