|
|
Historien om Scolopostethus grandis.....
.....og en lille smule affinis og thomsoni. (Til folk der måtte kløjs i teksten, er der spændende billede til sidst.) I starten af april 2017, hvor jeg ikke havde noget synderligt at give mig til, gik jeg ned i vores baggårdshave, for dog at finde lidt kravl, jeg kunne give mig i lag med. Jeg bor tæt ved Ringgaden og Botanisk Have i Århus og haven, der ved gud ikke er noget at skrive hjem om, (den består primært af hæk og græsplæne) har dog et hjørne med lidt høje tjørn og hyld og en lille skravlet kompostbunke på 1x1 meter. Denne lille bunke af tørt hækafklip og lidt jord havde jeg så udset mig til en nærmere undersøgelse. Lidt kunne der vel være at hente? Det var nu meget sparsomt, -lidt edderkopper og bænkebidere. En enkelt frøtæge var der dog også. Det er jo altid lidt spændende, -og ikke for at undervurdere edderkoppeordenen. Der er bare så frygtelig mange små og grå edderkopper i sådan en bunke kviste. Ved et nærmere kig kunne jeg se, at frøtægen var i slægten Scolopostethus. Hm, -ikke denne nemmeste slægt på jord. Og så jeg blev forvirret. For anden antenneled var mørkt ved spidsen, og det kunne vel kun betyde S. thomsoni, -altså bortset fra at den så havde et par tuberkler (torne) mellem det første og anden hoftepar. Og så måtte det vel være S. affinis…. eller hva’? I forum med dyret og efter nogen skriven frem og tilbage med Werner Meng, blev den dømt til at være S. grandis!!! Første gang registreret i landet i 1985 af Hans Thomsen Schmidt i Østjylland. Fundet igen et par gange stadig i midt firserne og så ikke siden. Så bliver jeg altid noget skeptisk, -men den så jo rigtig nok ud og blev selvfølgelig straks ob’set på F&N . Beklageligvis havde jeg sat dyret ud igen, hvilket nu førte til en veritabel jagt efter dyret. Den var dog helt igennem forsvundet! Til gengæld fandt jeg intet mindre end 33 stk. S. affinis i min mini-kompostbunke i løbet af de næste dage. Det gjorde mig i det mindste noget klogere på denne art. Bl.a kunne jeg konstatere, at det gængse maksimumsmål på 4mm på ingen måde holder. Et gennemsnit på 4mm kunne jeg få, og dermed var der op til flere eksemplarer, der nåede de 4,5mm. Så gik der bare syv dage, så stod jeg igen med én, der mistænkelig meget mindede om en S. grandis. Nu blot fra Botanisk Have. Werner Meng havde jo grumme gerne, ville have et eksemplar til samlingerne på Naturhistorisk Museum i Århus. Efter at have set billeder af dyret var han ikke i tvivl om, at denne også måtte være grandis, og han fik eksemplaret. Nu gik det så hverken værre eller bedre end, at Werner ombestemte sig flere gange og til sidst endte med at mene, det måtte være en affinis. Dette gjorde mig nu så usikker på det første dyr, jeg havde registreret som S. grandis. For kunne man ikke stole på de kendetegn, vi havde kigget på. I dette tilfælde især 2. antenneleds mørke spids. Så jeg slettede simpelthen observationen. Og så stod den ligesom der.... ...og nagede et års tid. En dag lå der så en forespørgsel fra Lars Skipper i min mailboks, -om han og Ole Fogh Nielsen måtte bruge et billede, jeg havde taget og lagt op på F&N af Peritrechus angusticollis, til deres nye frøtæger bog. (Og til de folk der endnu ikke er steget af teksten, må det være passende med link til anmeldelsen af bogen, som kraftigt kan anbefales.) www.fugleognatur.dk...show_message Det måtte de selvfølgelig gerne. Og så var det da oplagt lige at spørge, om de ville tage et kig på mine billeder af mine to måske-grandisser. Yes! Thumbs up! Det var som Werner havde sagt fra staten begge grandis. Nu måtte der lig på bordet! For hvis jeg kunne finde en i min kompostbunke sidste år, så kunne jeg vel igen! Teorien var så, med erfaring fra sidste års forgæves forsøg på at genfinde dyret, at kompostbunken måske kun var overvintringsplads, og at de skred til andre jagtmarker i løbet af april. Så jeg måtte se at komme i gang, da første april nu var passeret. Og bid blev der. Hele fem grandis-lookalikes kom på krogen! Og det blev meget hurtigt klart, at med både affinis og ”grandis” i sortérbakken, var det ret let at spotte dem, der måtte være grandis. Når en stor Scolopostethus med forholdsvis rolige bevægelser og et rødbrunt udseende var spottet, tænkte jeg grandis. Affinis havde klart et gråligt udtryk og piskede generelt noget mere energisk rundt i bakken. Nu skulle det så bare lige konfirmeres af Ole. Men han kom først på Naturhistorisk ugen efter. Og min professionelle tilgang til at aflive kræene var nærmest lig nul. Eller rettere det gør jeg bare ikke! Har også andre til at slå min leverpostejmad ihjel for mig. Men Ole mente, hvis Søren Tolsgaard ellers var i byen, så kunne han vel nok eksekvere opgaven (putte frøtægerne i sprit(hvor svært kan det være!)) og transportere dyrene til Museet. Og som sagt så gjort. Og hurtigere end mit lokale pizzabud kan movere sig til min adresse med min sædvanlige nr. 19, stod Søren i min entré. Og så var det nat for tre styks Scolopostethus…...for han fik altså kun tre! For man skal jo altid huske at give noget tilbage af det, man har tage fra naturen. De blev så alle godkendt som Scolopostethus grandis og sidder nu klistret til et stykke pap med data ud i al evighed. Men det jeg egentlig ville med denne…øh høm…lille skrivelse, var, at vise lidt billeder og noget beskrivelse af især forskellen mellem S. affinis og S. grandis som er de to arter af Scolopostethus, der har tuberkler mellem første og andet hoftepar. Muligheden kunne jo så være at andre fik blod på tanden, og der dermed måske kom nogle flere registreringer af grandis. Lad os starte med de tre ”stensikre” kendetegn for S. grandis: 1. 2. antenneled mørkt ved spidsen og tit et godt stykke ned af leddet. 2. Tuberkler (torne) mellem 1. og 2. hoftepar (tydeligst ved hannen) 3. Sugesnablen når kun til 2. hoftepar. Her billede af en S. grandis, hun. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.