Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

25. juli 2008

Wilsons Svømmesneppe

I mangel af bedre - mht. fotoet her: sådan ser de nys ankomne sortklirer nordfra ud - sort bug og hvid vingeunderside.

I går d. 25. juli 2008, var vi i Margrethe Kog for primært at se på returtrækkende vadefugle. Der var bl.a. Kærløber 2, Islandsk Stor Kobbersneppe 1, Sortterne 9, Krumnæbbet Ryle 35 samt flere tusinde andre klirer, ryler, kobbersnepper m.m. Et storslået syn, når fuglene ved højvande kommer flokkevis fra vaden og ind over diget for at raste og fouragere i Margrethe Kog.

På et tidspunkt talte vi med Michael G.Jensen fra Esbjerg som fortalte, at han netop havde fundet Wilsons Svømmesneppe (Amerikansk Svømmesneppe, Phalaropus tricolor) i Tyskland, blot ca. 30 km syd for grænsen. Han havde først tale med nogle tyske ornitologer i nærheden – den ene af dem forklarede ham hvilken Koog der var tale om, resten var held. Samme tysker fortalte for øvrigt triumferende at han nu hele 3 gange på få år havde fundet Wilsons Svømmesneppe i området, og han regnede med at der var tale om samme fugl.

Carsten Gadgaard, også fra Esbjerg, havde meget bekvemt sin bærbare pc med sig i sin campingvogn som stod på grænsevejen ved siden af os, og ved Michaels hjælp blev han gelejdet frem til lokaliteten – som hedder Osewoldter Koog og ligger 2-3 km syd for den lille Dagebüll havn. Jeg har forsøgt at finde stedet på Google Maps: maps.google.dk...empw...,8.752155%26spn%3D0.058014,0.149002%26t%3Dh%26z%3D13%26output%3Dembed%26s%3DAARTsJqLooHExGkOiZxeQFkPIvFZv4hDAQ&hl=da&gl=dk

Anni og jeg blev hurtigt enige om at give fuglen en chance! Vi havde intet kort med os, ej heller nogen GPS (en sådan har vi ikke før nu indset det ikke helt urimelige i at anskaffe!), og forsøgte at navigere os frem i området. Det lykkedes heldigvis. Kort efter at vi nåede frem til stedet og begyndte at observere fra en lille p-plads ved vejen der går nord-syd langs Koogen, blev vi opmærksomme på at der var adskillige bramgæs i Koogen og at de havde pullus. Det ligger lige for at tro, at de kan ekspandere til DK.

På en af de små øer ca. 100 m ude i Koogen opdagede Anni en lille vadefugl blandt nogle viber. Den var ikke meget større end en odinshane, en anelse større end almindelig ryle – men det var dens adfærd, der var det mest påfaldende. Vi havde forventet at den svømmede eller vadede på lavt vand, men den gik på mudderbredden, på klirevis i foroverbøjet stilling, smygende, med brystet trykket helt ned til jorden og gumpen i vejret, og jagede insekter i lynhurtige nap, eller i kort galop. Adfærden var så særpræget og næsten spøgelsesagtig, at det ikke er til at glemme. Der var tale om Wilsons Svømmesneppe (Phalaropus tricolor), som vi nu så for 1. gang. Fuglen er tidligere set 8 gange i DK, senest den 7. juli i år i Margrethe Kog. Senere blev arten meldt ud få km syd for grænsen, og der er formentlig tale om samme individ.

Da vi havde observeret fuglen i teleskop ca. et kvarters tid, og bl.a. nydt nogle småflokke af Strandhjejle som fra tid til anden kom susende nærmest om ørerne på os, kom en rørhøg glidende ind over Koogen og rørte gevaldigt op i det hele. Fuglen gik på vingerne sammen med alle de andre – trods afstanden forsøgte jeg at tage nogle flugtskud med kameraet (har endnu ikke tjekket prikkerne…).

På tilbagevejen til Margrethe Kog blev vi opmærksomme på en melanistisk Hedehøg, der jagede over markerne. Den var rimelig tæt på os.

Wilsons Svømmesneppe: images.google.dk/images... , som er en sjælden amerikansk gæst, var formentlig en adult i begyndende vinterdragt. Pga. dragten var helhedsindtrykket egentlig en noget uanselig fugl: lysegrå underside og en mørkere overside – og syletyndt næb. Men hvilken adfærd!



Foto: Peter Nielsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: