Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

11. juli 2008

Om Olsens fatale nattemøde med mig…

Ikke alle Dagens Naturoplevelser kan pr. definition være positive, og det er min af slagsen denne gang da heller ikke:

I nat, da jeg for sidste gang inden sengetid kom ind ad døren for at lukke og slukke efter adskillige besøg på lagenet med lyslokning, så jeg til min store overraskelse, at jeg havde fået en blind passager med ind, den sad på mit bukseben, og jeg kunne straks se, at det var Olsen, for jeg har mødt ham før…

Nå, men for at jeg ikke i tilfælde af Olsens flugt over plankeværket skulle lede på 109 kvadratmeter lukkede jeg døren ind til entréen, så jeg kun havde vindfanget på få kvadratmeter til at lede efter og indfange Olsen og sætte ham på et fotografisk velegnet sted!

Jeg tilbød ham at sidde på noget sort stof, så han havde en fin baggrund til at fremhæve den grønne farve, men han sad der kun i få sekunder, slet ikke længe nok til, at jeg kunne blive skudklar.

Derefter satte han sig et øjeblik på glasset på yderdøren, og der stammer 1. billede fra!

Olsen fløj så lidt rundt i vindfanget og må have sat sig til ro et eller andet sted, jeg ledte højt og lavt, op ad vægge og bag jakker og hulrum, men han var væk!

Derefter gik jeg så ind til computeren for at se, om det ene billede af ham var brugbart, ellers ville jeg ud og lede efter ham igen for at tage et bedre billede, inden han blev lodset ud i natten igen…

Men ak, da jeg kom tilbage og åbnede døren til vindfanget lå han på gulvet og så meget død ud!!!!

Ikke fladmast, men bare død, jeg må have jokket på ham i min søgen efter ham langs væggene, selv om jeg da ind i mellem også så efter, om han sad på gulvet…

Han kom ud, hvor han kom fra, desværre ikke i samme tilstand, som da han kom ind, min eneste trøst var, at jeg ikke havde ombragt ham med min gode vilje…

Her til morgen så jeg så til ham igen, og der var allerede nogle, der satte pris på hans tilstedeværelse, den enes død, den andens morgenbrød!

Havde han vidst, hvordan det ville gå ham siden, var han nok aldrig gået med ind til sin store banekvinde, der så ufølsomt og utaknemmeligt trådte ham under fode med sin store sutsko!

:-( Kirsten

PS: Og så var han måske i virkeligheden en dame, for jeg synes, han ser buttet ud på kroppen…



Foto: Kirsten Schwartz

De senest indberettede arter i Naturbasen: