Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

30. juli 2018

Fjertyven

Kirk Wallace Johnson

The Feather Thief

Beaty, Obsession, and the Natural History Heist of the Century

Hutchinson 2018

Hvis du altid har gået og drømt om at læse en bog, der handler om victorianske laksefluer, klassisk musik, Alfred Russell Wallace, paradisfugle, PTSD, Charles Darwin, det store indbrud på det naturhistoriske museum i Tring i England i 2009, 17-1800-tallets mani med fjer, forbryderes evne til at bortforklare deres lovovertrædelser, samt en god del evolutionsteori, så er der mulighed for at få drømmen opfyldt nu. Du skal ganske enkelt læse Kirk Wallace Johnsons spændende og mærkelige bog ”The Feather Thief”, der handler om naturhistorie, samlermani, besættelse og forbrydelser i nogenlunde lige store mængder.

Det hele begyndte i sommeren 2009, da den 20-årige amerikanske fløjtenist Edwin Rist brød ind i det naturhistoriske museum i Tring i England, og fyldte en kuffert med sjældne og videnskabeligt set uerstattelige tropefugle, blandt andet indsamlet af naturforskeren Alfred Russell Wallace, der formulerede en evolutionsteori samtidig med Charles Darwin.

Rist, der var et musikalsk vidunderbarn, var også en fremragende fluebinder, og han var blevet besat af den helt særlige disciplin indenfor fluebinding, der hedder victorianske laksefluer. De havde ikke den store praktiske fiskeværdi, men skulle snarere ses som egentlige kunstværker. Problemet med dem er bare, at de oprindelige opskrifter til disse fluer, der blev formuleret i løbet af 1800-tallet, foreskriver, at man skal bruge sjældne tropefugles fjer – paradisfugle og andre farvestrålende arter. Den slags fjer falder man ikke sådan lige over, og de få personer, der interesserer sig for denne kunstart i dag, er villige til at betale store summer for enkelte fjer, for slet ikke at tale om hele skind.

Rist var overbevist om, at de mange tropefugle han stjal ikke alene kunne skaffe ham mange penge, men også den berømmelse og anerkendelse i fluebindernes verden, som han selv syntes han fortjente. Og så var det vel heller ikke værre at stjæle sådan en bunke skind. De lå jo bare i nogle skuffer, og blev ikke rigtigt brugt til noget…

Og hvad skete der så? – Ja, se det synes jeg selv I skal læse bogen for at finde ud af!



Foto: Lars Thomas

De senest indberettede arter i Naturbasen: