Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

11. juli 2020

Limax corsicus i Danmark

I går var jeg i Kollund Skov i Sønderjylland for at lede efter landsnegle. Jeg fandt ikke, hvad jeg håbede på; men jeg fandt noget andet - nemlig en art af nøgensnegl, som jeg aldrig har set før. Længde: 15 cm. Fodsålen har en kraftig rød farve.

Efter lidt granskning af litteraturen er jeg nået frem til, at det er Limax corsicus. Den findes på Corsica, Sardinien, og et lille område af det italienske fastland. Hvordan pokker den er kommet til Danmark, er svært at vide. De to eksemplarer jeg fandt, var nær vildsvinehegnet; men jeg har ikke hørt om at arbejdere fra Italien eller Corsica har været med til at sætte hegnet op?

Limax corsicus lever i fugtige bjergskove og kan måske klimatisk godt klare sig i Danmark. Den er i øvrigt interessant på flere måder. Det er velkendt, at de store Limax-arter parrer sig hængende ned fra en træstamme, og i hængende stilling vikler de deres penisser spiralformet om hinanden. Limax corsicus hører til de former, hvor penis kan blive meget lang. De forskellige former af corsicus har penislængder der varierer fra 19 cm til 92 cm - altså længere end dyret selv, somme tider meget længere. Limax corsicus er en samlebetegnelse for et ukendt antal arter, der adskiller sig m.h.t. penis´ længde og deltajerne i parringsadfærden. Der er således opstået nogle barrierer, der forhindrer krydsning mellem fjerntbeslægtede dyr, og det synes at give en opsplitning i et stort antal arter - muligvis op til 14 arter, som p.t. ikke er navngivet. Der er derimod ikke ret store forskelle i DNA mellem disse "arter", så det er et eksempel på at hastigheden af opsplitning i adskilte arter ikke nødvendigvis følges ad med hastigheden i opsplitning i genotyper.

Jeg fandt to eksemplarer, som jeg har taget med hjem. Men der er formentlig flere derude i skoven. Så noget tyder på, at vi har fået en bestand af en indslæbt art, som er speciel og interessant på flere måder.


Foto: Kåre Fog

De senest indberettede arter i Naturbasen: