Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

20. august 2008

Makrofotografering af levende ''insekt præparater''

Hej Allesammen,

Til undervisningsbrug har jeg ofte brug for at tage et billede af et insekt helt uden baggrund, skygger og lignende. Jeg vil simpelthen gerne ''klippe'' dyret væk fra enhver form for baggrund.

Da jeg ikke har tålmodighed til at præparere dem før fotograferingen foregår det normalt ved køleskabsnedkøling af dyret til for dyret en samarbejdsvenlig temperatur.

Billedet skal selvfølgelig gerne vise insektet i et så naturligt lys og farvespektrum som muligt.

Lad os tage et eksempel, jeg ønsker at tage et skarpt billede af en bredtæge, hvor hele dyret er skarpt, fra spidserne af antennerne til enden af fødderne. Insektet er ca. 1 cm lang, og måske 0,5 cm høj, målt fra jorden til spidsen af antennerne.

Min normale procedure er at smide dyret i køleskabet i en periode og så ellers stille kameraet op på stativ klar til fotografering på et almindeligt hvidt stykke a4 papir. Derefter lukker jeg forsigigt dyret ud og håber at det sidder stille i en naturlig position og prøver at tage billedet. Dette virker nogenlunde, men jeg har på fornemmelsen at det må kunne gøres bedre!

Et eller flere af følgende problemer opstår ofte:

1) Hele dyret er ikke skarpt

2) Der er skygger rundt om dyret

3) Hvis jeg belyser for kraftigt direkte på dyret har bredtæger og mange insekter med at reflektere lyset, resulterende i irriterende lyse områder på insektet.

4) Når A4 papir bliver makrofotograferet er det ikke jævnt hvidt, det har en form for struktur som gør at det ikke altid er helt let at ''klippe'' hele den hvide baggrund væk uden en del ekstra arbejde i photoshop.

Mit udstyr i øjeblikket er et Canon EOS 300D + Sigma 105mm makro (gammel autofokus virker ikke) + fjernudløser + stativ og så et hvidt stykke A4 papir.

Jeg plejer at tage billederne i højeste JPG kvalitet i kameraet, men har også eksperimenteret med RAW, men der synes jeg ikke jeg ved nok til at jeg rigtigt vinder noget i øjeblikket.

Det var en lang indledning der leder frem til mit spørgsmål, er der nogle der har ideer til hvordan jeg kan forbedre disse præparations billeder? Skal jeg ud og investere i bedre/andet fotoudstyr eller er det primært et spørgsmål om træning og bedre teknik? Hvordan belyses sådanne præparater bedst muligt? Når jeg manuelt fokuserer hvor skal jeg så typisk prøve at stille skarpt på dyret? I en højde der svarer til midten af dyrets højde?

Jeg håber nogle af alle jer dygtige fotografer har nogle forslag til hvordan jeg kan forbedre dette, eventuelle forslag til hvordan efterbehandling af billederne kan gøres effektivt er også meget velkomne.

På forhånd tak for hjælpen

mvh,

Frank


Foto: Eksempel på ønsket type billede.

De senest indberettede arter i Naturbasen: