Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

12. september 2008

Hørbylunde Bakker og den kommende motorvej

De sidste år har jeg i hvertfald en gang om året været i Hørbylunde bakker (vest for Silkeborg) i svampesæsonen.

Det er et stærkt bakket landskab med hulveje og slugter, domineret af eg på sur bund med blåbær mv. i bunden. Desuden er der store kuperede og flade områder ísær bevokset med rødgran.

Jeg har været meget spændt på om den kommende motorvej ville ødelægge et af de bedste områder omkring en gammel hulvej med eg samt lidt mose, så det var med bankende hjerte at jeg kom der ud igår efter at udgravningerne er foretaget.

Tre meter fra udgravningen stod der to flotte eksemplarer af Nordisk Mælkehat (Lactarius trivialis) NT (near threatened) på den nye rødliste; lige i nærheden var der de halvsjældne Ege-rørhat (Leccinum quercinum) og en varietet af Sæbe-ridderhat med kraftigt skællet stok.

Under egene er der også Snehvid fluesvamp og Cinnoberskællet slørhat, samt Grå Snyltehat (Asterophora parasitica), samt en meget spændende ubestemt slørhat. Ti meter fra udgravningen stod der også nogle få eksemplarer af Almindelig Ulvefod.

Sidste og forrige år fandt jeg 4-5 rødlistede svampearter i samme område, men det er nok lidt tidligt på sæsonen endnu til flere af dem.

Det bliver spændende at se om de rødlistede og andre spændende svampe på lokaliteten overlever på længere sigt. Der er allerede sket store ændringer i lysforhold, vinden vil få friere spil, udover at der selvfølgelig vil komme en vis luftforurening fra den kommende motorvej.

Silkeborg, 12.9.2008, Torbjørn Borgen


De senest indberettede arter i Naturbasen: