Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

14. maj 2008

Nutidens ukrudt - oldtidens nytteplante

Hvidmelet gåsefod anses idag som et besværligt ukrudt på markerne. I oldtiden var det en udbredt nytteplante, der blev udnyttet og dyrket.

Man har fundet tegn på at den blev brugt fra jægerstenalder, f.eks. Tybrind Vig og til jernalder, fra maveindholdet af moselig.

Planten er vitaminrig, indeholder mineraler og smager rigtig godt til fisk og kød, nye kartofler og grønsager. Det er en rigtig forårsgrønsag. Sæsonen er kort, planten skal høstes og spises mens den er ung, sprød og ikke har sat blomster.

Det er netop nu man skal finde den og man kan udmærket fryse den ned, hvis man høster meget. Kig efter den på markerne eller ved stranden. Den kan ikke forveksles med eventuelle giftige planter.

Tilberedning:

Pluk de unge planter, mens de er max 10-12 cm høje og inden de har sat blomster. Skyl planterne og damp dem i vand indtil de bliver bløde. 2-3 minutter ca. Hæld planterne i en sigte og lad vandet dryppe fra. Når de er afkølet lidt, så tager man grønsagen op med hånderne og knuger væden fra.

Man hakker nu gåsefoden ganske let, altså grovhakning, bare for at få stænglerne i mindre stykker. Nu kan man fryse gåsefoden ned til senere brug eller straks gå igang med selve tilberedelsen.

Så svitses løg og hvidløg/ eller ramsløg på en pande i olie og den dampede gåsefod kommes i sammen med salt og peber. Det skal blot svitses i olien et øjeblik, da gåsefoden jo allerede er kogt mør/næsten mør.

Man kan nu tilsætte et par hele chilipebere, hvis man kan lide det og evt. røre lidt fløde ved. En anden mulighed er at røre lidt hytteost i blandingen, når det er afkølet lidt.

Ligesom ved spinat skal man beregne en hel del friske planter til en ret. Det falder jo sammen ved dampningen.

Fotoet viser gåsefod, sådan som man ser den i disse dage.

God appetit!

Jens



Foto: Jens Lund Hansen

De senest indberettede arter i Naturbasen: