Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

24. maj 2008

Bleg Fuglegræs - en død almindelig "sjælden" plante

Jeg er med i Atlas Flora Danica-projektet, der har kørt siden 1992, og hvor den danske karplanteflora nyregistreres.

Da projektet startede kategoriserede man planterne efter bl.a. A-sjælden, B-sjælden på landsplan, men almindelig i nogle egne af landet og C-almindelig på landsplan.

Bleg Fuglegræs kom i kategori A. Om det så er fordi, den hidtil har været overset eller fordi, den har bredt sig meget de senere år, så kan jeg i alt fald konstatere at den er almindelig, stedvis overordentlig almindelig, på store dele af Øerne.

Den blomstrer nu her i ultimo april-ultimo maj/primo juni, hvor Almindelig Fuglegræs blomstrer året rundt . - Den ligner Almindelig Fuglegræs noget, men er ret let at kende fra på den gulligt/bleggrønne farve, kronbladene som er tydeligt kortere end bægerbladene - samt bladene som er smallere og mere tilspidsede end hos almindelig Fuglegræs.

Tag ud og registrer den i jeres lokalområde her de næste par uger! Om et par uger holder den op at blomstre og visner hurtigt væk!

Poul Evald



Foto: Poul Evald Hansen

De senest indberettede arter i Naturbasen: