|
|
Nordøstspanien juli 2008: Peñiscola, Morella og Ebro Deltaet
Når man som jeg er gift med en lektor i spansk (una profesora) er det ikke så mærkeligt at ferien ofte går til Spanien. Og dét er jo ret heldigt, for Spanien er jo et af de mest interessante lande i Europa hvis man bare er en smule fugleinteresseret. Denne gang var noget speciel, for det var første gang vi var udenlands med 1-årige Anna Clara. Og så var svigerforældrene også med (så havde vi jo barnepiger). Heraf følger, at det selvfølgelig primært var en familieferie, men heldigvis er det sådan i Spanien, at naturen omfavner en overalt. Selv i den mest overfyldte badeby er der for os eksotiske fuglearter, så man går aldrig fejl af en spanienstur. Landet har en befolkningstæthed på kun ca. det halve af de andre store lande som Frankrig, England og Tyskland, og der er derfor plads til mere natur. Desuden er landskabet meget diverst med høje bjerge, lavland og sletter, samt en stor gradient fra det meget våde til det meget tørre landskab, og fra det meget kolde til det meget varme. Naturen og fuglelivet er af samme grund lige så diverst og forskelligartet. PEÑISCOLA Turen denne gang gik til feriebyen Peñiscola, beliggende mellem de store byer Valencia og Barcelona. Vi havde lejet et hus ca. 500m fra stranden i et typisk spansk ”villakvarter” (una urbanización). En af fuglene som besøgte os dagligt var en Sorthovedet Sanger som var så vims, at der desværre kun kom dogmefotos ud af forsøget med at fotografere den. Det samme kan siges om områdets meget aktive Cistussanger, der kontinuerligt lavede sin karakteristiske sangflugt, en slags sinuskurve hvor der i hver top gives et fløjt. Ellers var karakterfuglene den flotte Gulirisk som sang fra de fleste antenner og hustage, samt den allestedsnærværende Ensfarvede Stær. De mest livlige var dog de mange Bysvaler, Landsvaler og Mursejlere som jo er meget talrige i de sydeuropæiske lande. Af sommerfugle var der bl.a. Sydeuropæisk Skovrandøje, Duehale og Svalehale. Alt i alt ganske godt for en turistmagnet som både indeholder det værste og det bedste af en spansk kystby. MORELLA OG HØJLANDET OMKRING Vi havde bil og kunne derfor bevæge os rundt i området og op i det bagvedliggende højland, bl.a. til den meget smukke bjergby Morella, beliggende på et bjerg (> 1000 m. o. h.) med en borg på toppen og med flere kilometer gammel bymur. Som over de fleste andre spanske bjerge ser man her de karakteristiske Gåsegribbe med vingefang på næsten 3 meter, svævende rundt og spejdende efter kadavere. En anden karakteristisk fugl er Alpekragen som også er meget udbredt i Spanien. Ved en anden bjergby i nærheden kom en Slangeørn forbi på et tidspunkt der ellers forekom ret fuglefattigt, kun enkelte Husrødstjerter sås her på dette tidspunkt. På højsletten mellem Peñiscola og Morella (ca. 500 m. o. h.) banede vejen sig ofte snorligt mellem 6-7-meter høje træer og her krydsede Piroler ofte vejbanen foran bilen. Som et ekstra krydderi var der Biædere der rastede på telefontrådene langs vejen og som ynglede i huller i de stenterrasser som maurerne byggede for over 1000 år siden og som stadig står som den dag de blev bygget. Med et barn i bilen og med en snoet bjergvej uden de store muligheder for at stoppe, med mindre man vil udsætte sig selv og familien for en kraftig forhøjet risiko for at blive ramt af hurtige bagfrakommende spanske bilister, var der ikke de store muligheder for eftersøge pirolerne og biæderne, men enkelte dogmefotos blev det dog til. EBRO DELTAET Vi satte slutteligt en dags tid af til at se noget af Ebro deltaet, og kørte således at Anna Clara kunne sove eftermiddagssøvn i bilen på vej hjem. Ebro deltaet, et af Sydeuropas største vådområder på over 300 km2, er i princippet hovedsagelig rismarker omgivet af enkelte store områder med natur som samlet er udpeget til fuglebeskyttelsesområde (Natura 2000). Vi kørte ud på spidsen hvor der er en flot natur bestående af lavvandede søer omgivet af rørskove og med et glimrende fugletårn. Det betød selvfølgelig også meget for familiens trivsel, at her fandtes et lille spisested der serverede en aldeles glimrende paella lavet på lokale ris og skaldyr. Inden længe var bl.a. Sort Ibis, Hvidskægget Terne, Flamingo, Sultanhøne og Stylteløber på listen. Det sjoveste var dog at hele 7 hejrearter var til stede: Tophejre, Kohejre, Silkehejre, Nathejre, Purpurhejre, Dværghejre og Fiskehejre. ”Så kan man ikke nå meget hejre” som svigerfar sagde med et smil om munden, og følte sig meget professionel med min Leicakikkert om halsen, mens jeg fotograferede løs. Fotos: Gåsegrib, Nathejre, Hvidskægget terne, Sydeuropæisk Skovrandøje og Anna Clara. Thomas |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.