Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

28. november 2018

En billebibel der kræver armkræfter.

Stephen Marshall

Beetles

The Natural History and Diversity of Coleoptera

Firefly Books 2018

Hvis denne fantastiske bog overhovedet har en fejl, så er det dens omfang. 784 sider, 22 x 28 cm, og en vægt på omkring 2½ kg gør, at den er dødbesværlig at læse i. Man kan ikke ligge i sofaen med den uden at få krampe i armene eller risikere en brækket næse, fordi man taber den. Man kan heller ikke sidde i en stol uden at føle sig som en vægtløfter (måske kan den bruges til styrketræning?), og man kan da slet ikke have den med i toget eller i flyveren hvis man skal ud at rejse. Man er nødt til at sidde ved et bord og studere den som om man læste til eksamen.

Når det er sagt, er det en på alle måder utrolig bog. Hvis man er interesseret i biller, kan jeg ikke forestille mig noget værk, der giver en bedre oversigt over hvad der trods alt er verdens største dyregruppe. Teksten beskriver billernes økologi og levevis i spændende detaljer, og ikke mindst deres utrolige variation. Der er naturligvis ikke plads – selv i en bog af det omfang – til at beskrive alle biller, men samtlige familier, og nogle gange endda helt ned til underfamilier, får et ord med på vejen – nogle gange ganske mange ord – så man kommer hele vejen rundt i billernes verden. Der er endda en nøgle sidst i bogen, der gør det muligt at placere en given bille i en bestemt familie.

Og så er bogen for resten også illustreret med noget i retning af 4500 fotos af billeder, stort set alle sammen taget af forfatteren selv. Det er et utroligt arbejde, der enten må have taget år, eller også vidner om en forfatter med et utroligt energiniveau – i betragtning af, at han allerede har skrevet to bøger af stort set samme omfang – den ene om fluer, og den anden generelt om insekter i Nordamerika, fristes man til at tro, at energiniveauet sprænger den normale skala.

Og så er der jo lige nogle af historierne som bogen også er fyldt med. Historier der kan overbevise en om, at biller virkelig er noget særligt. Der er jo f.eks. Platypatrobus lacustris, der kun lever i væggene i bæverhytter. En god nabo til Platypsyllus castoris, der kun lever på bævere.

Eller hvad med den australske Juladimorpha bakewelli, hvor hannerne i en periode lod sig overvælde af mønstret i bunden af bestemte australske ølflasker, og parrede sig med dem i stedet for med deres egne hunner (bryggeriet har sidenhen ændret designet på deres flasker, siges det).

Nogle biller er store, og nogle er små – meget små. Billerne i slægten Thorictes holder til på antennebaserne af myrer, hvorfra de kravler ud og tager for sig af små fødepartikler eller væsker som myrerne kommer i nærheden af.

Og skulle man være billesamler skal man måske overveje at gå i en stor bue udenom medlemmerne af slægten Zoopherus, der er så svært pansrede, at man er nødt til at bore huller i dem. Almindelige insektnåle bøjer eller knækker, hvis man forsøger sig med at presse dem igennem.

Og hele herligheden kan fås hos Natural History Bookshop for kun omkring 500 kroner – køb den, hvis du er interesseret i biller!!



Foto: Lars Thomas

De senest indberettede arter i Naturbasen: