Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
19. september 2017
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Nyheder

Jens Søgaard Hansen
Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark (Læst 641 gange) Postet d. 02-09-17 kl. 12:39
Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark (På de godt 60 m mellem Fakta og min hoveddør går man forbi nogle store buske af dværgsyren. Et fanta)
Jens Søgaard Hansen har vedhæftet dette billede
Klik på billedet for original størrelse (1038 x 708)

På de godt 60 m mellem Fakta og min hoveddør går man forbi nogle store buske af dværgsyren. Et fantastisk og ikke mindst velduftende skue først på sommeren. Dem har jeg efterhånden gået forbi rigtig mange gange de seneste år og således også onsdag den 9. august 2017.

Aftenerne forinden havde stået på Otiorhynchus jagt i det lokale villakvarter efter tip fra Jan Pedersen. En række snudebiller i slægten Otiorhynchus kommer nemlig frem efter mørkets frembrud og kan findes på især liguster og syren. Deres tilstedeværelse afsløres dog let om dagen ved at tjekke for gnav på bladene. Så da jeg endnu engang går forbi buskene på vej hjem slår det mig, at jeg naturligvis også lige må tjekke disse for billegnav. Og jo, der var billegnav – i mængder overalt på buskene!

Ud på aftenen går turen således de 20 m over til buskene og snart ligger op mod 100 biller i bakken. Helt som ventet er den klart mest talrige O. crataegi, men også et par let genkendelige O. ovatus og enkelte af den lidt mere anonyme O. smreczynskii. Alle arter der også havde fundet vej til bakken dagene forinden. Men udover disse velkendte arter, var der også en noget større rødbrun art, som ikke umiddelbart gav nogle associationer til noget velkendt.

Et hurtigt tjek af såvel hjemlige som sandsynlige potentielle nye arter for landet gav ingen oplagt kandidat. Først efter gennemgang af samtlige Otiorhynchus arter på BeetleBase var der én som lignede – den 4. sidste på listen – Otiorhynchus cribricollis! Bestemmelsen er senere bekræftet af Palle Jørum, Jan Pedersen m.fl.

Arten O. cribricollis stammer oprindeligt fra landene omkring Middelhavet, men er i dag indslæbt til bl.a. Acorerne, Australien og Nordamerika (Magnano 2010). Den kendes også fra Schweiz, Belgien og med fund et stykke nede i Tyskland. I Polen blev den fundet første gang i 2004 (Wanat et al. 2011) og i England i 2007 (Harrison 2008). Fra Norden kendes arten kun tidligere fra en lille bestand som sås nogle år i et drivhus i Bergianska trädgården, Stockholm omkring årtusindskiftet (Fägerström et al. 2010).

O. cribricollis tilhører underslægten Arammichnus, som bl.a. kendes på, at den yderste del af forskinnebenene er kraftigt udvidet såvel udad som indadtil. Den største forvekslingsmulighed er O. indefinitus (syn. dieckmanni), men adskilles bl.a. fra denne ved at have et mere jævnt rundet pronotum, fladt tilliggende korte hårlignende skæl på dækvingerne samt være en anelse større 6.2-7.8 mm mod O. indefinitus’s 5.3-7.5 mm.

O. cribricollis er således endnu en tilføjelse til den efterhånden lange liste af Otiorhynchus arter, som er til at finde på diverse havebuske. Langt størstedelen af arterne er nataktive og gemmer sig om dagen, men deres tilstedeværelse afsløres let ved at tjekke for gnav på bladene. Det er specielt på liguster, syren, rhododendron og cotoneaster man finder arterne, men man bør i princippet kigge efter gnav på samtlige havebuske. Arterne kan ikke flyve og spredes således i stedet med planter og jord, der flyttes rundt. Flere af arterne opfattes som skadedyr. De voksne dyr kan lave udbredte skader på bladene, men det er nok larvernes gnav i rødderne, som udgør det største problem.

Udover de allerede registrerede arter i Danmark er der adskillige potentielle nye arter, som er truffet i flere af vores nabolande. Blandt disse er ikke mindst arterne O. inflatus, O. mastix og O. armadillo meget oplagte. Men flere andre arter kunne lige så vel tænkes, at blive den næste nye Otiorhynchus for Danmark. Hermed en opfordring til, at kigge efter billegnav på din næste tur ned til din lokale Fakta.

Flere fotos af arten ses her: - se linket HER

Mvh. Jens

Kommentér

Lars Thomas
#1 Kommentar postet d. 02-09-17 kl. 20:07. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Du har godt nok en god Fakta Tillykke med kræet.

Kommentér

Bo Valeur
#2 Kommentar postet d. 03-09-17 kl. 19:31. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Tillykke Jens med endnu en fin art

En handleart..., det må prøves

mvh

Bo

Kommentér

Linda Kjær-Thomsen
#3 Kommentar postet d. 04-09-17 kl. 00:49. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Nattelusk er et glimrende supplement til lyslokning!

Så nu har jeg ingen undskyldning for ikke at anskaffe en pandelampe!

Tillykke!

Kommentér

Morten Kofoed-Hansen
#4 Kommentar postet d. 04-09-17 kl. 07:44. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Stort tillykke med endnu et målrettet sats, der gav pote, Jens. Og så har du da godt nok styr på Fakta.....tak for en god beretning.

mvh Morten

Kommentér

Erland Refling Nielsen
#5 Kommentar postet d. 04-09-17 kl. 20:23. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Super sejt Jens

Kommentér

Jens Søgaard Hansen
#6 Kommentar postet d. 05-09-17 kl. 16:41. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
I skal have mange tak Og jo, jeg er kæmpe fan af fakta på alle tænkelige måder - hermed endnu én

Du må helt klart få anskaffet dig en pandelampe Linda Og det hårde forarbejde kan trods alt laves om dagen, hvor diverse buske mm. kan tjekkes - for derefter at høste frugterne når det bliver mørkt. Der er et stort potentielle for at finde nye arter og om ikke andet, at få registreret nogle af de relativt nytilkomne arter på nye lokaliteter. F.eks. virker det som om, at O. smreczynskii faktisk er relativt almindelig i Københavns området. En art der var nul observationer af her på siden for en lille måned siden.

Mvh. Jens

Kommentér

Klaus Bek Nielsen
#7 Kommentar postet d. 06-09-17 kl. 11:10. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Fantastisk historie med god inspiration, Jens. Supergodt gået

Hilsen Klaus

Kommentér

Jens Søgaard Hansen
#8 Kommentar postet d. 09-09-17 kl. 14:39. Emne: Snudebillen Otiorhynchus cribricollis (Gyllenhal, 1834) ny for Danmark
Mange tak Klaus! Og helt vildt, at der bare skulle gå nogle få dage for at finde den næste nye for Danmark... Otiorhynchus armadillo

Mvh. Jens

Kommentér

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondata | Translator