Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

18. juni 2020

Hvilken jordhumle - og hvilken skæbne?

For 8 dage siden rykkede kommunen ud og slog kanterne på vores lille grusvej langt ude på landet på Ærø.

Umiddelbart efter var alt panik blandt jordhumlerne (Lys eller mørk jordhumle, antager jeg - cirka 50 stk.), der forvirrede og fortumlede svirrede rundt, tilsyneladende i forsøget på at finde indgangen(e) til deres bo. Det kan lyde som en bagatel i mod hvad der ellers foregår (hvert år) mange andre steder - og i en helt anden skala. Men alligevel er jeg bekymret - og nysgerrig.

På et 50 meter langt østvendt stykke af rabatten (primært her havde de gravet bo i den 20-40 cm høje skrænt) faldt humlebierne ikke til ro. Selv over 8 timer senere svirrede en 10-20 stykker stadig forvirrede rundt i luften. Uden at vide om det egentlig var det bedste at gøre, havde jeg i mellem tiden samlet al græsaffald op og fjernet det, så de i det mindste lettere kunne bane sig vej til indgangene.

Men i dette forum af begavede og vidende mennesker ville jeg bare høre, om ikke nogen kunne redegøre for, hvad sådan en pludselig omvæltning af humlebiernes nære verden sandsynligvis betyder, og om der ikke er en klogere måde at løse tingene på til alles bedste? Det synes jo at være et tilbagevendende problem landet over.

Det er sådan set ikke en kritik af kommunen, for oversigtsforholdene på øen byder helt åbenbart, at man gør noget hvert år på det pågældende tidspunkt. Men man kunne måske klippe knap så voldsomt? Eller fjerne det afklippede materiale? Bedre løsninger søges.

Hvad bliver disse biers skæbne? Finder de vej hjem? Hvad skyldes forvirringen? At deres ´billede´ af omgivelserne pludselig er helt anderledes? Sammenstyrtning af indgange? Eller forsøger de forgæves ´at snuse´ sig hjem?

Jeg er i gang med to bøger af Goulson, da det er gået op for mig, at jeg ved alt for lidt om humlebierne. Og jeg er endnu ikke kommet til et afsnit, der omhandler det omtalte scenarie.

Jeg indser også at denne måske skulle have været anbragt i en anden kategori, men det er frem for alt spørgsmålet om biernes opførsel og skæbne, der interesserer, og her forekom dette forum at være det rette.

På forhånd tak

Mh. Michael



Foto: Michael Larsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: