Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

14. juni 2008

Morgenobs i haven

Herligt med en have med tætte og uigennemtrængelige områder af krat og urter, der har fået lov at passe sig selv og efterhånden indrette sig i en mosaik der tiltrækker en del fugle og insekter - en vild slyngrose har f.eks. fået lov at brede sig og har helt inddraget et 8 m højt grantræ og en lille del af krattet.

For et øjeblik siden blev jeg af to eksemplarer af voksen munk ledt hen til et bestemt hjørne af løvet. De voksne advarede, ingen sang fra hannen, ikke engang det sædvanlige klik (to små sten der slås sammen), men konstante nervøse stemmelyde. Jeg stod der længe og gloede, og opdagede så pludselig 3 nyudfløjne unger sidde klinet op ad hinanden på en lille gren. Nu opdagede jeg også to andre som sad tæt ved, alle med hunmunkens rødbrune kalot.

De sad godt nok ret sikkert for krager og skader derinde, men desværre sad de samtidig uopnåeligt rent fotomæssigt, bag et virvar af krydsende grene og blade. Kun ca. 3 m fra mig. Men jeg så da ungerne blive fodret flere gange af både den voksne han og hun. Så dem sidde og trykke sig sammen på grenen. En rigtig fin oplevelse.

Peter

De senest indberettede arter i Naturbasen: