Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

22. februar 2019

Guldsmede responderede akut på den stabile varme sommer i 2018

De foreløbige optællinger fra det sidste år i Atlasprojektet Danmarks Guldsmede viser, at varmen og tørken havde en kraftig effekt på flere guldsmedearter – især når man sammenligner med det vejrmæssigt diametralt modsatte 2017 (Tabel 1).

Hos guldsmedene sås ændringer, der adskillte sig væsentlig fra de gængse årsudsving. Over halvdelen af arterne sås med markant øgede forekomster, og det særligt hos sommerarterne, hvor der også sås forlængede flyvetider. Der er tale om et mønster, det ikke kun går på tværs af de egentlige guldsmede og vandnymfer, men også på tværs af deres krav til levesteder. Der sås dog også nedgang hos et mindre antal arter. Med undtagelse af gulvinget hedelibel, der fortrinsvis sås som trækdyr, der kom i stort antal med de varme sydlige og østlige vinde, var der nedgang hos alle hedelibeller. Da hedelibeller i modsætning til de andre guldsmedearter overvintrer som æg, kan senvinteren i 2018 have haft en negativt indflydelse og dermed være en del af forklaringen.

Når sommeren er blæsende og nedbørsrig som i 2017, har det negativ indflydelse, ikke kun på de voksne guldsmede, når de skal kunne flyve rundt og fange føde, men også i det kritiske stadie, hvor larven forlader vandet og forvandles til et flyvende insekt. I kontrast skal de meget store forekomster af voksne guldsmede i 2018 formentlig ses som et udtryk for, at det stabile sommervejr har skabet særligt gunstige forhold. Ikke alene har der formentlig været en ekstra høj overlevelse hos de voksne guldsmede, men flere har formentlig også haft succes under forvandlingen. Der er tale om forhold, der ikke afhænger så meget af levested og vandkvalitet og derfor har haft en gunstig indflydelse på tværs af arter uafhængigt af forskellige tilpasninger.

Når det handler om arter med højt spredningspotentiale som bl.a. flere af guldsmedene har, så understøtter en sæson som 2018 ikke kun store forekomster, men også arters spredning til nye levesteder og dermed mulighed for genetableing på steder, hvorfra de regnes som forsvundet. Det gælder ikke kun generalister, der dog oftest er særlig begunstigede, men også arter, der stiller særlige krav til deres levested. Eksemplevis sås Åkande-kærguldsmed og Østlig Kærguldsmed, der begge regnes som uddøde i Danmark, og ikke har været set siden henholdvis 1912 og 1975. Begge arter blev i 2018 fundet på egnede levesteder i Østdanmark, hvor de grundet de gunstige vejrforhold formentlig har haft succes med at flyve ind fra vores nabolande. Ikke at sådanne langdistancespreninger med sikkerhed medfører genetablering af bestande, men de understøtter potentialet såfremt levesteder forsat forefindes gennem eksempelvis naturpleje og habitaforbedringer.

Kilde: Hansen, M.D.D., Olsen, K. & Holm, T.E. 2018: Sommerfugle og guldsmede responderede akut på den stabile varme sommer i 2018. Habitat nr. 18: 36-41 (dzs.dk...Habitat18_sps.pdf)


Foto: Tabel 1.

De senest indberettede arter i Naturbasen: