Hvilken rokke?
I dag lå der en død rokke på hjørnet af Frysehuskajen og Notkajen i Hirtshals. Det er nok en af notbådene, der har efterladt den, så den kan være fanget nærmest overalt i det nordlige Atlanterhav. Den virkede til at være en god meter lang og ikke helt frisk, så med lidt influenzaefterdønninger valgte jeg "kun at nyde den" gennem kortvarigt åbent bilvindue og tage enkelte fotos. Jeg bemærkede tre rækker pigge langs hele halen samt to halvrunde finner nær halespidsen. I min 22 år gamle "Havfisk og fiskeri" (af Muus m. fl) vises sømrokke også med tre rækker pigge/torne på halen, men snuden er for rundagtig. Sortbuget rokke vises også med tre rækker halepigge, ligesom længden kan være OK, men farven er vist for lys på Hirtshalskræet, ligesom "vingespidserne" virker for runde. Pånær farven (som måske kan opnåes ved nogle dage i noten/garnet) virker hvidrokke som det bedste bud - eller har andre bedre forslag? I alt to fotos Mvh LP |